Jeg kan godt lide at læse nogle få andre blogs, og noget som fungerer for nogle af dem, er sådan nogle opremsningslister over ting inden for samme emne. Jeg tænkte, at jeg ville prøve en indenfor et felt, hvor jeg efterhånden har lidt erfaring nemlig fordele ved at have et delebarn/skilsmissebarn/barn med to hjem eller hvad vi nu skal kalde det. Kært barn har mange navne.

Jeg har kaldt den #1, uden at vide om der nogensinde vil komme en #2, men det kan jo være. 😉

Dette skal dog ikke ses som en opfordring til at blive skilsmissefamilie. Som udgangspunkt vil jeg aldrig anbefale nogen at blive skilt og få en delefamilie, med mindre det er absolut sidste udvej. Jeg savner jo trolden af pommern til, når han er hos sin far, uanset hvor meget jeg egentlig også nyder min voksen-tilværelse, og han savner jo også at have begge sine forældre sammen, selvom han ikke kan huske at vi nogensinde har været det. Jeg synes dog efterhånden at være nået til et sted, hvor jeg har det bedste fra begge verdener, så derfor en lille liste over fordele:

• Kæmpe kram og gensynsglæde fra trolden (og mig selv) efter weekend med far.
• Hver anden weekend kan jeg sove længe – begge dage!
• Jeg behøver kun madplaner for hver 2. uge
• Jeg kan hente trolden tidligt de fleste dage, da jeg blot møder tidligere/arbejder længere, de dage jeg ikke har ham.
• Stor frihed i børnefri-dagene. Når far henter, er der ikke underliggende forventning om, at jeg så laver mad eller klarer anden praktik. Jeg kan gøre, lige hvad jeg vil.
• Ro – jeg kan rent faktisk slappe af, når trolden er hos sin far. Uden larm fra legetøj, tegnefilm og lign. i baggrunden.
• Ingen at skændes om vedr. børneopdragelse (det kan selvfølgelig komme, hvis jeg en dag får en kæreste, men for nu nyder jeg enevælden).
• Kort beslutningsproces – også til de skøre indslag så som at løbe forhindringsløb med en 4 årig. 😉
• Stor frihed i beslutningsproces jf. ovenstående.
• Tid til at dyrke mine egne hobbyer så som træning og syning og følge spontane indskydelser – som f.eks. mit spontane havnebad forleden.

Jeg har egentlig aldrig været den store vandhund i forhold til at bade på de danske strande. Det kan være hyggeligt nok og vi har jo som sådan ganske udmærket badevand de fleste steder i vores lille land. Jeg er bare ikke god til dels at få hovedet under vand (jeg bryder mig bare ikke om det!), stenstrande (dem har vi en del af!) og tang.

Det til trods, fik jeg i sidste uge en ubærlig lyst til at springe i bølgen blå søndag aften, hvor jeg var alene hjemme. Jeg havde to uger forinden været i havnebadet ved Fisketorvet med en veninde, og det havde simpelthen været så lækkert, og den følelse kunne jeg ikke rigtigt slippe. Jeg skrev derfor ud på facebook om der var nogle der ville med, men der var ingen der bed på. Så skrev jeg til min søster, og hun kunne godt lokkes med, så vi mødtes sidst på aftenen på Skovshoved Havn til en dukkert.

Vandet var noget koldere end jeg syntes det havde været på Fisketorvet, så det tog lidt tid at komme i. Jeg er generelt sjældent typen der bare springer i vandet – dels fordi jeg jo ikke er så begejstret for at få hovedet under vand, dels fordi min krop mere eller mindre går i chok, hvis jeg bare springer i vandet, uden lige at have forberedt den på, at vandet er koldt. På en strand er det oftest nemt nok at forberede kroppen, for der går man jo ud i vandet indtil det har en dybde, hvor man kan få hele korpusset under vand, uden at man skal rulle sig i strandbund for at blive våd. I havnebad er det en lidt anden sag, da der ikke på samme måde er mulighed for stille og roligt at gå dybere og dybere ud.

På Fisketorvet gjorde jeg det, at jeg satte mig på badebroen og stak fødderne i vandet, så mine ankler var under vand. Det er nok til, at min krop fanger, at nu bliver det snart koldt over det hele, inden jeg gik over til stigen og kravlede ned i vandet. I Skovshoved var der ikke lige samme mulighed, da stigerne er et stykke væk fra de lave badebroer, så her blev det til en langsom tur ned af trappen til havnebassinet. Det tog nok et par minutter fra jeg satte foden på det første trin under vandet, til jeg var helt i, men derefter var jeg så også i vandet i noget tid, og jeg nød det. Min søster derimod, kæmpede en brav kamp med sig selv om at komme i vandet. Hun tog et trin ad gangen, indtil der ikke var flere og stod på hvert trin nogle minutter, før hun til sidst kom helt i og var i i nogle minutter. Jeg tror ikke, hun helt syntes, at det på noget tidspunkt var rigtigt rart. Mest bare koldt. Dog ikke mere koldt, end at vi, efter at have tørret lidt i aftensolen og taget tørt tøj uden på badetøjet, gik over til “Oliver’s” (iskiosk) og fik en is hver. 😀