Status – men ikke for året der gik

 

Men til gengæld for mit speciale…

I og med at jeg ikke kan nå at aflevere mit speciale her i januar, skal jeg iflg. diverse krav og regler lave en ny tidsplan og en ny problemformulering. Hvordan begge ser ud, er dog helt op til mig selv. Eneste krav er, at den ny problemformulering skal svare til 3 måneders ekstra arbejde (da man som udgangspunkt udskyder med 3 måneder). Umiddelbart er det ikke så svært, da den problemformulering jeg indsendte i august var meget vag og har ændret sig MEGET!
Så det er hvad min dag er gået med indtil videre, her den sidste dag i året – lave plan for hvad det første kvartal af 2016 skal gå med. 😉

20151231_133520

Gud hvor jeg glæder mig til at få det skidt afleveret!

Håber I alle får et godt og lykkebringende nytår – selv ser jeg frem til 2016, som næsten kun kan være mindre udfordrende end 2015! 😉

 

Stampe prutter på isen

 

Det var sådan cirka troldens reaktion på Disneys juleshow. 🙂 Vi nåede ikke at se hele showet, men vi nåede den del med Bambi, og da Stampe sætter sig ud på isen, er troldens reaktion: Stampe prutter på isen! Jeg havde svært ved ikke at trække på smilebåndet! Synes det var så sødt. 🙂

stampe-walt-disney

Utroskab

utroskab

Utroskab er noget jeg aldrig rigtigt har forstået. Jeg har været medvirkende/forårsagende til det mere end en gang, men aldrig selv været det. Jeg ved godt det kan lyde dobbeltmoralsk, men jeg er af den opfattelse, at hvad jeg gør, det er mit ansvar, hvad andre gør, det er deres ansvar. Og når/hvis jeg bare er ude for at have det sjovt og kysse på en fyr, så er jeg af og til ret ligeglad med, hvilken “status” han i øvrigt har. Og det var jeg også denne weekend.

Jeg var i byen med en veninde og nogle af hendes venner, og endte med at være sammen med en fyr. Jeg kendte ikke hans situation før jeg kyssede på ham, men jo længere aftenen skrider frem, jo mere fortæller han om hvad hans situation er. Han har også en dreng på alder med trolden, men i modsætning til mig, er han bare stadig sammen med den han har fået barnet med. Det går af h. til mellem ham og kæresten, og det er sikkert det der gør, at han vælger at være hende utro – at få bekræftelse. Jeg valgte at være ligeglad med det, for jeg var bare ude for at have det sjovt, og ikke nødvendigvis finde noget der skulle vare længere tid end en aften. Og selvom jeg godt kan sætte mig ind i tankerne bag årsagen til utroskabet, har jeg stadig utroligt svært ved at forstå at man vælger at fuldføre det. Så kan man tale om gradbøjningen af utroskab – er det utroskab at kysse på en i byen? Måske, måske ikke. Men at tage med kyssemakkeren hjem, uanset om det så bare er for at kysse videre men beholde tøjet på, eller om der sker mere end det, så synes jeg i hvert fald at det er utroskab, for så har man gjort nogle flere bevidste valg om at søge noget mere end bare et par kys.

Jeg havde selv lyst til at være min ex-mand utro i tiden op til jeg gik fra ham, men valgte meget bevidst ikke at gøre det/opsøge det, da jeg tror det er meget sjældent at der kommer noget godt ud af det – hvad enten den anden part får viden om det eller ej. Der vil jeg sgu hellere have rene linjer, så alle ved hvad der sker og ikke sker. Det kan derfor også lyde lidt mærkeligt, at jeg ikke som sådan har moralske skrupler ved at være sammen med en, som så er en anden utro. Men der har jeg det virkelig sådan, at det er hans valg, ikke mit – så længe jeg selv har styr på mit bagland og jeg ved hvad jeg går ind til, før der sker mere end et kys, så ved jeg jo også, hvad jeg nogenlunde kan forvente af det. Jeg har ikke lyst til at være en affære som står på over længere tid. Det får jeg også selv for meget hjertesorg ud af, men for en enkelt aften har jeg sgu ikke de store kvaler. Så er det hans hovedpine, hvad han vil gøre fremadrettet. Hvis han går/gik fra sin kæreste lige efter, så er der i min verden ingen skade sket, for så var det alligevel slut. Det er straks værre, hvis han bliver sammen med hende. Der forstår jeg det virkelig ikke. Der forstår jeg ikke, at han vil udsætte sig selv og sit forhold for det. At han vitterligt synes at det er det værd, både for ham selv og sit forhold. Jeg ville selv have utroligt dårlig samvittighed, hvis jeg havde været en utro, uanset hvor dårligt ens forhold så i øvrigt går. Så hellere gøre det forbi med den første, før (eller til nøds i forbindelse med at) man starter noget med den anden.

Jeg ved godt at det lyder utroligt dobbeltmoralsk, men det er nu sådan jeg har det. Jeg er ansvarlig for hvad jeg gør, andre er ansvarlige for hvad de gør. Jeg hverken kan eller vil tage ansvar for, hvad han gør og ikke gør, for det er ikke mit valg!

ENDELIG!!!

 

Så blev jeg ENDELIG færdig med at transskribbere, meningskondensere og kode alt min empiri. Hvis du ikke ved hvad ordene betyder, men synes at det lyder tørt og tungt, så har du helt ret! Det betyder at læse igennem, give mikro-resumeer og sætte stikord på. Det tager en krig og man er ved at falde i søvn flere gange, for nøj! Selvom det er fedt, at finde alle de spændende ting de trods alt siger i sådan nogle interviews, skal man også lige igennem alt det fluff som de også siger, som man nok ikke kommer til at bruge til alverden.

kodning

6 sider med koder/stikord og hvor i interviewene de siger noget om det.

Nu kan jeg endelig begynde at kigge efter det der går mest igen og dermed også finde ud af, hvilke teorier der kunne være mest relevante at bruge! Yay! Nu er jeg ved at komme tilbage på sporet og kan igen se en ende på specialet – den har sgu været væk her den sidste måneds tid!

Langsommelig, men god service!

 

Så fik jeg ENDELIG min halskæde hjem!! Den knækkede tilbage i oktober, hvor jeg sendte den retur som reklamation og blev lovet en ny, men den var restordre (læs mere her)… Nu har jeg så endelig fået den hjem! 😀

Jeg har haft løbende kontakt med firmaet (byaagaard.com), og de har været meget venlige i deres kontakt og beklaget den lange ventetid. De havde også gjort lidt ekstra ud af indpakningen, da jeg fik halskæden hjem – om det så bare skyldtes julen, eller om det også var som plaster på såret, ved jeg ikke, men jeg synes det var meget fint. 🙂

ny-halskæde

For en god ordens skyld, skal det lige siges, at jeg har ikke nogen aftaler med byaagaard.com om at skrive dette. Det er udelukkende fordi jeg synes de har ydet god service.