Mit nu tømte kontor og flyttekassen med alle mine bøger og andet gejl jeg havde fået slæbt med derud. Jeg var ret imponeret over at det alligevel fyldte en hel kasse!

I går blev jeg smidt ud af mit kontor på RUC. Ikke fordi jeg har gjort noget forkert, ikke fordi jeg er kommet bagud eller lign. Men af den simple årsag, at de skal flytte rundt på fagenes fysiske placering i forbindelse med besparelser, og der er mit fag så også blevet flyttet. Og det ny sted, er der ikke plads til at studerende også kan have deres egne kontorer. 🙁

Besparelserne består i, at de vil udleje nogle af bygningerne ude på RUC, for at mindske huslejen (et eller andet sted, skal man jo finde pengene), og så må underviserne så sidde lidt tættere i nogle andre bygninger, og de studerende må “klare sig selv”. Det har også været luksus at have sit eget kontor på RUC, så jeg kan ikke indvende så meget imod, at de nu sparer det væk. Det der dog er trist er, at mange af grupperummene og de studerendes fællesarealer forsvinder, så jeg tror det fremadrettet kommer til at gå ud over studentermiljøet.

Synes det er lidt skræmmende som de sparer alle vegne, og har sgu lidt svært ved efterhånden at se, hvor det hele skal ende henne. Nogle steder er fornuftige nok, andre steder synes jeg er helt ude i hampen, og andre steder igen forstår jeg ikke, hvorfor de ikke er strengere. I nogle sammenhænge synes jeg efterhånden at samfundet er blevet en gavebod, og mange forventer at de bare kan få, fordi “vi lever jo i et velfærdssamfund”. Ja, men det er jo ikke gratis. Vi kan jo ikke bare få uden også at give, og et godt stykke hen ad vejen, forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke indfører (differentieret) brugerbetaling. Differentieret, så dem der har mindst, selvfølgelig ikke skal vælge mellem mad og lægebesøg, uddannelse osv. Alt med måde og værdighed.

Åh, jeg kunne blive ved, men tror jeg stopper her, for ellers bliver dette indlæg noget helt andet end tiltænkt. 😉 Men det andet kommer nok en dag.

Tilbage til hvad indlægget egentlig handler om; at nu har jeg ikke noget kontor, og må derfor sidde hjemme og arbejde. Det kan jeg også sagtens, skal bare have lidt højere selvdisciplin, så jeg slukker TV’et og lader rod og vasketøj være, så jeg rent faktisk får lavet noget på specialet. Jeg har ENDELIG fået lidt styr på min teori, hvilket har været en kæmpe forløsning, så der er bare en vej, og det er fremad! 😀

I forbindelse med mine to flytninger i 2015 har jeg også fået ryddet lidt op i mine ting. Derfor har jeg også fundet en del ting, som jeg ikke aner hvad jeg skal bruge til! Her iblandt et smykkestativ, et babysæde, et babygitter og andre dimsedutter. Ting som jeg normalt ikke ville ane hvad jeg skulle stille op med, og derfor højst sandsynligt bare ville smide på lossepladsen/genbrugsstationen/hvad-den-nu-hedder. Ligeledes har jeg manglet nogle ting, heriblandt en stor puf og søgt vidt og bredt for at finde en. Mange var dog dyre, især hvis jeg skulle ud og købe en fra ny, men lykken tilsmilede mig på den blå avis. 😀

Man vil blive overrasket over at se hvad folk sælger (og køber!) på diverse sider, og derfor er der næsten heller ingen grænser for, hvad man kan sætte til salg. Jeg synes det er super fedt, at man kan sætte sine gamle ting til salg i stedet for bare at smide dem ud, og så både gøre andre glade, lade dem spare nogle penge i forhold til ny-prisen, og selv også tjene lidt ind igen. Jeg er fan!

P.S. bare for en god ordens skyld, skal det måske lige siges at jeg har ingen aftaler med den blå avis om at skrive dette. Det er udelukkende min egen begejstring der driver værket. 😉

Lige for tiden synes jeg godt nok, jeg mangler motivation for mit speciale. Eller, det vil sige, jeg vil jo gerne være færdig med det og alt det her, men lige nu gider jeg bare ikke det arbejde der skal til, for at nå derhen. Jeg synes jeg læser og læser, og skriver en masse masse noter til teori og artikler og jeg skal komme efter dig, skal jeg. Og gud, hvor jeg synes det er kedeligt. Emnerne er som sådan spændende nok, men jeg er bare ved at være kørt lidt sur i det, tror jeg.

Jeg savner en eller anden form for sparring til at holde gejsten oppe. Det er noget af det jeg faktisk godt kan lide ved RUC – at man under 90% af studietiden skriver i grupper, for at så har man automatisk sparringen undervejs, selvom den også jævnligt går imod ens egne ideer. Men bare det at man får vendt tingene og får nogle nye perspektiver og tanker ind, det giver mig et stort drive. Et drive som jeg har svært ved at mønstre når jeg skriver alene over længere tid, hvilket jo er gældende her for mit speciale.

Jeg må bare knibe ballerne sammen og sætte næsen i bogen, og så ellers bare glæde mig til at komme videre til analysedelen – den synes jeg nemlig kan være ret sjov. Skal bare lige lave det kedelige arbejde med at læse teori først. GAAAB!

Det drejer sig om min stemme! Den forsvandt i fredags og er ikke set siden, og jeg savner den! Fredag aften og det meste af lørdag kunne jeg stort set ikke tale (hvilket giver nogle udfordringer når man hhv. er ude og drikke en øl med en veninde fredag aften, og til 30års fødselsdag om lørdagen), det kan jeg dog nu, men jeg er bare virkelig hæs!

Det resulterer i nogle lidt sjove episoder, f.eks. når jeg skal putte trolden. En dels af hans putteritual er at jeg synger for ham. Tidligere kun en sang, men det er nu blevet til to – Mester Jakob og Elefantens Vuggevise. Jeg starter med Mester Jakob (efter troldens ønske) hvorefter han efterspørger Elefanten. Og til trods for at min stemme er nærmest ikke-eksisterende, især når jeg synger, har dette ikke ændret sig. Heller ikke selvom sangen nu mere er en meget hæs hvisken, end reel sang. Men det er trolden fløjtende ligeglad med. En del af hans putteritual er at der skal synges, og så kan det godt være at Mor ingen stemme har men synges, det skal der!

Derudover har jeg konstateret at det er ret god mave-træning, ikke at have en stemme, for jeg skal virkelig anstrenge mig for at tale, og bruger mine mavemuskler en hel del. Så selv om det er ret nedren at være hæs, så er det i det mindste god træning! 😉

Dog håber jeg snart at min stemme kommer retur. Jeg savner den en del, så hvis I ser den, så bed den venligst om at komme hjem. 😉

Hvad er det for en verden, vi lever i? Hvordan kan det ske, at der indenfor én uge er overfald på to skoler – tæskehold som venter på bestemte elever, som de åbenbart mener har gjort sig fortjent til en omgang klø? Et hold på Frederiksberg i København og et hold i Anisse i Nordsjælland. Hvad fanden er det der foregår!?

Siden hvornår er det blevet “drengestreger” at tæve hinanden, og for hvad? I sagen fra Frederiksberg er årsagen vist, at offeret har været lidt for tæt på en af overfaldsmændenes kæreste. Det er giver sgu da ikke grund til at banke nogen! Hvis kæresten har været utro (hvilket skulle være sagen på Frederiksberg) , så 1) er kæresten der har gjort noget forkert, ikke den kæresten var sammen med; 2) noget man løser ved enten at slå op eller tale om det og komme videre i teksten. ALDRIG ved vold.

Hvordan kan teenagere have den opfattelse at vold løser problemerne? Og nej, jeg tror ikke det er film og/eller videospil, for så ville det være endnu mere udtalt og have været der, også da jeg var teenager. Mit eget meget udokumenterede bud er, at det skyldes opdragelsen. At vi nu for alvor er nået til “curling-generationen”, som ikke er vant til at få modgang, og dermed ikke aner hvordan de skal håndtere det, når noget ikke går deres vej. De har været vant til at deres forældre klarede alting for dem, tog alle knubs for dem, og når de så pludselig kommer ud i en situation, hvor forældrene IKKE vil tage affære, gør de det selv. Dog har de ikke lært hvordan, da de jo ikke har prøvet det før, og så kommer hulemandsmentaliteten frem og lader næverne tale.

Jeg har som sagt ikke nogen dokumentation for at det er sådan det hænger sammen, men det er umiddelbart min bedste forklaring, og jeg synes, at det er skræmmende. Skræmmende at uanset årsag, så er der reelt nogen der mener, at vold er måden at løse uoverensstemmelser. Gruer for den dag trolden bliver gammel nok til at kunne være en af de involverede parter. Det ville være et mareridt, uanset om han var offer eller overfaldsmand! Den første behøver ikke nærmere forklaring, den sidste fordi at det ville falde tilbage på mig og min x og vores opdragelse af ham – at vi simpelthen ikke havde gjort det godt nok.