Temperament og trodsalder

Det har/er trolden! Og i en grad jeg sjældent har oplevet.

Jeg er helt med på, at små børn kan være hidsige og trodsige, men jeg er godt nok overrasket over hvor meget og hvor længe de kan være det. Næsten dagligt har jeg “kampe” med trolden, hvor han bliver så hidsig, at han står og dirrer af vrede. Og han kan være vred længe. Den ene morgen stod han i et kvarter og var vred over, at jeg var løbet tør for havregryn, så han ikke kunne få havregrød. Han råbte og var vred, skældte ud og prøvede med al sin magt at overtale mig til at trylle noget havregrød frem. I 15 min!

Heldigvis er det sjældent at han er vred SÅ længe, men nøj hvor bliver også min tålmodighed sat på prøve. Inspireret af nutidensmor.dk og min nylige oplevelse med et stk. hysterisk unge fra morgenstunden, er her et udpluk af, hvad der tænder trolden fuldstændigt af:

  • At jeg har sat saftevandet/mælken/vandet over på bordet, efter han selv har sagt nej til at gøre det. Det ville han jo gøre!?!
  • At jeg tænder lyset.
  • At jeg slukker lyset.
  • At jeg åbner døren.
  • At jeg lukker døren.
  • At jeg ruller et gardin ned – for han ville jo rulle det op!?!
  • At jeg udvælger og tager en ble til ham – selvom det er nøjagtigt den samme som han ville tage (den øverste i bunken).
  • At madkassen står på en forkert måde i køleskabet (har dog ingen idé om, hvad den rigtige måde er).
  • At der er minions på underbukserne.
  • At der ikke er minions på underbukserne.
  • At Thomas Tog-blusen er til vask.
  • At bamse ligger der hvor han selv har lagt ham (og at jeg ikke vil hente den til ham).
  • At jeg lukker hans jakke – gud nåde og trøste mig!
  • At han selv skal tage tøj på.
  • At jeg vil hjælpe ham med at tage tøj på.
  • At han selv skal sætte sig op på sin stol, når vi skal spise.
  • At han skal hjælpe med at dække bord (sætte eget service på bordet).
  • At favorit-tallerkenen er til vask.
  • At vi skal cykle til børnehaven.
  • At vi tager bilen til børnehaven.
  • At han ikke må få sandaler på i øs-regnvejr.
  • At han ikke må få lange bukser og lange ærmer på i 25 graders varme.
  • At han ikke kan komme i seng og sove kl 16 (for sutten er i sengen, og KUN i sengen).
  • At han gerne må få sutten alligevel (de dage hvor mors tålmodighed er på størrelse med et sandkorn) – “NEJ, den er kun når vi skal SOVE!”

 

Længe leve trods-/selvstændighedsalderen. Jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at vide, hvad mine naboer tænker om os. De må godt nok ligge øre til lidt af hvert.

Bliv her!

Trolden kommer ofte ind i min seng om morgenen og putter – enten ligger vi bare og putter, fjoller og vågner stille sammen, men har han været tidligt på færde (omkring kl 5), sover vi videre i min seng, indtil vækkeuret ringer. I morges var en af de morgener, hvor vi var faldet i søvn igen, og da mit vækkeur ringede sov trolden stadig. Jeg vækkede ham stille og roligt, og fortalte ham, at jeg ville gå i bad, og så kunne han ligge og vågne imens. Det huede ikke lige trolden, for knapt havde jeg sagt det, før han meget demonstrativt lagde sig ovenpå mig! Jeg skulle ikke gå nogen som helst steder! Det var simpelthen så skægt! Han startede med at ligge sit hoved (og sin overkrop) ovenpå mit. Så krabbede han sig ned ved siden af mig, så vi nærmest lå i ske, mens han holdt fast i min arm, for så at vende sig rundt igen så vi lå næse mod næse og ligge sin arm om min hals. Vi skulle bare putte, og det der bad måtte vente!

For mig findes der næsten ikke en større kærlighedserklæring han kan give mig. Det er så hyggeligt når han bare er i puttehumør og holder fast, så jeg ikke går nogen steder.

Hjerte vs. hjerne

De er absolut ikke enige lige for tiden! Jeg skrev forleden om at jeg dater en fyr/mand som er 10 år ældre end jeg selv, og at jeg af den grund er noget skeptisk over holdbarheden af det her arrangement. Jeg har intet andet at bygge min skepsis på end det tal. Samtidigt er han i mine tanker konstant og vi skriver sammen flere gange dagligt.

Min fornuft siger mig at det er bindegalt, for jeg har kun mødt ham tre gange (!), men alligevel har jeg en kæmpe tillid til ham og har fortalt ham væsentligt mere om mit inderste, end jeg plejer at gøre til folk, jeg lige har mødt. Vi har en super kemi og jeg nyder hans selskab. Mit hjerte har en fest, men min fornuft vil meget gerne mane det hele til jorden – dels og sige hold nu lige jordforbindelsen (hvilket jo er godt nok), han er for gammel, du er fascineret af forelskelsen ikke manden. Især det sidste er den der går mig på (primært fordi jeg frygter at det ender som med min eks, hvor det nok har været det der reelt har gjort sig gældende) – for selvom jeg nyder opmærksomheden fra ham (og det gør jeg), tænker jeg jo også på ham som en gal! Jeg er nysgerrig på at vide mere om ham, lære ham bedre at kende og finde ud af, om der reelt er noget at bygge på i det her. Vi snakker på kryds og tværs om interesser, baggrund og drømme. Dog skræmmer han mig lidt, når vi taler om drømme, for han er langt længere fremme i sit følelsesregister end jeg er. Han taler nærmest om os, som om vi allerede er kærester og at det bare er et spørgsmål om tid før vi har fælles adresse og børn. Dér er jeg absolut ikke endnu! Jeg har drømmen, men jeg kan langt fra sige om det kommer til at ske, og om det bliver med ham.
Jeg føler mig ikke helt forblændet, for jeg kan sagtens se “ulemper” ved manden. Vi er ikke det perfekte match hele vejen igennem, med samme interesser og tilgange til alt, men det tror jeg nu heller ikke der er ret mange forhold der er. Så bliver det sgu for kedeligt, hvis det er to kopier der går sammen. Men hvor stor betydning forskellene har, ved jeg ikke endnu. Det er jo det som kun tiden kan vise, og nøj, hvor kan jeg føle mig utålmodig for at tiden lige kunne tage og rubbe neglene. 😉

Dating med aldersforskel

Jeg dater jo lidt indimellem, og har i den sidste uges tid været på to dates med en fyr/mand som er noget ældre end mig. Den største aldersforskel jeg til dato har oplevet. 10½ år for at være præcis.

Han skrev til mig på dating, hvor jeg egentlig startede med at afvise ham blankt pga. hans alder og at jeg fortsat har et ønske om at få flere børn. Det svarede han så på; at han var ked af mit afslag, da han selvfølgelig ikke kunne gøre noget ved sin alder, men ellers mente sig ret ung af sind og gerne selv ville have flere børn.

Af en eller anden grund blev jeg herfra nysgerrig på hvad han var for en, og tænkte “hvad kunne der ske ved at mødes med ham?” Jeg kunne højst blive be- eller afkræftet i mine fordomme om at aldersforskellen var for stor, men andet ville der jo ikke ske.

Vi mødtes og havde en super date. Vi snakkede frem og tilbage, og selvom der (selvfølgelig) er flere steder hvor han har noget mere livserfaring end jeg, er det ikke fordi han gør sig gammelklog og belærende. Vi fandt rimelig hurtigt en ny dag at ses, og også denne date gik upåklageligt. Han inviterede mig ud og spise og efter maden gik vi en tur i Tivoli og endte med at sidde ovre ved søerne under træer med kulørte lamper. Han var hele vejen igennem meget galant og opmærksom (det er nok der jeg allermest kan mærke aldersforskellen), for han var både meget obs på at holde døre og lade mig gå forrest, og han spurgte om det var ok om han holdt mig i hånden, spurgte om han måtte kysse mig, før han gjorde det og igår sendte han mig en buket blomster. Meget galant og romantisk på en måde jeg ellers kun ser i film.

IMG_20160907_161209[1]

Jeg er meget smigret over ham og alt hvad han gør, men er stadig meget bevidst om aldersforskellen. Han virker meget “head-over-heels”-interesseret i mig, mens jeg stadig bare ser tingene lidt an og nyder opmærksomheden.Jeg har meldt ærligt ud, at jeg ikke føler at jeg er helt det samme sted som ham, men at jeg er interesseret i at finde ud af, hvor det bærer hen.

Jeg kan ikke spå om hvad det udvikler sig til. Jeg har valgt at afbryde de andre fyre, jeg har haft skrevet med, og koncentrere mig lidt om ham her, for selvom jeg på ingen måde er ligeså “head-over-heels” som han er, er jeg stadig smigret og interesseret. Bare fordi han oplever fyrværkeri i kemien fra første færd og jeg ikke gør, er det jo ikke ensbetydende med at det er en tabt sag. Det kan nå at komme, og jeg ved også, at jeg går lidt forsigtigt frem – både af hensyn til mig selv og trolden.

Jeg fatter hat!

Som de fleste har opdaget, kan man skrive kommentarer på mange blogs. Bloggers delight har et automatisk spam-filter som fanger rigtigt meget – nogle gange endda for meget – og som man kan gå ind og kigge i, for at se om der netop skulle være nogle kommentarer der var blevet sorteret forkert. Jeg har kun få gange oplevet at den sorterede forkert, men jeg går stadig ind og kigger jævnligt, om ikke andet, så også for at tømme spam-indbakken.

I dag ville jeg igen tømme den, og der lå bl.a. denne kommentar:

spamJeg ved sjovt nok ikke hvem der laver disse kommentarer (andet end at jeg kan se at det kommer fra hvad der godt kunne være en dansk email), men hvad filan havde de tænkt sig at få ud af den? De skriver en kinesisk (?) kommentar på en dansk side. Why? Jeg forstår ikke et klap kinesisk, eller andre (tegn)sprog for den sags skyld. Græsk, russisk, tyrkisk osv. er mig også en gåde at læse, selvom jeg er fascineret af at der findes flere alfabeter – samtidigt med at jeg også er fascineret af, at så mange befolkninger har kunne blive enige om ét!

Hvis der er nogen der ved hvad der står i spamkommentaren, må I hjertens gerne skrive det i en kommentar her (jeg skal nok finde den. 😉 ) for jeg er sgu lidt nysgerrig. 😉

Sand über alles

20160901_131145

Det er hvad der er, når trolden kommer hjem! Har han bare kigget på en sandkasse i løbet af dagen, kan jeg være helt sikker på at ca 1/3 af den er kommet med hjem i tøj og sko.

Billedet ovenfor er fra min entré, fra én omgang med at tage sko af og det er endda kun sandet fra hans sko – bukserne blev tømt delvist rundt omkring i lejligheden, delvist ud over altanen, da jeg tog dem af ham og rystede dem. Det er jo helt åndssvagt!

Heldigvis har jeg et godt forhold til min støvsuger! 😉

Er jeg gammeldags?

Billedresultat for spørgsmålstegn

når jeg synes det er mangel på pli og respekt, at man spørger ind til fremmede folks problemer ud fra devisen om “jeg er nysgerrig”?

Jeg skrev med en fyr over dating, som gerne ville invitere mig på date. Jeg er dog ikke super interesseret i ham, og i og med at vi ikke har skrevet andet end “hej” til hinanden, er han ikke den der ligger øverst i bunken når der skal sættes tid af til at lære nye mennesker at kende. Jeg valgte derfor at skrive til ham, at mit overskud ikke var så stort pga. et stort pres i familien (mærkelig formulering, I know, men det var det bedste jeg lige evnede). Så svarer han: “Er det noget med din søn? Vil faren have fuld forældremyndighed? Jeg er nysgerrig.” Jeg var lige ved at falde ned af stolen, og havde virkelig svært ved at finde ud af om og i så fald hvad jeg skulle svare. Hvordan kan man få det til at være et passende spørgsmål/svar til en man ikke kender? Mit svar blev: “Det har hverken noget med min søn eller min eks at gøre. Der har været et dødsfald i min nærmeste familie, så jeg vil tage mig noget tid til at sørge og være sammen med min familie”. Hans svar: “Så må du jo skrive når du har overskud igen”.

Jeg forventer ikke at folk skal gå i spåner og agere grædekoner på mine vegne, men noget helt almindelig respekt og pli, er det så meget forlangt? At man lige har et filter til at styre sin nysgerrighed, og selv lade folk fortælle om, hvad problemet overhovedet går ud på.

Jeg valgte at blokere ham. Noget siger mig, at vi ikke ville passe sammen, uanset hvordan og hvorledes.

From high to low

Sådan gik min weekend.

Trolden og jeg tog i sommerhus fredag med min mor og mormor og NØD det lækre vejr. Vi hyggede, legede, læste bøger, snakkede, sang, spiste og jeg skal komme efter dig, skal jeg, og vi havde det dejligt. Lørdag aften ringer min far og fortæller at min farmor ikke har langt igen. Hun har boet på plejehjem i 8 år med tiltagende demens og svækket funktionsevne, så det er ikke fordi det kommer som et stort chok, men det er jo aldrig sjovt.

Søndag morgen ringer min far og fortæller at min farmor sov ind tidligt om morgenen, og at de var hos hende da det skete. Herfra kan jeg godt mærke, at jeg ikke har det store overskud til troldens gøgl og temperament. Jeg har mest af alt bare lyst til at sidde og tude og glo ind i væggen. Det kan man ikke med sådan en lille bandit, men jeg fortæller ham at jeg er ked af det, fordi morfars mor er død. Jeg tror ikke, han forstår hvad “død” betyder, men han forstår at både mor og morfar er kede af det. Han er heldigvis et meget kærligt gemyt, så selvom han også gerne vil tumle og lege vildt, er han også meget kærlig og krammende og vil gerne putte. Jeg havde ikke det store overskud til vilde lege, og på magisk vis var det som om han lidt forstod det, for han søgte det i hvert fald ikke ret meget, efter jeg første gang havde manet det lidt ned.

Heldigvis havde min eks og jeg byttet lidt rundt i samværet, så trolden skulle hjem til ham søndag eftermiddag efter sin middagslur. Selvom jeg altid synes det er svært at aflevere ham, nød jeg det faktisk også lidt – at jeg ikke længere behøvede at kæmpe for at holde en facade og virkelig bide mig i tungen for ikke at flejne over ingenting.

Sådan kan livet også være – fra at have det virkelig dejligt og bare nyde livet, til lige at blive mindet om at det slutter en dag.

Første cykeltur

Billedresultat for børnecykel

Det fik trolden i går. Altså hans første selvstændige cykeltur på en rigtig cykel med pedaler. Det var ganske vist en ret kort tur – ca. 3 meter – men nøj, hvor var mor her stolt! Det var jo helt ubeskriveligt! Trolden er (endelig) ved at fange meningen med pedalerne på en cykel – at de ikke kun er i vejen, for at man kan bruge cyklen som løbecykel, men at de jo rent faktisk kan hjælpe til, at man kommer hurtigere fremad.

Det lyder så banalt, men det er så stort! Jeg (og hans far) har nogle gange prøvet at sætte ham på en cykel (med pedaler) og vise/instruere ham i, hvordan det hænger sammen, ved at føre hans fødder rundt på/med pedalerne, uden den store succes. Men i dag var det som om 10’øren faldt. Han trådte selv pedalerne hele vejen rundt og kom fremad. Og han var selv glad og stolt – måske også pga. undertegnedes næsten jubelagtige scener. Jeg roste ham jo til skyerne og opmuntrede ham til at blive ved. Jeg ved ikke om han reelt forstod min glæde, men han virkede nu begejstret for at have cyklet og fået cyklen til at køre uden hjælp.

Jeg føler mig godt nok lidt som en tåbe en gang imellem, når jeg står og er ved at tude af glæde og stolthed over troldens nye færdigheder, men det er nok bare en del af forældreskabet. 😉

At holde tand for tunge

Er noget jeg øver mig meget i lige for tiden, når jeg er i nærheden af min eks. ALT hvad jeg siger opfatter han som kritik, og da jeg på ingen måde er interesseret i at skabe konflikter eller lign., prøver jeg virkelig at holde mig på min egen banehalvdel. Jeg synes også at jeg lykkes med det, men det synes han tydeligvis ikke

Således hørte at det som kritik, da jeg fortalte pædagogerne i børnehaven at vi håndterer konflikter med trolden forskelligt – at jeg ikke har så meget tålmodighed som min eks. Det mente min eks var en kritik af ham og jeg skulle absolut ikke udtale mig om, hvordan han gjorde tingene. Jeg blev helt paf og stod vitterligt og blev nødt til at forklare ham, at intet af det var ment som kritik, og at jeg bare havde fortalt, hvordan jeg oplever tingene – at vi gør det forskelligt – og intet andet. Jeg spurgte sågar pædagogen efterfølgende, om jeg havde været grov eller andet, da jeg fortalte at vi gjorde tingene forskelligt, hvortil hun gloede uforstående på mig, for jeg havde jo bare sagt, at vi gjorde tingene forskelligt. Intet andet. Og sådan er der mange ting. Hver gang der er noget som kan opfattes den mindste smule som kritik, farer han op.

Mit bedste bud på, hvorfor han reagerer sådan er, at han er virkelig usikker på sin egen rolle – at han selv er i tvivl om han gør det rigtigt – for det kan jo ligeså godt være mig der er galt på den med opdragelse, som det kan være ham. Af samme grund er jeg meget bevidst om ikke at sige noget som helst om, hvad jeg synes der er rigtigt og forkert overfor ham. Men for filan, jeg kender sgu da ikke til nogen førstegangsforældre som ved hvad de egentlig foretager sig. Alt er happy-go-lucky og trial-and-error, for vi har jo ikke prøvet det før. Det eneste man har at gå efter er hvordan andre har gjort og hvad man selv tror er rigtigt, og så ellers håbe på det bedste. Mit bud er ligeså godt som den næstes, så længe det ikke involverer vold og trusler.

Men gud hvor er det anstrengende ikke at kunne sige noget som helst, uden at det skal lyde som kritik eller man får det tilbage i hovedet som om at det er mig selv der gør noget forkert. Hvad med bare at have en tilgang der siger “Ok. Du gør/oplever/synes det sådan, det gør jeg ikke, men hvis det virker for dig, så er det jo fint.”? Det kunne være så rart. Vi VED jo at vi er forskellige, at vi gør tingene forskelligt, men det er jo ikke ensbetydende med at den ene af måderne er forkert. Kan man ikke bare høre hvad den anden siger, i stedet for hvad man tror den anden mener? Tage udgangspunkt i det sagte. Det er jo reelt det eneste man har at forholde sig til. Hvad folk mener og tænker ved vi jo ikke før de har sagt det.

Bad Moms

SE DEN!

Eller, se den hvis du vil se en feel-good-film uden super meget dybde, men med nogle gode pointer om, hvad man kan tænke og opleve som forælder. Jeg morede mig gevaldigt, og kunne kende mig selv i så mange af situationerne, trods jeg kun har ét barn og han ikke er så gammel endnu. 😀