ADVARSEL: Forelskelses-sludder-tankespinds-vrøvle-indlæg

Jeg er forelsket. Op over begge ører! Derom hersker der ingen tvivl. Og jeg er virkelig i mine følelsers vold.

Jeg har været forelsket mange gange før, så det er ikke fordi det som sådan er nyt for mig at være det. Det som jeg oplever som anderledes er den intensitet følelserne rammer mig med. Jeg har sjældent, så hurtigt åbnet op for de meget private og intime sider af mig selv, og her tænker jeg ikke (kun) i relation til sex. Jeg er rædselsslagen, samtidigt med at jeg er noget nær lykkelig. Rædselsslagen for at det går i stykker lige pludselig, lykkelig fordi jeg føler mig elsket for den jeg er, med de fejl og skæve sider det indbefatter (og der er alligevel nogle stykker 😉 ).

Fra dag 1 var der en kemi jeg sjældent har oplevet før, men som jeg næsten er 100% sikker på, at jeg ville løbe væk fra, hvis jeg havde oplevet den tidligere. Det ville jeg simpelthen ikke turde dykke ned i. Nu gør jeg det. Med et åbent sind.

Som før beskrevet, har jeg alle dage været en forholdsvis privat person – uden at have spidskompetencer i smalltalk, kan jeg sagtens snakke med folk om alt og ingenting, og de kan for så vidt også sagtens få meget af min historie af vide. Det faktuelle, så at sige. Det følelsesmæssige har jeg ofte holdt for mig selv, for det gør simpelthen for ondt at dele. I det her mærker jeg stadig stopklodsen, men by-passer den. Virkelig grænseoverskridende for mig selv, men også meget befriende. Især fordi jeg kun er blevet mødt med forståelse, kærlighed og respekt. I hans øjne mister jeg ikke værdi, af at fortælle om tingene, tværtimod. Og det er (sjovt nok) gengældt – både at jeg faktisk finder mere ro i, at han ved tingene, men også at jeg har nogenlunde samme reaktion, på det som han fortæller mig om sin baggrund, sine skeletter. Og jeg er helt med på, at det jo gerne er sådan et forhold skal være – at man skal turde gøre sig sårbar for hinanden, turde åbne sig op med fare for at blive såret – men jeg har bare aldrig oplevet det i den grad før, og slet ikke så tidligt (måske derfor mine tidligere forhold er forliste?).

Jeg er helt med på, at en del af al denne “ævlen” og tankespind er en del af den midlertidige sindssyge kaldet forelskelse. Det jeg er i tvivl om, er hvor meget af den? Noget i mig frygter at “kemien” forsvinder med forelskelsens rus. Selvom jeg på den ene side er gået ind i det her med åben pande, gnaver frygten stadig i mig. Frygten for at det går galt igen. Frygten for at jeg lader mig rive for meget med og at det går ud over trolden. Frygten som gør, at jeg prøver at holde jordforbindelsen og tænke bare lidt rationelt en gang imellem.

Det er sådan jeg længe har haft det, og i mange sammenhænge stadig har det – en følelse af at jeg slet ikke er det værd, som folk omkring mig tror eller forestiller sig. At det reelt kun er et spørgsmål om tid, før at folk opdager de “grimme” ting omkring mig, for dernæst at vende mig ryggen, fordi de så pludselig vil se mig med andre øjne.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor jeg har det sådan. Jeg har endnu ikke oplevet det. Eller jo, jeg har oplevet mange brud i mit liv, men aldrig pga. min fortid eller enkeltstående tankestreger. Dem som generelt ikke kan lide mig/mine tankestreger, har jeg sjovt ikke ikke ret meget at gøre med, og jeg søger det heller ikke synderligt. Men mine venner, familie og hvad der efterhånden har udviklet sig til at være min kæreste, synes jo åbenbart ikke at jeg er helt rablende, siden de fastholder kontakten med mig. Men det er det, jeg har en eller anden ret så irrationel frygt omkring. At jeg en eller anden dag får fortalt dem noget om, hvordan jeg er inderst inde, og som vil få dem til at løbe skrigende bort. At jeg vil tabe det hele på gulvet, fordi jeg er ærlig/åben omkring, hvordan jeg har det/tænker/føler.

Det er først for alvor gået op for mig for nyligt, da jeg snakkede med min kæreste om min generelle frygt for at åbne for meget op om, hvem jeg er og hvorfor jeg er den jeg er. Jeg er hunderæd for, at han tænker “shit, det der, det hverken kan eller vil jeg blandes ind i!”, og for hvad jeg reelt tror er første gang i mit liv, italesatte jeg også frygten og hvad den bunder i. Jeg har flere gange fortalt min omgangskreds om min baggrund og min person, men uden at italesætte hvor grænseoverskridende jeg synes, det er at tale om det, hvor sårbar jeg reelt føler mig, når jeg åbner op for det. Det gjorde jeg denne gang, og selvom det var svært, var det også utroligt bekræftende, for det viste sig jo 1) at han ikke løb nogen steder. Han vil mig sgu stadig!?! 2) han faktisk deler tankerne, selvom han med tiden er blevet bedre til at tøjre dem og være mere rationel omkring det.

Jeg har dog lige skulle bearbejde frygten efterfølgende, for italesættelsen af den gjorde den også så meget mere virkelig og mærkbar. I stedet for at det var en mere eller mindre usynlig elefant i rummet, som jeg ikke rigtigt kunne sætte ord på, stod den der nu lige pludselig meget klart – og der stod den sgu ikke ret godt! Ikke dermed sagt at jeg bare har kunne ignorere frygten eller sparke den til hjørne efterfølgende, men nu er jeg mere bevidst om, at den er der, og at den er noget så irrationel. Der er jo ingen til dato som er løbet væk fra mig, fordi jeg åbner op for min baggrund. Tværtimod synes de fleste, at det er stærkt at jeg tør.

Frygt er mange ting, og selvom den ofte er irrationel, kan den fandme være en pain in the ass! Jeg prøver selv at “face” den når jeg oplever den – ikke på adrenalin-junkie-måden, men de følelsesmæssige/sociale frygte – for 9 ud af 10 gange at blive bekræftet i, at frygten var irrationel. Det er hårdt arbejde, men det er fedt!

Det lykkedes sgu! Trolden har sagt farvel til sutten, og har nu klaret sig i 2 uger uden sut og uden det store savn.

Jeg er helt målløs!

Det hele startede med, at vi fik af vide fra tandlægen, at det var ved at være tid til at sige farvel til sutten, hvis vi ville undgå at trolden fik suttebid. Jeg var som sådan godt klar over, at det var ved at være tid, og var egentlig mest bekymret for troldens reaktion, og om hans far også ville kunne holde fast i, at vi havde sagt farvel til sutten (han har ikke været super konsekvent med sine sutte-restriktioner, så jeg var alt andet end overbevist).

Vi aftalte, at vi sagde farvel til sutten en weekend, hvor trolden var hos mig, så det var mig der kunne tage det umiddelbare og, hvad vi forventede ville være, den værste reaktion. Vi forberedte trolden på, at vi snart skulle sige farvel til sutten, og at han var en stor dreng som derfor snart ikke skulle bruge sut mere. Han gentog det også mange gange, selv når han sad med sutten.

Dagen oprandt. Vi startede med at tage alle sutterne jeg havde og putte dem i en pose, hvorefter vi gik over til far og fandt alle hans sutter. Så satte vi dem på en snor, så de dannede en fin “halskæde”, som vi kunne hænge op. Dernæst kørte vi i samlet flok ud til tandplejen, hvor der var et intermistisk suttetræ, trolden hængte sutterne på en gren, sagde farvel og gik sin vej. Uden at se sig tilbage eller noget som helst. Jeg var målløs!

Hjemme igen fik han en gave af os hver (mor og far), vi spiste noget frugt og gik udenfor og legede. Om aftenen da han skulle sove, spurgte han end ikke efter en sut, men lagde sig bare til at sove. I løbet af dagen havde vi mange gange talt om at vi havde afleveret sutterne, for det fyldte jo også lidt i hans hoved, men ingen plagen, skrig eller skrål. Heller ikke hos far.

Efterfølgende har han nogle få gange sagt at han gerne ville hente sutterne tilbage, men ikke mere end det. En uge efter vi havde smidt sutterne hjemme, sagde han også farvel til dem i børnehaven – denne gang ved at proklamere til pædagogerne at han nu ikke længere brugte sut, så den skulle han ikke have, når han skulle sove til middag.

Jeg er så stolt af min lille (store) søn. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle gå så nemt, at sige farvel til sutten, især taget i betragtning af hvor glad han var for den.

To metoder til inspiration:

Den “klassiske” med et suttetræ:

Vores metode: Vi forberedte trolden på at sige farvel til sutterne en uges tid eller to. På dagen var han med til at finde alle sutterne, ligge dem i en pose og siden sætte dem på en snor. Ude ved suttetræet hang han selv sutterne op på træet og sagde farvel (denne del var jeg ret imponeret over!) og hjemme igen fik han nogle gaver – ikke kun som belønning, men ligeså meget tænkt som, at hvis han nu ville have sutterne igen, kunne vi minde ham om, at han jo havde afleveret sutterne og i stedet fået det-og-det.

Ramasjang-metoden:

En anden metode som en af mine veninder brugte til sine unger: at sende alle sutterne med brev til Hr. Skæg, for dernæst at modtage en pakke fra Postmand Per med en gave i. Tanken bag gaven, er den samme som ovenfor. Ligesom med den anden metode, tror jeg, at det er en fordel at inddrage ungerne, så de er med til at putte sutterne i konvolutten og smide den i postkassen, ligesom de også er med til at åbne pakken, når den kommer. Der havde ikke rent fysisk været nogen Postmand Per forbi (men bare en pakke som på magisk vis var dukket op ude på trappen), men det kunne man selvfølgelig gøre, hvis man har overskuddet (og outfittet) til det.