Som jeg skrev i mit første indlæg i 1½ år, har jeg fundet mig to nye hobbyer siden sidst jeg skrev herinde – syning og forhindringsløb. To meget forskellige hobbyer må man sige, og i to meget modsatrettede verdener – den ene meget fysisk og maskulin, den anden mere skrøbelig og feminin. Den ene vil jeg beskrive lidt i dette indlæg. Den anden kommer i et andet.

Forhindringsløbene startede jeg i foråret 2017. Min bror og søster prøvede egentlig at lokke mig med i 2016, men der var jeg ved at skrive speciale, og kunne slet ikke rumme det. Sidste år havde jeg dog ingen undskyldning for ikke at prøve – jeg havde både løbetrænet og trænet CrossFit, så der var kun én vej, og det var fremad. Min bror havde set sig varm på NordicRace på Strandparken i april, og de sælger jo også løbet på, at det er et godt begynderløb, så der var jo ikke så meget at rafle om. 😉 Jeg havde dog taget det forbehold, at jeg på ingen måde kunne garantere at kunne gennemføre alle forhindringer, og muligvis heller ikke var den hurtigste på banen, men det tog han med ophøjet ro – for han (og min svigerinde og min brors kammerat som også løb med os) kunne heller ikke klare alle forhindringerne, så ingen ko på isen. Ganske som forventet kunne jeg langt fra gennemføre alle forhindringerne, men jeg kunne mange – den sejeste var at springe i vandet! I april sidste år kan jeg afsløre at det var koldt – vi havde på ingen måde det forår vi har haft i år – tværtimod! Vandet var max 10 grader varmt, så jeg var pænt glad for, at den fleecetrøje (jep, fleece!) jeg løb i, tog jeg af, før vi hoppede i vandet, og tog på igen da vi kom op af vandet – så kunne jeg holde varmen resten af løbet. Det var mere end hvad nogle af mine løbekammerater kunne sige. De sprang så også i vandet 3 (!) gange – jeg nøjedes med én. Det syntes jeg var rigeligt! Især efter det sidste dyp var jeg noget bekymret for min bror. De skulle svømme over en kanal – 20 meter vil jeg tro – men vandet var så koldt, at han var ved at blive underafkølet inden han nåede bredden, og skulle derfor guides en del, for at komme i land og op af vandet. Da han endelig kom op af vandet, og vi skulle løbe videre, havde han en meget speciel lyd på sin vejrtrækning, så jeg tror jeg nåede at spørge ham de første 10 gange om han var ok og kunne få vejret ordentligt indenfor de første 200 meter. Heldigvis blev hans vejrtrækning hurtigt bedre, men jeg var da godt nok lige lidt ekstra oppe på mærkerne. Derudover gav det bare et kick og et selvtillidsboost, at kunne gennemføre nogle af forhindringerne (med eller uden hjælp!) – herunder Atlasstenen, rabbithole, pyramiden og mange flere jeg ikke kan huske navnet på. 😉 Se evt. NordicRace’s hjemmeside. Der har de billeder og beskrivelser af mange af forhindringerne. Af de forhindringer jeg ikke kunne gennemføre (f.eks. Riot Control), var der en del hvor der var en såkaldt Penalty round – en strafrunde – ofte i form af en ekstra løbetur – nogle gange gjorde det, at de andre lige skulle vente lidt på mig, andre gange, var jeg stadigt hurtigere færdig end dem.

Efter Nordic Race i strandparken løb jeg Copenhagen Warrior med en veninde. Min bror og svigerinde havde ikke lyst til dette løb, da de havde løbet det året forinden og syntes at det var for let. Først tænkte jeg, at det var fordi de simpelthen var for hardcore, men jeg måtte indrømme at det var 30 gange lettere end Nordic Race, og jeg har været meget i tvivl om det var et løb jeg havde lyst til at løbe igen. Det har jeg dog valgt at gøre – primært fordi min bror og svigerinde igen lokkede og abstinenserne allerede er blevet for store. 😉 Det er et meget hyggeligere løb end Nordic Race, for start/mål-området er meget hyggeligere og mere familievenligt end Nordic Race. Det giver altså bare en helt anden stemning end Red Bulls techno DJ.

Næste løb i rækken var Mountain Evolution – det var helt klart det hårdeste løb til dato. Jeg løb sammen med min bror. Min svigerinde kunne ikke være med, da hun havde min dejlige nevø i maven. Det var samme rute to gange og det var i Hedelands bakkede landskab, så det var op og ned af bakke og op og ned i et amfiteater. Det var hårdt! Og det var ikke meget løb det blev til, for det var simpelthen ikke muligt for mig. Det var åndsvagt hårde forhindringer, men også super sjove – kravle under dæk, løfte og gå med et langt rør med vand som løb frem og tilbage, hvis man ikke holdt den vandret, svømning, flippe traktordæk, trille store tromler, løbe op og ned af trapperne i amfiteateret med en sandsæk på slæb og alt muligt andet. Det sjoveste var dog det lille twist de havde lavet, hvor man halvvejs fik vist nogle billeder (bl.a. Kronprins Frederik og Angela Merkel), som man skulle huske inden målstregen. Så løb man lige en runde mere af frivillig tortur – hvor vi af uransaglige årsager huskede lige at repetere billederne undervejs, og da vi så var ved at være ved vejs ende, kom eksamen selvfølgelig – for hvert billede man ikke kunne huske var der 5 burpees – og der var 8 billeder, så der var lagt op til 40 (!) ekstra burpees før man kunne løbe op af trapperne fra bunden af amfiteateret og op til målstregen. På magisk vis kunne vi huske alle ansigterne – til stor overraskelse for os selv og for hende som stod ved posten. Vi var vist de første (og eneste) som bare havde kunne lire navnene af, og dermed undgå de ekstra burpees – burpees som man på ingen måde havde lyst til lige der (men så igen, hvornår har man nogensinde lyst til burpees?!). For enden af trappen var målstregen og endnu en medalje til væggen – helt klart en af dem jeg er mest stolt af!

Det fjerde og sidste løb i 2017 var endnu et Nordic Race. Nærmeste bestemt Nordic Race MX. Et 6 km løb på en motocrossbane – eller dvs. 3x2km løb på en mudderbane. Hvis jeg syntes Mountain Evolution var hårdt, så kom det her lige ind fra højre og var endnu hårdere! AV! Samme rute, samme forhindringer 3 gange! Den var led! Som med de andre løb, gennemførte jeg langt flere forhindringer end jeg havde turde håbe på – også på 3. runde, selvom jeg godt nok var meget tilbøjelig til at springe den sidste runde over. Nøj, jeg syntes det var hårdt. Jeg havde dog ikke samvittighed til at lade min bror løbe den sidste runde alene, så selvom dealen egentlig blev, at jeg bare løb med ved siden af ham, så gennemførte jeg jo også mange af forhindringerne, nu jeg alligevel var der. Jeg kan jo ikke lade være. 😉 Et sjovt twist ved dette løb (udover finten med at tage samme rute 3 gange – det er væsentligt hårdere for mig mentalt, end at have en 6 km ukendt rute!) var at jeg havde trolden med på sidelinjen. Han var ikke med på banen (!), men sammen med min søster, heppede han på os ved målområdet, og han fik flere gange proklameret, at han altså syntes at det var snyd, at jeg måtte løbe og mere eller mindre rulle mig i mudder, når nu han ikke måtte. 😀 Og at han også ville kravle over og igennem forhindringer. Det kunne da ikke kun være for voksne! Note to self – find familieforhindringsløb i 2018!

I år er det blevet til to forhindringsløb indtil videre – et familieforhindringsløb (det blev jeg lidt nødt til at opspore efter at have haft trolden med som tilskuer sidste år) og endnu et Nordic Race.

Familieforhindringsløbet var simpelthen så hyggeligt! Det var Level X – Heroes som blev afholdt i Holbæk. Et 5 km løb hvor de opfordrede til at man var klædt ud som superhelte, så hvad mere naturligt, end at trolden løb udklædt som Superman? Vi løb med min søster, for jeg tænkte, at det var godt at være to voksne, så vi kunne hjælpe hinanden og trolden undervejs. Det var super hyggeligt, men al min bekymring blev gjort til skamme. Trolden klarede det simpelthen så godt! Der var forhindringer han klarede bedre end os voksne (bl.a. balancegang på reb hen over en å), og der hvor han skulle have hjælp, var det rigeligt fint kun at være en. Forhindringerne var sjovt nok af en noget anden skala end på “voksen-forhindringsløb” – bl.a. skulle vi hoppe på sådan nogle forvoksede hoppebolde med håndtag, løbe/hoppe sækkeløb, dåsekast, rutsjebane på presenning og sæbevand, og det var super sjovt! Og medaljen var en af de sejeste jeg har set – formet som Batmans logo – hvis det ikke tager kegler hos en 4 årig, så ved jeg ikke hvad gør! Det skulle selvsagt også med i børnehave næste dag. Det kunne jo ikke være anderledes! 😀 På vej hjem fra løbet, havde vi da heller ikke meget andet end lige startet bilen, før trolden spurgte til, hvornår vi skulle løbe igen. 🙂

Nordic Race var igen i strandparken på Amager. Teknisk var løbet lettere end sidste år, og i år løb jeg med en flok tøser – to veninder og min søster. Veninderne havde ikke prøvet det før, og min søster havde ikke løbet siden 2016, så vi var en rusten flok af sted. Vi havde heller ikke en nær så god tid som mit løb sidste år, men det var stadig et godt og udfordrende løb – og denne gang kunne jeg gennemføre forhindringer jeg ikke kunne sidste år! Det var en kæmpe sejr for mig! 😀

Som skrevet tidligere er det næste løb Copenhagen Warrior i Valbyparken, og så overvejer jeg kraftigt Strong Viking (Dog kun 7 km ruten!) sammen med min svigerinde – min bror er bindegal nok til at tage 13 km ruten! Jeg er så bindegal nok til at overveje at løbe to dage i streg, da jeg overvejer at løbe familieversionen dagen efter sammen med trolden, da jeg efter al sandsynlighed kan få lov til at låne ham den dag. Vi lever jo kun en gang. 😉 Hvad der kommer derudover ved jeg ikke endnu, men jeg tvivler på at Strong Viking bliver det sidste løb i år!