Statsborgerskab

 

Jeg sad lidt og stenede på nettet den anden dag, og var bl.a. inde på borger.dk, hvor jeg så kunne finde en masse oplysninger om mig selv, herunder mit statsborgerskab. Der fandt jeg så ud af, at jeg åbenbart har ikke været dansk statsborger hele mit liv, men først fra 1991!?!

Jeg er godt nok født i Danmark i midt 80’erne, men dengang blev man åbenbart ikke automatisk statsborger. Hvad jeg var før, er dog uvist. 😉statsborger

 

Anmeldt – kommunens respons

Jeg skrev i sidste uge om, at vi (min eks og jeg) var blevet meldt til kommunen, fordi en nabo mener at trolden græder noget nær 4 timer i døgnet, uden at blive trøstet. I denne uge har vi så været til samtale på kommunen (de SKAL reagere og indkalde til samtale, når de får underretninger om mistrivsel) og fortælle vores side af sagen.

Vi var begge blevet indkaldt til samtale samme dag og – antog vi – samme tidspunkt. Det var bare ikke tilfældet. Kommunen er simpelthen vant til at skilsmissefamilier har høje konfliktniveauer, så de havde indkaldt os hver for sig, da de så, at vi havde hver vores adresse. Det blev jeg sgu lidt chokeret over – er det virkelig mere reglen end undtagelsen, at skilsmisseforældre er ved at rive hovederne af hinanden, når de skal sidde i samme rum?!?

Min eks og jeg havde ikke talt om tidspunktet for samtalen, da vi havde talt om underretningen og indkaldelsen, for vi gik ud fra, at vi selvfølgelig skulle ind sammen. Underretningen gik jo på os begge og vi har fælles forældremyndighed, så vi havde slet ikke tænkt muligheden for at blive indkaldt individuelt. Vi tog fik heldigvis kringlet os ud af det, så vi kom ind sammen.

Snakken gik meget stille og roligt. Hun forklarede at kommunen var lovmæssigt forpligtet til at indkalde os, når de fik en sådan underretning, men at vi så at sige “kun” var i første instans, hvor hun ville tale med os og finde ud af, om der var hold i underretningen, om vi skulle videre i systemet, eller om vi kunne lukke den her. Vi talte frem og tilbage, fortalte om at vi også lige havde været til samtale i børnehaven, hvor de havde fortalt, hvor godt trolden trives og udvikles. Vi var ærlige om, at trolden har temperament og gode lunger, men at der på ingen måde var tale om at han skulle græde i op til 4 timer dagligt, og da slet ikke uden at vi som forældre gjorde alt for at trøste ham, når han så var ked/vred.

Alt i alt tog samtalen lige omkring 10 min, for hun vurderede rimeligt hurtigt, at det her vist bare var en storm i et glas vand – at der på ingen måde var hold i underretningen, men at vi havde en sund og glad dreng – og nogle hys naboer.

Sagen bliver lukket og der sker ikke mere. Hun vil ikke engang tage fat i børnehaven for at få en udtalelse fra dem.

Jeg er så lettet, for gud hvor har tankerne kørt rundt i mit hoved. Frygtet at de ville fjerne trolden, været (og er egentlig stadig) småparanoid over beboerne i ejendommen, frygtet eskalering af konflikt med min eks, overvejet om jeg skulle flytte (for fjerde gang på 3 år) og bare ikke kunne overskue konsekvenserne af alt det. Heldigvis bliver ingen af delene aktuelle, men nøj hvor har jeg brugt meget krudt på at være ked. Der er sgu intet som en trussel mod ens barn som kan få en op på mærkerne og sætte tankevirksomheden i gang.

Noget som jeg også finder skræmmende, udover de tanker som har feset rundt på øverste etage, er at de på kommunen fortalte at det ikke var unormalt for dem, at få sådanne anonyme underretninger, men det kun var i 1-2% at der var hold i det. Så ud af 100 underretninger og dermed 100-200 møder med forældre (når nu de tager skilsmisseforældre hver for sig), er der kun 1-2 sager der er hold i. Det er helt fint at kommunen reagerer – intet ondt om det – men skulle folk da ikke lige tage og stikke en finger i jorden og undersøge hvad der foregår, før de spilder både kommunens og forældrenes tid med tvivlsomme underretninger? I et samfund hvor vi skal sparre til højre og til venstre, ville det da være oplagt, at vi som medborgere selv tog ansvar for ikke at spilde flere ressourcer end højst nødvendigt, og prøvede at ordne sådanne ting i ro og fordragelighed FØR inddragelse af det offentlige kom på tale. Kommunikation og dialog er sgu vejen frem!

Frustrationer og jobsøgning

Jeg har nu snart været ledig i et halvt år, og søgt omkring 70 job. 2 af dem har jeg været til samtale på, begge her i november, og begge gange var jeg blandt de sidste to, da afgørelsen skulle tages. Desværre blev ingen af valgene til min fordel. Jeg er derfor ved at være en smule frustreret i jobsøgningen. Jeg synes det er fedt, at jeg nu endelig er blevet kaldt til samtaler – jeg tænker, jeg må være blevet bedre til at skrive ansøgninger – men nøj hvor er det nedren at blive valgt fra, når man har været til flere samtaler på samme job, og får super positiv feedback, men bare at man lige manglede den smule erfaring, der gjorde at de valgte den anden kandidat. ØV!

Jeg prøver at fokusere på det positive – at jeg er blevet bedre til at skrive ansøgning, så de får lyst til at høre mere om, hvad jeg er for en, og at jeg er god til at præsentere mig selv og virke interesseret i jobbet, når jeg er til samtalen. Det er da ret så væsentligt, trods alt. Jeg kan jo ikke få mere erfaring uden et job, så jeg må bare klø på, og håbe på, at der er nogen der vil give mig en chance alligevel. Men lige nu gider jeg godt nok ikke at søge flere job. Synes det er røv og nøgler, og ville sgu ønske, at der bare kunne falde et tilbud ned i hånden på mig (not gonna happen, I know).

Øv altså!

Om at svømme i kærlighed og lykke

Jeg føler mig virkelig heldig og privilegeret sammen med min kæreste, og føler jævnligt at jeg slet ikke gør mig fortjent til ham:

  • En af gangene, hvor jeg sov hos ham, blev jeg hængende lidt i hans lejlighed efter han var gået. Da jeg så fik nulret mig sammen til at tage hjem og gik ned til min bil, havde han skrabet rim-frosten af for mig (det var en af de kolde nætter!). Who does that?!? Jeg så min nabo gøre det for sin kone en dag, og tog mig selv i at tænke, at han da virkelig måtte elske hende og være glad for hende, når han gjorde det, men også at det nok ikke var noget jeg nogensinde selv ville opleve, da det hører til en helt anden generation. He proved me wrong.
  • Han leger med trolden, som var det det mest naturlige i verden og møder ham virkelig godt, der hvor trolden er. Han køber DUPLO-togskinner og -tog til ham, og har planer om at købe flere skinner “for vi mangler jo kryds, så vi kan lave en laaang bane”. Og trolden elsker ham. Trolden inddrager ham i sine lege, vil op og sidde på skødet, fjoller og driller, krammer og spørger efter ham, når han ikke er her. Ikke at det er helt exceptionelt at nye voksne kan blive inddraget i troldens lege, men graden af det, er større end han plejer.
  • Han deltager på lige fod i dagligdagen, når han er hos mig, og støtter mig i opdragelsen af trolden.
  • Han kan rumme min frustration over min eks og hvad der ellers sker i mit liv, og deler sine frustrationer over sin og sit.
  • Han har lyst til/mod på at holde juleaften sammen med mig og min familie.
  • Han har tålmodighed og interesse i at lære nogle af mine knapt så heldige sider af mig at kende – og af uransalige årsager har jeg rent faktisk lyst til at dele tingene med ham. Jeg har lyst til at åbne op og vise alle siderne af mig selv. Noget jeg ikke reelt har prøvet før.

 

Ja, jeg er smaskforelsket, og gud hvor jeg nyder det. Selvfølgelig er der også ting som ikke er perfekte, og steder hvor vi er meget forskellige, men det skræmmer mig ikke. Jeg er mest af alt bare spændt på, hvad fremtiden byder os, og hvordan vores respektive familier tager imod den “nyankomne”, ikke kun første gang (det er overstået), men også fremadrettet.

Hvor mange julegaver?

Julegaver

Jeg har en mellemstor familie og derved potentielt også en del at købe julegaver til. Hvis jeg skal købe gave til alle i min nærmeste familie (søskende, forældre, bedsteforældre, kæreste og trold), kommer jeg op på 10 gaver – 12, hvis jeg også skal købe til min kærestes børn. Det synes jeg selv er en del!

I år har vi derfor i familien aftalt, at vi kun giver julegaver til dem, vi holder juleaften sammen med (lige med undtagelse af trolden – han får fra alle, fordi de ikke kan lade være. Her er der dog også sat restriktion på, til én gave pr. husstand. Han simpelthen ikke kan overskue for mange gaver). Aftalen er ikke kun lavet ud fra et økonomisk synspunkt – man kan jo reelt nøjes med at give hinanden en malet tændstikæske, hvis det er det – men også ud fra, at det også har været lidt af et cirkus at finde en dag til udveksling af gaver, hvor alle kunne, og hvor det helst også skulle handle om mere end blot gaveudveksling, men også lidt hygge, og dermed noget der varede mere end 10 min.

På den ene side har jeg det lidt mærkeligt med ikke at skulle give en julegave til alle mine nære familiemedlemmer – det er en meget materialistisk tankegang, men alligevel er der for mig også ret meget symbolik i at give en gave. Især fordi jeg sjældent følger ønskesedler, men ofte nøjes med at tage udgangspunkt i dem og så finder på noget, de ikke vidste de ønskede sig. På den anden side, har jeg simpelthen ikke råd til at købe julegaver til alle. Jeg ved godt, man reelt kan nøjes med den førnævnte tændstikæske, men det kan jeg alligevel heller ikke finde ud af, oppe i mit hoved – jeg kan sagtens male/pynte en tændstikæske, men det er mere det der med at forlige sig med tanken om, at det er dét der er min gave. Så i stedet for at skulle købe op mod 12 julegaver, er jeg nu nede på 6-8 (alt efter om jeg køber til kærestens børn, hvilket jeg nu tvivler på). Og det bedste er, at jeg allerede har købt de første 4! 😀