Trods at jeg det meste af mit voksenliv har været mere end almindeligt glad for IKKE at have en have, er jeg de seneste par år begyndt at savne en. Savnet er dels pga. trolden, at have en sted hvor han kan få brændt noget krudt af og ønsket om bare at kunne åbne en dør og så er man udenfor – uden at man behøver at have nøgler med, og hvor at trolden kan være ud, mens jeg stadig er inde. Dels savner jeg selv at have en have. Jeg savner bare at kunne være udenfor og nyde vejret og naturen uden at jeg partout skal gå en tur eller finde en bænk et eller andet sted. Jeg savner at have min egen grønne plet, hvor jeg kan plante jordbær, rabarber, hindbær, solbær, ærter, gulerødder, blomster osv. Noget jeg virkelig aldrig havde troet, at jeg havde lyst til.

Jeg har prøvet at kigge på mulighederne for at købe et hus med en lille have eller et stuelejlighed med havestykke, men huspriserne i Nordsjælland er absolut ikke indenfor mit budget, når jeg ikke ønsker at flytte 40+ km væk fra troldens far og min egen familie. Jeg har derfor tænkt i alternativer til at have hus og have – og se på mulighederne for “bare” at have en have. Med andre ord er jeg på udkig efter en kolonihave. Jeg har derfor skrevet mig op på ventelister til kolonihaver i min kommune – man skal nemlig have bopæl i kommunen for at blive skrevet op, og trods jeg først skrev mig op i vinters, er jeg allerede nr. 2 på en af listerne – og det endda i en haveforening som max ligger 500 m fra min lejlighed. Jeg har meget bevidst valgt kun at skrive mig op i haveforeninger som er tæt på, for jeg kender mig selv godt nok til, at hvis det er sådan noget med, at vi hver gang skal pakke bilen og køre en halv time eller mere, så kommer jeg/vi ikke af sted. Her er der så godt som ingen undskyldning for at komme af sted.

Jeg håber inderligt, at jeg snart kan kalde mig kolonihaveejer – også selvom det betyder mere og andet end blot at have en have. Det betyder jo også, at jeg skal vedligeholde huset på grunden. Det er en del af pakken. Og det sjove er, at selvom jeg på ingen måde kan kalde mig håndværker, så nyder jeg at gå til hånde og lave praktiske ting. Jeg synes det er sjovt at male, og kan egentlig også meget godt lide at lege med hammer, søm, skruer og boremaskine – sidstnævnte foretrækker jeg bare, at der er nogen som ved mere end mig, som lige kan hjælpe/guide mig til, hvordan jeg gør tingene rigtigt, og hvilke dimser som skal bruges til hvad og hvad der er behov for at få gjort.

Jeg har egentlig aldrig været den store vandhund i forhold til at bade på de danske strande. Det kan være hyggeligt nok og vi har jo som sådan ganske udmærket badevand de fleste steder i vores lille land. Jeg er bare ikke god til dels at få hovedet under vand (jeg bryder mig bare ikke om det!), stenstrande (dem har vi en del af!) og tang.

Det til trods, fik jeg i sidste uge en ubærlig lyst til at springe i bølgen blå søndag aften, hvor jeg var alene hjemme. Jeg havde to uger forinden været i havnebadet ved Fisketorvet med en veninde, og det havde simpelthen været så lækkert, og den følelse kunne jeg ikke rigtigt slippe. Jeg skrev derfor ud på facebook om der var nogle der ville med, men der var ingen der bed på. Så skrev jeg til min søster, og hun kunne godt lokkes med, så vi mødtes sidst på aftenen på Skovshoved Havn til en dukkert.

Vandet var noget koldere end jeg syntes det havde været på Fisketorvet, så det tog lidt tid at komme i. Jeg er generelt sjældent typen der bare springer i vandet – dels fordi jeg jo ikke er så begejstret for at få hovedet under vand, dels fordi min krop mere eller mindre går i chok, hvis jeg bare springer i vandet, uden lige at have forberedt den på, at vandet er koldt. På en strand er det oftest nemt nok at forberede kroppen, for der går man jo ud i vandet indtil det har en dybde, hvor man kan få hele korpusset under vand, uden at man skal rulle sig i strandbund for at blive våd. I havnebad er det en lidt anden sag, da der ikke på samme måde er mulighed for stille og roligt at gå dybere og dybere ud.

På Fisketorvet gjorde jeg det, at jeg satte mig på badebroen og stak fødderne i vandet, så mine ankler var under vand. Det er nok til, at min krop fanger, at nu bliver det snart koldt over det hele, inden jeg gik over til stigen og kravlede ned i vandet. I Skovshoved var der ikke lige samme mulighed, da stigerne er et stykke væk fra de lave badebroer, så her blev det til en langsom tur ned af trappen til havnebassinet. Det tog nok et par minutter fra jeg satte foden på det første trin under vandet, til jeg var helt i, men derefter var jeg så også i vandet i noget tid, og jeg nød det. Min søster derimod, kæmpede en brav kamp med sig selv om at komme i vandet. Hun tog et trin ad gangen, indtil der ikke var flere og stod på hvert trin nogle minutter, før hun til sidst kom helt i og var i i nogle minutter. Jeg tror ikke, hun helt syntes, at det på noget tidspunkt var rigtigt rart. Mest bare koldt. Dog ikke mere koldt, end at vi, efter at have tørret lidt i aftensolen og taget tørt tøj uden på badetøjet, gik over til “Oliver’s” (iskiosk) og fik en is hver. 😀

Et af kendetegnene er: når man ikke får vægtstangen i hovedet/på næsen!

Forleden til crossfit skulle vi lave en øvelse hvor vi skulle løfte en vægtstang fra skulderhøjde og over hovedet. En forholdsvis simpel øvelse, vil de fleste nok mene! Ikke for mig – i hvert fald ikke den første repetition. Snudeskaftet kom i karambolage med vægtstangen – og vægtstangen vandt. 😉

Behøver jeg at sige, at jeg hurtigt lærte at trække hovedet lidt tilbage, når man løfter, for så først at stikke det frem, når vægtstangen er OVER hovedet? 😉

I stedet for Pokémon Go, er jeg blevet bidt af en gal Simpson.

Den ene dag, da mine søskende og jeg for en gangs skyld var samlet alle sammen, så jeg at de spillede Simpsons. Jeg kiggede lidt med over skulderen og tænkte, at det kunne jeg da også godt finde ud af, og så downloadede jeg det. Det skulle jeg aldrig have gjort. Gud hvor bruger man meget tid på det! Jeg er virkelig ikke god til at styre det, når det er sådan noget, hvor man hver time kan gå ind og lave noget derinde. Men det er nu også meget hyggeligt. Så er det ikke kedelig jobsøgning det hele. 😉

Jeg er virkelig dårlig til at få brugt sådan nogle gavekort/smartboxes. Jeg fik en i housewarminggave, da jeg flyttede fra min eksmand (marts 2015), og selvom jeg har kigget på den mange gang, og tænkt at jeg skulle anvende den, er jeg ikke kommet længere end til tanken.

For en måned siden fandt jeg den frem igen, og begyndte at undersøge hvad jeg kunne få med denne her boks. Nogle af stederne var flyttet, andre udbød nu noget andet, end hvad der fremgik af boksen, og jeg synes generelt at det var et gedemarked! Jeg fandt dog et sted, hvor jeg kunne få det jeg gerne ville have – en ansigtsbehandling. Salon Schmück i Stefansgade på Nørrebro.

Jeg var af sted i sidste uge, og NØJ hvor var det dejligt! Jeg ELSKER jo at blive nusset om, og at få sådan en ansigtsbehandling med massage og masker og afslappende musik, så kan man jo næsten ikke andet end at slappe af og bare tage imod. Jeg fik både en rensemaske, en fugtgivende maske, ansigtsmassage, decoltémassage (ekstra ydelse) og anbefalinger til videre ansigtspleje, men uden oplevelsen af at hun hun prøvede at prakke mig alt muligt mærkeligt på. Det var virkelig rart bare at få rådgivning og anbefalinger, uden at det var hængt op på bestemte mærker/produkter. Det er virkelig et sted jeg gerne vil anbefale!

Og så fandt jeg jo ud af at der er områder af Nørrebro som faktisk er rigtig hyggelige! Jeg har aldrig været fan af Nørrebro og Nørrebrogade. Jeg føler mig ikke decideret utryg, men snarere at jeg bare ikke passer ind. Det er for rodet, beskidt/graffitiet og “crowdet”, og med fare for at lyde racistisk, for multikulturelt. Jeg synes det er skønt med blandede kulturer, men her bliver det for meget til, hvad jeg bryder mig om, hvilket højst sandsynligt skyldes at det “etnisk danske” er i undertal, og jeg derfor selv føler mig i undertal.

Ned ad Stefansgade er det dog som om, det er en helt anden bydel. Her er små restauranter og butikker, barberer og marskandisere, og selvom det langt fra er smørrebrødsforretninger og Vero Moda, så er det mere ovre, i hvad jeg forbinder med København og hygge. Der var fortovscaféer og en park hvor børn løb og legede, der var genbrugsforretninger og bodegaer, folk sad ude på fortovet og sludrede, og det var bare rigtigt hyggeligt. Det var ret vildt at se den kontrast, når det bare er at gå 500m ned ad en sidevej.

Så ikke nok med at jeg fik selvforkælelse, så fik jeg også øjnene op for at Nørrebro er meget mere end bare Nørrebrogade, Mjølnerparken og ballade. 🙂