Jeg synes, det er lidt angstprovokerende at tænke på, at jeg lige om lidt er færdiguddannet, for hvad skal jeg så? Siden 2012 har jeg været indskrevet på RUC og været studerende (ja, det lyder af længe, men det er reelt kun specialet jeg har forlænget. Derudover var der et semester til supplering og et år til barsel, og så selve studiet som tager 2 år).

Jeg ved godt, hvad jeg skal sådan lige nu og her – jeg skal søge job! Men hvad skal jeg søge? Hvad kan jeg? Hvordan kommer mit liv til at se ud, når jeg også har trolden og skal både arbejde, trold og hjem til at fungere og jeg derudover jo også godt kunne tænke mig at finde en mand?

Jeg kan ikke gøre så meget andet, end at tage en dag ad gangen, søge de job, som jeg synes lyder spændende og relevante for mig (og måske også nogle ud over det, for at leve op til dagpengekravet), og så ellers håbe på det bedste. Men jeg HADER at leve sådan. Jeg er et ordensmenneske i nogen grad og et vanedyr – jeg kan godt lide forudsigeligheden i det store linjer (hvorfor jeg heller ikke tror, at jeg nogensinde bliver selvstændig!) og sikkerheden i, hvor mit levegrundlag kommer fra. Jeg kan godt lide at sprænge rammerne en gang imellem og rykke tingene op ved rode, men så har jeg som regel en plan for, hvordan og hvad der skal ske. Det har jeg ikke nu! Nu kan jeg ikke selv bestemme hvordan og hvorledes, men må bare se tingene an. Derfor vil jeg også prøve, at se det som en mulighed for at nyde min trold endnu mere, mens jeg er på dagpenge, og holde ham hjemme en dag om ugen, og bare hygge mig med ham og nyde sommeren. Så kan jeg stadig godt nå at skrive de famøse to ugentlige ansøgninger, men jeg kan også udnytte at jeg ikke er bundet af et job.

Se det positive i situationen! 😀

Men derfor vil jeg nu ikke benægte, at jeg stadig synes, at det er angstprovokerende, at blive færdiguddannet og dermed arbejdsløs.

Jeg kan næsten ikke bevæge mig uden at det gør ondt i disse dage.

I lørdags prøvede jeg CrossFit for første gang, og det har min krop straffet mig for siden!

Jeg kan godt lide at bruge min krop og træne, men får langt fra gjort det så meget som jeg egentlig godt ville, især fordi jeg er bedst til at træne på hold, hvor andre lægger programmet og motiverer lidt undervejs.

Både min bror og søster går til CrossFit og de har længe prøvet at lokke mig med, og i lørdags lykkedes det så for min bror. Han havde sådan cirka ingen forventninger til mig, om hverken styrke, kondition eller udholdenhed, så vi tog det hele i den rækkefølge det kom. Ikke dermed sagt at vi bare sad og kløede os i navlen, men der var fokus på læring af teknik og ikke hvor meget vægt eller hvor mange gentagelser. Og jeg klarede sgu det hele! Eller dvs. jeg klarede ikke den hårdeste version af alle øvelserne, men alternativerne/skaleringerne. Hvis vi legede med vægtstang, havde jeg bare en tom vægtstang, så jeg kunne få styr på teknikken. Da de ville kravle i reb, lavede jeg i stedet for “pull-ups” i ringe, så jeg stadig trænede løft af egen kropsvægt, bare ikke det hele på en gang! Og sådan var det i mange øvelser. Og jeg kom igennem alle øvelserne og inden for den tidsfrist de satte på at nå de forskellige træningspas.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det havde været ren barnemad. Det var hårdt arbejde! Jeg prustede ikke så meget som min bror, men til gengæld sitrede mine ben allerede efter det første træningspas ud af tre – og det blev kun værre!

Alt i alt var det en god oplevelse, og absolut noget jeg kunne finde på at gøre igen! 😀

Så håber jeg bare, at min krop ikke brokker sig lige så meget næste gang – jeg kan knapt nok gå, fordi både mine lår og baller siger AV, og mine arme, mave og ryg er heller ikke just samarbejdsvillige. 😉

Det her indlæg er bare en anbefaling til en god overspringshandling (dem dyrker jeg en del lige for tiden!): Gå ind på RokokoPostens hjemmeside og få et grin!

Alt er skrevet ironisk (hvis man nu skulle være i tvivl), og jeg har selv moret mig godt over disse to artikler i dag:

Ny diagnose til forældre

Politikere svarer klart på spørgsmål

Jeg havde hørt fra flere, at man lidt bliver afhængig af Tinder – af at swipe til højre og venstre og at man nemt kan få flere dates end man egentlig kan overskue, og jeg har hver gang tænkt, at de sgu da måtte have spist søm eller at jeg i så fald havde misforstået noget.

Det var lige indtil jeg selv pludselig syntes at have gang i flere fyre (bare pr skrift) end hvad jeg reelt kunne overskue. Og lige pludselig havde jeg tre-fire dates på en uge, uden reelt at kunne overskue mere end en enkelt af dem og egentlig ikke have lyst til mere end max to af dem. Ligeledes gik mange af mine aftner med at swipe i tv’ets reklamepauser, blive glad når der var match, men reelt ikke gide at handle på det, og heller ikke altid kunne overskue at svare til de fyre som skrev.

Jeg havde fået Tinder-Overload. Derfor valgte også jeg at slette Tinder for en uge siden. Ikke fordi jeg har mødt den eneste ene, men fordi det gik op for mig, at jeg søgte “jagten” og ikke manden. Og det værste er, at jeg stadig kan savne at swipe, til trods for at jeg ikke lige synes jeg har overskuddet til at date, nu hvor jeg snart skal op og forsvare mit speciale.

Jeg vil gerne finde en kæreste – jeg savner en kæreste, men ved også, at sådan en sjældent dukker op, når man gerne vil have det. Jeg var også på en god date med en landmand, et par dage før jeg slettede Tinder. Vi havde det virkelig hyggeligt og grinte en del, men jeg så bare ikke mere i det, end den ene date. Det tror jeg (desværre) at han gjorde, for han skrev et par gange efterfølgende, men stoppede hurtigt, da jeg var en røv til at svare. Ikke særligt pænt gjort af mig, men det beviser også bare, hvor overfladisk jeg egentlig var i min tilgang til Tinder.

Derfor overvejer jeg også om jeg skal melde mig på en betalingsdating-side når jeg er færdig med studiet. En betalingsside, for at jeg (og forhåbentligt også den anden part) dedikerer sig selv lidt mere til det, og at man får lidt mere info om en fyr før man matcher. Ikke at jeg ved, om jeg reelt kan bruge den info først, men så er der da større sandsynlighed for, at man undgår knalde-tilbuddene. Jeg har bl.a. set at single.dk reklamerer med at have en match-maker inde over, men uden at vide, hvad vedkommende prøver at matche ud over dreng-pige/pige-pige/dreng-dreng, alt efter præference.

Der er så mange dating-sider og så mange single-mennesker. Man skulle tro at det var nemt at finde en partner, men det er sgu som at lede efter nålen i høstakken. Den ene person, som man passer mere med, end bare “du er da ok at bruge tid med”, som man gider at gøre den ekstra indsats for at fange og fastholde, som har et eller andet dragende over sig, noget som gør, at man vil vide mere. Gad godt at have en magnet, så jeg kunne finde den nål lidt hurtigere. 😉

Både min eksmand og jeg har fødselsdag her i maj, og han har en uges tid før mig. Normalt giver jeg ikke mine ekskærester gaver, men nu er min eks-mand også min søns far, hvilket gør situationen lidt anderledes. Jeg er af den overbevisning, at selvom jeg mest af alt har lyst til at sende ham til månen med en enkeltbillet, ved jeg at vores søn ikke deler den holdning. Tværtimod! Og ligeledes ved jeg, at min søn ELSKER at give (og få) gaver. Ligeledes vil jeg også gerne lære ham, at man godt kan behandle hinanden pænt, selvom man ikke er perlevenner. Af samme årsag gav jeg også min eksmand en julegave (en jumbobog, but still), for at vores søn kunne se/lære, at det gør man, når man står hinanden nær. For uanset om jeg vil det eller ej, vil vi jo altid stå hinanden nær, i kraft af at vi har trolden sammen.

Derfor havde jeg også til min eks’ fødselsdag her i maj fået trolden til at lave et perlearmbånd (med de der kæmpeperler) til sin far, som jeg pakkede ind i en lille æske. Derudover havde jeg selv købt et par specialøl (godt nok på tilbud i Netto til en samlet pris på 30 kr, men det er jo tanken der tæller!) og pakket dem ind i noget cellofan. Begge gaver fik min eks, da han var forbi for at aflevere trolden efter samvær. Trolden fik selv lov til at aflevere gaven til sin far, og han (trolden) blev så stolt da han så, at det var det armbånd han havde lavet (Jeg var imponeret over, at han kunne huske det, for det var alligevel nogle dage siden, han havde lavet det!). Min eks virkede knapt så imponeret, men sagde da pænt tak til trolden og tog armbåndet på. Han virkede noget mere overrasket over, at jeg også have købt nogle øl til ham, og takkede også noget mere eksplicit for dette.

På min fødselsdag fik jeg et kort – ikke fra ham, men fra mine eks-svigerforældre! Et meget sødt kort, hvor de ud over at skrive tillykke bl.a. også skrev at det havde været hyggeligt at se mig (læs mere om det her). Det rørte mig mere, end hvad jeg lige havde troet.

Min eks skrev tillykke på min facebook.

Eller det var i hvert fald hvad han gjorde på dagen. Dagen efter om morgenen stod der en stofpose foran min hoveddør med en blomst og en flaske vin, med et til-fra-kort som angav at det var fra ham og trolden. Bedre sent end aldrig 😉 (selvom jeg nu ikke forstår, hvorfor han ikke bankede på, da han stillede den, så trolden også kunne være med til at give det (alt efter tidspunktet selvfølgelig)). Jeg blev faktisk lidt glad og meget positivt overrasket, og vælger at tolke det som en håndsrækning til at sige at vi forhåbentligt kan få et bedre/mere venskabeligt forhold til hinanden. Jeg håber – og håbet er jo evigt lysegrønt – selvom jeg også godt ved, at sandsynligheden for at det holder er lille.