Om at blive låst ude mens ens barn er låst inde

 

Det var hvad der skete for mig igår eftermiddag. Trolden og jeg var ude på altanen for at kigge til jordbærerne jeg har plantet, men jeg ville kigge lidt mere end trolden, så han går ind i stuen igen. Da han gør det, lukker han døren ud til altanen, og lukker også håndtaget ned, så det låser. FUCK! Jeg har hverken telefon eller nøgler på mig. FUCK!  Jeg prøver hurtigt, men roligt at få trolden til at prøve at åbne døren igen, men den er for svær for ham, for man skal trykke en nøgle ind, mens man drejer håndtaget – noget som selv nogle voksne har svært ved.

Nu er gode råd dyre! Hoveddøren er låst (det gør trolden stort set altid når vi kommer hjem), og den kan han heller ikke finde ud af at låse op igen. Min telefon ligger inde i stuen. Mine nøgler ligger ude i gangen i øverste skuffe i en kommode, hvor trolden ikke kan nå. FUCK!

Jeg er låst ude på altanen, og trolden er låst inde i lejligheden – alene! I starten tager han det fint nok. Han sætter sig ind foran tv’et som står på Ramasjang, og kigger lidt på det. Imens prøver jeg at få fat i min nabo, ved at banke rimelig ihærdigt på deres altan. Heldigvis er de hjemme, og jeg får hurtigt forklaret dem situationen, og hun ringer til min far, som har en ekstranøgle. Hans umiddelbare reaktion er, at han lige skal klare nogle ting, før han kan køre, men det får hun ham heldigvis hurtigt fra.

Nu gider trolden ikke se TV mere, ikke alene i hvert fald. Han går hen til altandøren, for at få mig med ind, og kan sjovt nok ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kommer ind. Jeg prøver først igen at få ham til at åbne altandøren, men kan hurtigt se, at det er en lost-cause. Min nabo er sød og prøver at gå hen til min hoveddør, dels for at berolige trolden, dels for at få ham til at låse døren op. Begge dele uden held.

Trolden er ved at være godt ked. Jeg taler så roligt til ham, jeg kan og siger mange gange, at jeg kommer ind, så snart han har åbnet hoveddøren. Jeg tror han forstår, for han bliver ved med at gå ud mod døren, med tårerne trillende ned af kinderne, men stopper hver gang i døren ud til gangen, fordi han vil have mig med. Han kan simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke kommer med (hvilket jeg sådan set også godt kan forstå). Han bliver mere og mere ked, og min nabo prøver nu at lokke ham ud til døren med en figenstang, for at berolige ham lidt, men lige meget hjælper det.

Trolden er efterhånden godt panisk og han begynder at spørge efter en sut. Det siger jeg, at han gerne må få, men at han så selv skal gå ind til sin seng og hente den. Og det gør han sgu! Han går ind på sit værelse, kravler selv op i sin (halvhøje) seng, finder sutten, kravler ned igen, og stiller sig igen hen foran altandøren. Nu står han bare og kigger på mig med meget store, triste, uforstående øjne. Han græder ikke længere, men han forstår heller ikke, hvorfor jeg ikke kommer ind til ham.

Efter 10-15 min kommer min far (endelig!). Trolden har ikke registreret, at han er kommet ind ad døren, før jeg siger til ham, at han skal se, hvem der kommer. Han løber i armene på min far og klistrer sig godt fast. Min far prøver at åbne altandøren, men det lykkes først, da jeg forklarer ham, hvordan man skal gøre. Jeg kommer ind i stuen, og trolden vil straks over til mig, hvor han også bare suger sig ind. Så kan min far godt smutte, hvis det stod til ham. Han skal bare være hos mor! Vi krammer, min nabo banker på (min far har åbenbart også låst døren efter sig) og jeg takker dem mange gange for hjælpen. Hun har åbenbart prøvet noget tilsvarende en gang, hvor hun kom til at låse sin (teenage) søn ude på altanen en hel dag, hvor han også bare sad uden nøgler, telefon, vådt eller tørt en hel dag, og bare måtte vente. Siden da havde de pillet ved låsen på altandøren, så man nu ikke kunne låse den mere, men også kunne åbne døren ude fra altanen! Jeg tror jeg skal have gjort det samme ved min altan! Min far bliver nogle minutter, men tager så af sted igen, da de skal have gæster om aftenen, og trolden og jeg sidder bare og putter.

Behøver jeg at sige, at vi senere på aftenen øvede hvordan trolden kan låse hoveddøren op, så der kan komme nogen ind og hjælpe, hvis det skulle blive nødvendigt en anden gang?

Sjældent har jeg været så glad for at få trolden i mine arme igen, og sjældent har han suget sig så godt fast til mig. Jeg behøvede reelt ikke at holde ham.

Resten af aftenen gik rimelig nemt. Vi puttede måske en smule mere end vi plejer, men ikke noget vildt. Han hjalp med at lave mad (hj.lavet pizza) og vi hyggede og grinte og fjollede som intet var hændt – bortset fra at jeg i hvert fald nød krammene og putningen lidt mere end jeg plejer!