Stille

Første møde med x-svigermor

 

Forleden mødte jeg min eks-svigermor for første gang, siden jeg flyttede fra min eks. Det var på en “far-dag” – en dag, hvor trolden skulle hjem til far, og jeg skulle på arbejde om aftnen. Trolden blev dog syg i vuggestuen, og de prøvede at ringe til min eks, men uden held. Efter en time ringede de så til mig, og jeg hentede trolden og ringede dernæst til min eks, for at finde ud af hvordan vi lige gjorde resten af dagen. Jeg skulle som sagt på arbejde om aftnen, så det passede mig ret skidt, at skulle holde trolden hjemme, men ville selvfølgelig kunne blive nødt til det, hvis min eks af uransaglige årsager ikke kunne passe trolden på en af sine samværsdage. Min eks sad i heldagsmøde, så han havde det meget stramt med, at skulle nå at hente trolden, inden jeg skulle på arbejde. Han havde så åbenbart tænkt at hans mor skulle hente trolden i vuggestuen (havde han bare ikke lige informeret vuggestuen om), så efter lidt diskussion med sig selv, foreslog han at hans mor kunne hente trolden hjemme hos mig. For min skyld ingen alarm. Jeg har som sådan intet imod hende, og hun (og min eks’ far) er velkomne i mit hjem. De er troldens bedsteforældre, så selvfølgelig er de velkomne, da mit hjem jo også er troldens hjem.

Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå. Om hun mons tro havde noget imod mig, eller om hun også var åben? Det gik fint! Hun kom ind, sagde hej, fik et laaangt kram af trolden, og var med inde og kigge lidt i min lejlighed. Trolden ville dog ikke så meget med hende, efter han havde sagt hej. Efter det var det kun mor som duede, men det gik nu fint nok alligevel. Min eks-svigermor og jeg talte lidt sammen, og alt sammen i en venlig tone. Nede ved bilerne (jeg gik med ned, for jeg skulle jo videre på arbejde) sagde trolden fint farvel til mig, og fulgte frivilligt med sin farmor, til stor overraskelse for farmor, som vist havde forventet lidt en kamp for at få ham til at sige farvel til mig. Jeg oplever nu sjældent de store problemer med det, for ligesom denne dag, fortæller jeg ofte trolden på forhånd hvad der skal ske, og gentager det flere gange, og det synes at hjælpe meget på hans omstillingsparathed. Efter trolden var kommet ind i farmors bil, vekslede jeg lige tre ord med hende, og så gav hun mig sgu et kram, før vi sagde farvel! Den overraskede mig (positivt!). Det havde jeg næsten ikke turde håbe på, for jeg har haft indtryk af, at de har haft det noget stramt med mig, ud fra det julekort de sendte mig, hvor man ikke var i tvivl om, at det var ren og skær pligt som svar på mit julekort til dem. Men jeg håber, at jeg kan tage dette møde som et godt tegn på, at vi alle kan være fælles om at have det godt sammen, om ikke for andet så for troldens skyld. Vi er alle hans familie, og han elsker os alle, så det vil kun gå ud over ham, hvis vi ikke kan opretholde et godt forhold til hinanden. Jeg ved godt at den lykkelige skilsmissefamilie er noget nær utopi, men derfor kan vi jo godt prøve, og det virker det heldigvis også som om, at om ikke dem alle, så i hvert fald min eks-svigermor er med på den idé. 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stille