Om at fortryde at blive mor

Forleden læste jeg Anne Deppe’s blog, hvor hun fortalte om et brev, hun havde modtaget fra en modløs mor. En mor som tvivlede på sine egne evner som mor, fordi hun havde så mange konflikter med faren til barnet og det var nået op i Statsforvaltningen. Hun havde et kort sekund fortrudt at hun overhovedet havde fået barnet, og havde sidenhen haft så dårlig samvittighed og så mange tanker om, at hun ikke var en god mor, nu hun overhovedet havde kunne tænke sådan.

Jeg tror ikke der er ret mange forældre, som ikke et splitsekund eller tre har ønsket sin unge hen hvor pebret gror og at det hele var meget lettere før barnet kom til verden. En enkelt eller to vil måske også have tænkt, at man aldrig burde have fået barnet. Jeg er selv en af dem. I mine sorteste øjeblikke har jeg tænkt, at det ville være så meget bedre for alle, hvis trolden ikke var til. Sekundet efter har jeg fortrudt det noget så inderligt, for intet i verden vil kunne få mig til at opgive min søn. Han er det dyrebareste jeg “har” og jeg elsker ham ubetinget, selv når jeg har lyst til at kyle ham ud over altanen, når han er hysterisk (har pudsigt nok endnu ikke haft lyst til at afleverer ham spontant hos sin far). 95% af tiden er han jo det mest elskelige væsen, og selv hvis han var mere hysterisk, ville jeg stadig elske ham over alt på jorden. Men derfor kan jeg stadig godt nogle gange tænke at det hele sgu ville være så meget nemmere, hvis han ikke var til. Jeg har også overvejet om ikke det ville være det bedste for trolden, bare at lade ham bo hos sin far. Så skulle han ikke udsættes for alverdens splid og dobbelt-standarder, men kun have et hjem, et regelsæt, et sæt værdier at forholde sig til. Jeg er ikke i tvivl om at hans far ville give ham al den kærlighed i verden han kunne ønske sig, så hvorfor kæmpe? Heldigvis VED jeg, at jeg er en god mor, jeg gør det godt, og især vuggestuens ord om at trolden har fået det så meget bedre, efter vi er gået fra hinanden, har givet mig tro på, at jeg gør det rigtige, både ved at være gået fra min eks og ved min opdragelse.

Jeg tror virkelig at alle forældre til tider ønsker at deres børn ikke var der, men at de også fortryder det inderligt sekundet efter, og INGEN af dem er dårlige forældre af den grund. Jeg mener at tankerne opstår fordi man er blevet sig sit ansvar bevidst, og bare synes det er alt for uoverkommeligt, hvilket er helt menneskeligt.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg vil med dette indlæg, andet end at råbe op om, at der er MANGE facetter til forældreskabet, og at nogle af dem er sortere end sorte, men at det er en del af det, og ikke fordi man er en dårlig forælder. Jeg håber inderligt at det budskab når ud!