Anmeldt – kommunens respons

Jeg skrev i sidste uge om, at vi (min eks og jeg) var blevet meldt til kommunen, fordi en nabo mener at trolden græder noget nær 4 timer i døgnet, uden at blive trøstet. I denne uge har vi så været til samtale på kommunen (de SKAL reagere og indkalde til samtale, når de får underretninger om mistrivsel) og fortælle vores side af sagen.

Vi var begge blevet indkaldt til samtale samme dag og – antog vi – samme tidspunkt. Det var bare ikke tilfældet. Kommunen er simpelthen vant til at skilsmissefamilier har høje konfliktniveauer, så de havde indkaldt os hver for sig, da de så, at vi havde hver vores adresse. Det blev jeg sgu lidt chokeret over – er det virkelig mere reglen end undtagelsen, at skilsmisseforældre er ved at rive hovederne af hinanden, når de skal sidde i samme rum?!?

Min eks og jeg havde ikke talt om tidspunktet for samtalen, da vi havde talt om underretningen og indkaldelsen, for vi gik ud fra, at vi selvfølgelig skulle ind sammen. Underretningen gik jo på os begge og vi har fælles forældremyndighed, så vi havde slet ikke tænkt muligheden for at blive indkaldt individuelt. Vi tog fik heldigvis kringlet os ud af det, så vi kom ind sammen.

Snakken gik meget stille og roligt. Hun forklarede at kommunen var lovmæssigt forpligtet til at indkalde os, når de fik en sådan underretning, men at vi så at sige “kun” var i første instans, hvor hun ville tale med os og finde ud af, om der var hold i underretningen, om vi skulle videre i systemet, eller om vi kunne lukke den her. Vi talte frem og tilbage, fortalte om at vi også lige havde været til samtale i børnehaven, hvor de havde fortalt, hvor godt trolden trives og udvikles. Vi var ærlige om, at trolden har temperament og gode lunger, men at der på ingen måde var tale om at han skulle græde i op til 4 timer dagligt, og da slet ikke uden at vi som forældre gjorde alt for at trøste ham, når han så var ked/vred.

Alt i alt tog samtalen lige omkring 10 min, for hun vurderede rimeligt hurtigt, at det her vist bare var en storm i et glas vand – at der på ingen måde var hold i underretningen, men at vi havde en sund og glad dreng – og nogle hys naboer.

Sagen bliver lukket og der sker ikke mere. Hun vil ikke engang tage fat i børnehaven for at få en udtalelse fra dem.

Jeg er så lettet, for gud hvor har tankerne kørt rundt i mit hoved. Frygtet at de ville fjerne trolden, været (og er egentlig stadig) småparanoid over beboerne i ejendommen, frygtet eskalering af konflikt med min eks, overvejet om jeg skulle flytte (for fjerde gang på 3 år) og bare ikke kunne overskue konsekvenserne af alt det. Heldigvis bliver ingen af delene aktuelle, men nøj hvor har jeg brugt meget krudt på at være ked. Der er sgu intet som en trussel mod ens barn som kan få en op på mærkerne og sætte tankevirksomheden i gang.

Noget som jeg også finder skræmmende, udover de tanker som har feset rundt på øverste etage, er at de på kommunen fortalte at det ikke var unormalt for dem, at få sådanne anonyme underretninger, men det kun var i 1-2% at der var hold i det. Så ud af 100 underretninger og dermed 100-200 møder med forældre (når nu de tager skilsmisseforældre hver for sig), er der kun 1-2 sager der er hold i. Det er helt fint at kommunen reagerer – intet ondt om det – men skulle folk da ikke lige tage og stikke en finger i jorden og undersøge hvad der foregår, før de spilder både kommunens og forældrenes tid med tvivlsomme underretninger? I et samfund hvor vi skal sparre til højre og til venstre, ville det da være oplagt, at vi som medborgere selv tog ansvar for ikke at spilde flere ressourcer end højst nødvendigt, og prøvede at ordne sådanne ting i ro og fordragelighed FØR inddragelse af det offentlige kom på tale. Kommunikation og dialog er sgu vejen frem!

Frustrationer og jobsøgning

Jeg har nu snart været ledig i et halvt år, og søgt omkring 70 job. 2 af dem har jeg været til samtale på, begge her i november, og begge gange var jeg blandt de sidste to, da afgørelsen skulle tages. Desværre blev ingen af valgene til min fordel. Jeg er derfor ved at være en smule frustreret i jobsøgningen. Jeg synes det er fedt, at jeg nu endelig er blevet kaldt til samtaler – jeg tænker, jeg må være blevet bedre til at skrive ansøgninger – men nøj hvor er det nedren at blive valgt fra, når man har været til flere samtaler på samme job, og får super positiv feedback, men bare at man lige manglede den smule erfaring, der gjorde at de valgte den anden kandidat. ØV!

Jeg prøver at fokusere på det positive – at jeg er blevet bedre til at skrive ansøgning, så de får lyst til at høre mere om, hvad jeg er for en, og at jeg er god til at præsentere mig selv og virke interesseret i jobbet, når jeg er til samtalen. Det er da ret så væsentligt, trods alt. Jeg kan jo ikke få mere erfaring uden et job, så jeg må bare klø på, og håbe på, at der er nogen der vil give mig en chance alligevel. Men lige nu gider jeg godt nok ikke at søge flere job. Synes det er røv og nøgler, og ville sgu ønske, at der bare kunne falde et tilbud ned i hånden på mig (not gonna happen, I know).

Øv altså!

Om at svømme i kærlighed og lykke

Jeg føler mig virkelig heldig og privilegeret sammen med min kæreste, og føler jævnligt at jeg slet ikke gør mig fortjent til ham:

  • En af gangene, hvor jeg sov hos ham, blev jeg hængende lidt i hans lejlighed efter han var gået. Da jeg så fik nulret mig sammen til at tage hjem og gik ned til min bil, havde han skrabet rim-frosten af for mig (det var en af de kolde nætter!). Who does that?!? Jeg så min nabo gøre det for sin kone en dag, og tog mig selv i at tænke, at han da virkelig måtte elske hende og være glad for hende, når han gjorde det, men også at det nok ikke var noget jeg nogensinde selv ville opleve, da det hører til en helt anden generation. He proved me wrong.
  • Han leger med trolden, som var det det mest naturlige i verden og møder ham virkelig godt, der hvor trolden er. Han køber DUPLO-togskinner og -tog til ham, og har planer om at købe flere skinner “for vi mangler jo kryds, så vi kan lave en laaang bane”. Og trolden elsker ham. Trolden inddrager ham i sine lege, vil op og sidde på skødet, fjoller og driller, krammer og spørger efter ham, når han ikke er her. Ikke at det er helt exceptionelt at nye voksne kan blive inddraget i troldens lege, men graden af det, er større end han plejer.
  • Han deltager på lige fod i dagligdagen, når han er hos mig, og støtter mig i opdragelsen af trolden.
  • Han kan rumme min frustration over min eks og hvad der ellers sker i mit liv, og deler sine frustrationer over sin og sit.
  • Han har lyst til/mod på at holde juleaften sammen med mig og min familie.
  • Han har tålmodighed og interesse i at lære nogle af mine knapt så heldige sider af mig at kende – og af uransalige årsager har jeg rent faktisk lyst til at dele tingene med ham. Jeg har lyst til at åbne op og vise alle siderne af mig selv. Noget jeg ikke reelt har prøvet før.

 

Ja, jeg er smaskforelsket, og gud hvor jeg nyder det. Selvfølgelig er der også ting som ikke er perfekte, og steder hvor vi er meget forskellige, men det skræmmer mig ikke. Jeg er mest af alt bare spændt på, hvad fremtiden byder os, og hvordan vores respektive familier tager imod den “nyankomne”, ikke kun første gang (det er overstået), men også fremadrettet.

Hvor mange julegaver?

Julegaver

Jeg har en mellemstor familie og derved potentielt også en del at købe julegaver til. Hvis jeg skal købe gave til alle i min nærmeste familie (søskende, forældre, bedsteforældre, kæreste og trold), kommer jeg op på 10 gaver – 12, hvis jeg også skal købe til min kærestes børn. Det synes jeg selv er en del!

I år har vi derfor i familien aftalt, at vi kun giver julegaver til dem, vi holder juleaften sammen med (lige med undtagelse af trolden – han får fra alle, fordi de ikke kan lade være. Her er der dog også sat restriktion på, til én gave pr. husstand. Han simpelthen ikke kan overskue for mange gaver). Aftalen er ikke kun lavet ud fra et økonomisk synspunkt – man kan jo reelt nøjes med at give hinanden en malet tændstikæske, hvis det er det – men også ud fra, at det også har været lidt af et cirkus at finde en dag til udveksling af gaver, hvor alle kunne, og hvor det helst også skulle handle om mere end blot gaveudveksling, men også lidt hygge, og dermed noget der varede mere end 10 min.

På den ene side har jeg det lidt mærkeligt med ikke at skulle give en julegave til alle mine nære familiemedlemmer – det er en meget materialistisk tankegang, men alligevel er der for mig også ret meget symbolik i at give en gave. Især fordi jeg sjældent følger ønskesedler, men ofte nøjes med at tage udgangspunkt i dem og så finder på noget, de ikke vidste de ønskede sig. På den anden side, har jeg simpelthen ikke råd til at købe julegaver til alle. Jeg ved godt, man reelt kan nøjes med den førnævnte tændstikæske, men det kan jeg alligevel heller ikke finde ud af, oppe i mit hoved – jeg kan sagtens male/pynte en tændstikæske, men det er mere det der med at forlige sig med tanken om, at det er dét der er min gave. Så i stedet for at skulle købe op mod 12 julegaver, er jeg nu nede på 6-8 (alt efter om jeg køber til kærestens børn, hvilket jeg nu tvivler på). Og det bedste er, at jeg allerede har købt de første 4! 😀

Anmeldt

Så har man prøvet det med – at blive meldt til kommunen.

Både min eks og jeg er blevet meldt til kommunen pga. bekymring for troldens velbefindende, da han efter deres mening græder og skriger næsten i alle vågne timer.

Jeg har tidligere fået anonym post om “godnat-og-sov-godt-metoden” og dens skadelige virkninger på børn, helt sikkert fra samme afsender.

Jeg har som sådan ikke noget imod at folk er bekymrede, men kunne de da for filan ikke tage at spørge os som forældre, om der er noget galt, om alt er som det skal være, FØR de sender anonyme breve til hhv. mig og kommunen?

Jeg vedkender mig gerne at have en temperamentsfuld søn. Det vil jeg gerne være den første til at skrive under på – og min eks ligeså! Men at han skulle skrige hver dag, flere timer hver dag, det er vi virkelig uforstående overfor. Hvorfor er folk så konfliktsky, at de ikke tør banke på, og spørge om alt er som det skal være, eller bare som et minimum skrive hvem de er, når de sender breve om bekymringer?

Gid fanden havde millimeterdemokrati

Jeg er så træt af at prøve at have en dialog og fleksibilitet overfor en, som går fuldstændig krakilsk op i millimeterdemokrati. Jeg har spurgt min eks, om vi kunne bytte lidt rundt i juledagene, så vi stadig har trolden det samme antal nætter som før, men at han i denne omgang mister nogle dagtimer. Noget jeg har søgt at kompensere for, ved at tilbyde at mødes en af de andre dage og lege, sige godt nytår, osv. Det er lige ved at det så ikke kan lade sig gøre at bytte, fordi så mister trolden jo nogle timer med sin far – fuck at trolden på den bekostning ikke kan fejre jul med sin mors familie. Han mister nogle timer med sin far og det er jo katastrofe!

Jeg kan slet ikke have en sådan rigiditet. Jeg har selv af flere omgange “givet” ham ekstra timer med trolden, fordi det gav mere mening for logistikken og trolden i det hele taget. Det er ikke fordi, jeg kræver det samme antal timer retur (for jeg aner reelt heller ikke hvor mange det drejer sig om), men jeg ville bare ønske at jeg kunne blive mødt med samme fleksibilitet i timerne.

Det er simpelthen så trættende, at ALT skal diskuteres og aftales ned til sidste sekund og 10-øre.

Det bliver fandme 15 meget lange år (indtil trolden bliver 18), hvis vi på den måde skal diskutere alt.

Forelsket op over begge ører

ADVARSEL: Forelskelses-sludder-tankespinds-vrøvle-indlæg

 

Jeg er forelsket. Op over begge ører! Derom hersker der ingen tvivl. Og jeg er virkelig i mine følelsers vold.

Jeg har været forelsket mange gange før, så det er ikke fordi det som sådan er nyt for mig at være det. Det som jeg oplever som anderledes er den intensitet følelserne rammer mig med. Jeg har sjældent, så hurtigt åbnet op for de meget private og intime sider af mig selv, og her tænker jeg ikke (kun) i relation til sex. Jeg er rædselsslagen, samtidigt med at jeg er noget nær lykkelig. Rædselsslagen for at det går i stykker lige pludselig, lykkelig fordi jeg føler mig elsket for den jeg er, med de fejl og skæve sider det indbefatter (og der er alligevel nogle stykker 😉 ).

Fra dag 1 var der en kemi jeg sjældent har oplevet før, men som jeg næsten er 100% sikker på, at jeg ville løbe væk fra, hvis jeg havde oplevet den tidligere. Det ville jeg simpelthen ikke turde dykke ned i. Nu gør jeg det. Med et åbent sind.

Som før beskrevet, har jeg alle dage været en forholdsvis privat person – uden at have spidskompetencer i smalltalk, kan jeg sagtens snakke med folk om alt og ingenting, og de kan for så vidt også sagtens få meget af min historie af vide. Det faktuelle, så at sige. Det følelsesmæssige har jeg ofte holdt for mig selv, for det gør simpelthen for ondt at dele. I det her mærker jeg stadig stopklodsen, men by-passer den. Virkelig grænseoverskridende for mig selv, men også meget befriende. Især fordi jeg kun er blevet mødt med forståelse, kærlighed og respekt. I hans øjne mister jeg ikke værdi, af at fortælle om tingene, tværtimod. Og det er (sjovt nok) gengældt – både at jeg faktisk finder mere ro i, at han ved tingene, men også at jeg har nogenlunde samme reaktion, på det som han fortæller mig om sin baggrund, sine skeletter. Og jeg er helt med på, at det jo gerne er sådan et forhold skal være – at man skal turde gøre sig sårbar for hinanden, turde åbne sig op med fare for at blive såret – men jeg har bare aldrig oplevet det i den grad før, og slet ikke så tidligt (måske derfor mine tidligere forhold er forliste?).

Jeg er helt med på, at en del af al denne “ævlen” og tankespind er en del af den midlertidige sindssyge kaldet forelskelse. Det jeg er i tvivl om, er hvor meget af den? Noget i mig frygter at “kemien” forsvinder med forelskelsens rus. Selvom jeg på den ene side er gået ind i det her med åben pande, gnaver frygten stadig i mig. Frygten for at det går galt igen. Frygten for at jeg lader mig rive for meget med og at det går ud over trolden. Frygten som gør, at jeg prøver at holde jordforbindelsen og tænke bare lidt rationelt en gang imellem.

Frygten for at andre opdager min reelle, lave værdi

Det er sådan jeg længe har haft det, og i mange sammenhænge stadig har det – en følelse af at jeg slet ikke er det værd, som folk omkring mig tror eller forestiller sig. At det reelt kun er et spørgsmål om tid, før at folk opdager de “grimme” ting omkring mig, for dernæst at vende mig ryggen, fordi de så pludselig vil se mig med andre øjne.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor jeg har det sådan. Jeg har endnu ikke oplevet det. Eller jo, jeg har oplevet mange brud i mit liv, men aldrig pga. min fortid eller enkeltstående tankestreger. Dem som generelt ikke kan lide mig/mine tankestreger, har jeg sjovt ikke ikke ret meget at gøre med, og jeg søger det heller ikke synderligt. Men mine venner, familie og hvad der efterhånden har udviklet sig til at være min kæreste, synes jo åbenbart ikke at jeg er helt rablende, siden de fastholder kontakten med mig. Men det er det, jeg har en eller anden ret så irrationel frygt omkring. At jeg en eller anden dag får fortalt dem noget om, hvordan jeg er inderst inde, og som vil få dem til at løbe skrigende bort. At jeg vil tabe det hele på gulvet, fordi jeg er ærlig/åben omkring, hvordan jeg har det/tænker/føler.

Det er først for alvor gået op for mig for nyligt, da jeg snakkede med min kæreste om min generelle frygt for at åbne for meget op om, hvem jeg er og hvorfor jeg er den jeg er. Jeg er hunderæd for, at han tænker “shit, det der, det hverken kan eller vil jeg blandes ind i!”, og for hvad jeg reelt tror er første gang i mit liv, italesatte jeg også frygten og hvad den bunder i. Jeg har flere gange fortalt min omgangskreds om min baggrund og min person, men uden at italesætte hvor grænseoverskridende jeg synes, det er at tale om det, hvor sårbar jeg reelt føler mig, når jeg åbner op for det. Det gjorde jeg denne gang, og selvom det var svært, var det også utroligt bekræftende, for det viste sig jo 1) at han ikke løb nogen steder. Han vil mig sgu stadig!?! 2) han faktisk deler tankerne, selvom han med tiden er blevet bedre til at tøjre dem og være mere rationel omkring det.

Jeg har dog lige skulle bearbejde frygten efterfølgende, for italesættelsen af den gjorde den også så meget mere virkelig og mærkbar. I stedet for at det var en mere eller mindre usynlig elefant i rummet, som jeg ikke rigtigt kunne sætte ord på, stod den der nu lige pludselig meget klart – og der stod den sgu ikke ret godt! Ikke dermed sagt at jeg bare har kunne ignorere frygten eller sparke den til hjørne efterfølgende, men nu er jeg mere bevidst om, at den er der, og at den er noget så irrationel. Der er jo ingen til dato som er løbet væk fra mig, fordi jeg åbner op for min baggrund. Tværtimod synes de fleste, at det er stærkt at jeg tør.

Frygt er mange ting, og selvom den ofte er irrationel, kan den fandme være en pain in the ass! Jeg prøver selv at “face” den når jeg oplever den – ikke på adrenalin-junkie-måden, men de følelsesmæssige/sociale frygte – for 9 ud af 10 gange at blive bekræftet i, at frygten var irrationel. Det er hårdt arbejde, men det er fedt!

Farvel sut

20160924_151116

Det lykkedes sgu! Trolden har sagt farvel til sutten, og har nu klaret sig i 2 uger uden sut og uden det store savn.

Jeg er helt målløs!

Det hele startede med, at vi fik af vide fra tandlægen, at det var ved at være tid til at sige farvel til sutten, hvis vi ville undgå at trolden fik suttebid. Jeg var som sådan godt klar over, at det var ved at være tid, og var egentlig mest bekymret for troldens reaktion, og om hans far også ville kunne holde fast i, at vi havde sagt farvel til sutten (han har ikke været super konsekvent med sine sutte-restriktioner, så jeg var alt andet end overbevist).

Vi aftalte, at vi sagde farvel til sutten en weekend, hvor trolden var hos mig, så det var mig der kunne tage det umiddelbare og, hvad vi forventede ville være, den værste reaktion. Vi forberedte trolden på, at vi snart skulle sige farvel til sutten, og at han var en stor dreng som derfor snart ikke skulle bruge sut mere. Han gentog det også mange gange, selv når han sad med sutten.

Dagen oprandt. Vi startede med at tage alle sutterne jeg havde og putte dem i en pose, hvorefter vi gik over til far og fandt alle hans sutter. Så satte vi dem på en snor, så de dannede en fin “halskæde”, som vi kunne hænge op. Dernæst kørte vi i samlet flok ud til tandplejen, hvor der var et intermistisk suttetræ, trolden hængte sutterne på en gren, sagde farvel og gik sin vej. Uden at se sig tilbage eller noget som helst. Jeg var målløs!

Hjemme igen fik han en gave af os hver (mor og far), vi spiste noget frugt og gik udenfor og legede. Om aftenen da han skulle sove, spurgte han end ikke efter en sut, men lagde sig bare til at sove. I løbet af dagen havde vi mange gange talt om at vi havde afleveret sutterne, for det fyldte jo også lidt i hans hoved, men ingen plagen, skrig eller skrål. Heller ikke hos far.

Efterfølgende har han nogle få gange sagt at han gerne ville hente sutterne tilbage, men ikke mere end det. En uge efter vi havde smidt sutterne hjemme, sagde han også farvel til dem i børnehaven – denne gang ved at proklamere til pædagogerne at han nu ikke længere brugte sut, så den skulle han ikke have, når han skulle sove til middag.

 

Jeg er så stolt af min lille (store) søn. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle gå så nemt, at sige farvel til sutten, især taget i betragtning af hvor glad han var for den.

 

 

To metoder til inspiration:

Den “klassiske” med et suttetræ:

Vores metode: Vi forberedte trolden på at sige farvel til sutterne en uges tid eller to. På dagen var han med til at finde alle sutterne, ligge dem i en pose og siden sætte dem på en snor. Ude ved suttetræet hang han selv sutterne op på træet og sagde farvel (denne del var jeg ret imponeret over!) og hjemme igen fik han nogle gaver – ikke kun som belønning, men ligeså meget tænkt som, at hvis han nu ville have sutterne igen, kunne vi minde ham om, at han jo havde afleveret sutterne og i stedet fået det-og-det.

 

Ramasjang-metoden:

En anden metode som en af mine veninder brugte til sine unger: at sende alle sutterne med brev til Hr. Skæg, for dernæst at modtage en pakke fra Postmand Per med en gave i. Tanken bag gaven, er den samme som ovenfor. Ligesom med den anden metode, tror jeg, at det er en fordel at inddrage ungerne, så de er med til at putte sutterne i konvolutten og smide den i postkassen, ligesom de også er med til at åbne pakken, når den kommer. Der havde ikke rent fysisk været nogen Postmand Per forbi (men bare en pakke som på magisk vis var dukket op ude på trappen), men det kunne man selvfølgelig gøre, hvis man har overskuddet (og outfittet) til det.

Temperament og trodsalder

Det har/er trolden! Og i en grad jeg sjældent har oplevet.

Jeg er helt med på, at små børn kan være hidsige og trodsige, men jeg er godt nok overrasket over hvor meget og hvor længe de kan være det. Næsten dagligt har jeg “kampe” med trolden, hvor han bliver så hidsig, at han står og dirrer af vrede. Og han kan være vred længe. Den ene morgen stod han i et kvarter og var vred over, at jeg var løbet tør for havregryn, så han ikke kunne få havregrød. Han råbte og var vred, skældte ud og prøvede med al sin magt at overtale mig til at trylle noget havregrød frem. I 15 min!

Heldigvis er det sjældent at han er vred SÅ længe, men nøj hvor bliver også min tålmodighed sat på prøve. Inspireret af nutidensmor.dk og min nylige oplevelse med et stk. hysterisk unge fra morgenstunden, er her et udpluk af, hvad der tænder trolden fuldstændigt af:

  • At jeg har sat saftevandet/mælken/vandet over på bordet, efter han selv har sagt nej til at gøre det. Det ville han jo gøre!?!
  • At jeg tænder lyset.
  • At jeg slukker lyset.
  • At jeg åbner døren.
  • At jeg lukker døren.
  • At jeg ruller et gardin ned – for han ville jo rulle det op!?!
  • At jeg udvælger og tager en ble til ham – selvom det er nøjagtigt den samme som han ville tage (den øverste i bunken).
  • At madkassen står på en forkert måde i køleskabet (har dog ingen idé om, hvad den rigtige måde er).
  • At der er minions på underbukserne.
  • At der ikke er minions på underbukserne.
  • At Thomas Tog-blusen er til vask.
  • At bamse ligger der hvor han selv har lagt ham (og at jeg ikke vil hente den til ham).
  • At jeg lukker hans jakke – gud nåde og trøste mig!
  • At han selv skal tage tøj på.
  • At jeg vil hjælpe ham med at tage tøj på.
  • At han selv skal sætte sig op på sin stol, når vi skal spise.
  • At han skal hjælpe med at dække bord (sætte eget service på bordet).
  • At favorit-tallerkenen er til vask.
  • At vi skal cykle til børnehaven.
  • At vi tager bilen til børnehaven.
  • At han ikke må få sandaler på i øs-regnvejr.
  • At han ikke må få lange bukser og lange ærmer på i 25 graders varme.
  • At han ikke kan komme i seng og sove kl 16 (for sutten er i sengen, og KUN i sengen).
  • At han gerne må få sutten alligevel (de dage hvor mors tålmodighed er på størrelse med et sandkorn) – “NEJ, den er kun når vi skal SOVE!”

 

Længe leve trods-/selvstændighedsalderen. Jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at vide, hvad mine naboer tænker om os. De må godt nok ligge øre til lidt af hvert.

Bliv her!

Trolden kommer ofte ind i min seng om morgenen og putter – enten ligger vi bare og putter, fjoller og vågner stille sammen, men har han været tidligt på færde (omkring kl 5), sover vi videre i min seng, indtil vækkeuret ringer. I morges var en af de morgener, hvor vi var faldet i søvn igen, og da mit vækkeur ringede sov trolden stadig. Jeg vækkede ham stille og roligt, og fortalte ham, at jeg ville gå i bad, og så kunne han ligge og vågne imens. Det huede ikke lige trolden, for knapt havde jeg sagt det, før han meget demonstrativt lagde sig ovenpå mig! Jeg skulle ikke gå nogen som helst steder! Det var simpelthen så skægt! Han startede med at ligge sit hoved (og sin overkrop) ovenpå mit. Så krabbede han sig ned ved siden af mig, så vi nærmest lå i ske, mens han holdt fast i min arm, for så at vende sig rundt igen så vi lå næse mod næse og ligge sin arm om min hals. Vi skulle bare putte, og det der bad måtte vente!

For mig findes der næsten ikke en større kærlighedserklæring han kan give mig. Det er så hyggeligt når han bare er i puttehumør og holder fast, så jeg ikke går nogen steder.

Hjerte vs. hjerne

De er absolut ikke enige lige for tiden! Jeg skrev forleden om at jeg dater en fyr/mand som er 10 år ældre end jeg selv, og at jeg af den grund er noget skeptisk over holdbarheden af det her arrangement. Jeg har intet andet at bygge min skepsis på end det tal. Samtidigt er han i mine tanker konstant og vi skriver sammen flere gange dagligt.

Min fornuft siger mig at det er bindegalt, for jeg har kun mødt ham tre gange (!), men alligevel har jeg en kæmpe tillid til ham og har fortalt ham væsentligt mere om mit inderste, end jeg plejer at gøre til folk, jeg lige har mødt. Vi har en super kemi og jeg nyder hans selskab. Mit hjerte har en fest, men min fornuft vil meget gerne mane det hele til jorden – dels og sige hold nu lige jordforbindelsen (hvilket jo er godt nok), han er for gammel, du er fascineret af forelskelsen ikke manden. Især det sidste er den der går mig på (primært fordi jeg frygter at det ender som med min eks, hvor det nok har været det der reelt har gjort sig gældende) – for selvom jeg nyder opmærksomheden fra ham (og det gør jeg), tænker jeg jo også på ham som en gal! Jeg er nysgerrig på at vide mere om ham, lære ham bedre at kende og finde ud af, om der reelt er noget at bygge på i det her. Vi snakker på kryds og tværs om interesser, baggrund og drømme. Dog skræmmer han mig lidt, når vi taler om drømme, for han er langt længere fremme i sit følelsesregister end jeg er. Han taler nærmest om os, som om vi allerede er kærester og at det bare er et spørgsmål om tid før vi har fælles adresse og børn. Dér er jeg absolut ikke endnu! Jeg har drømmen, men jeg kan langt fra sige om det kommer til at ske, og om det bliver med ham.
Jeg føler mig ikke helt forblændet, for jeg kan sagtens se “ulemper” ved manden. Vi er ikke det perfekte match hele vejen igennem, med samme interesser og tilgange til alt, men det tror jeg nu heller ikke der er ret mange forhold der er. Så bliver det sgu for kedeligt, hvis det er to kopier der går sammen. Men hvor stor betydning forskellene har, ved jeg ikke endnu. Det er jo det som kun tiden kan vise, og nøj, hvor kan jeg føle mig utålmodig for at tiden lige kunne tage og rubbe neglene. 😉