For en måneds tid eller to siden beskrev jeg, hvordan har fundet ud af, at det ret så underholdende at tonse rundt på diverse forhindringsbaner og -løb. Det er dog ikke altid at energien er til at springe badut-spring, og så er det meget rart med en mere stillesiddende hobby. Der har jeg fundet ud af, at jeg synes det er sjovt at sy. Det har stået på nogenlunde ligeså længe som forhindringsløbene – en meget god modpol egentlig – og jeg er blevet så bidt af det, at jeg har investeret i min egen symaskine og har en hulens masse stoffer, tråde og mønstre/syopskrifter liggende derhjemme.

Det startede med, at min mor hev mig med til et sykursus i en sybutik i Hørsholm – et kursus hvor man sad en hverdagsaften 3 timer hver 2. uge – 8 damer og en underviser, hvor der var symaskiner, overlocker og mønstre til fri afbenyttelse, og så fik man ellers hjælp til sine projekter og tips og tricks til hvordan gjorde, når det drillede eller at syopskriften ikke lige forklarede, hvordan man lavede indsnit eller en afslutning/en kant. Det første års tid havde vi en super god underviser – en dameskrædder som havde sin egen butik i Hillerød og virkelig kunne nogle tricks. Hun stoppede desværre lige omkring jul, da det blev for meget med egen butik og undervisning. Efter det fik vi en ny underviser, men hun var desværre ikke meget mere kompetent end os andre på holdet, og så er der ikke meget ved, at betale for at gå til syning – bortset fra det sociale aspekt, så kunne man jo ligeså godt sidde derhjemme.

Jeg nyder virkelig at sy. Jeg kan slå hovedet fra på en helt anden måde, end hvis jeg sidder med en bog eller ser en film. Det giver mig så meget mere ro, at sidde og sy, for der SKAL jeg koncentrere mig, for ikke at sy forkert, og der er kontant afregning ved kasse 1, hvis jeg syr forkert (opsprætteren kommer på arbejde). Med en bog, kan jeg snildt komme til at læse samme sætning 5 gange, hvis jeg har hovedet 10.000 andre steder, og jeg har sværere ved at tvinge mig selv til at koncentrere mig om det skrevne ord, når det ikke på samme måde har “konsekvens”.

I løbet af det sidste 1½ år har jeg således syet:

Til mig selv:

• 3 kjoler
• 2 bluser
• 3 nederdele
• 1 kimono

De tre nederdele jeg har syet. De to til højre er “kopier” af en nederdel jeg en gang har købt, mens den røde er fra et mønster fra “Onion”, som jeg har tilpasset i form af kanten i taljen. Det røde stof er elastisk, mens taljebåndet ikke er. Jeg kan sætte en elastik i taljen, men indtil videre bliver den siddende hvor den skal når jeg har den på. De to nærbilleder er for at vise, hvordan jeg får stoffet til at falde rigtigt i taljen, og hvordan jeg har syet taljekanten på den røde nederdel.

Til trolden har jeg syet:

• 3 bluser
• 1 hættetrøje
• 1 par bukser

De tre almindelige bluser jeg har syet til trolden fra et “Mini-krea” mønster til de som er nysgerrige efter det. Den med biler og puslespil var et øjeblikkeligt hit, mens den i midten lige skulle have det rigtige navn. Hans første reaktion var, at det var en pigebluse pga. farverne, indtil jeg fortalte at det jo lignede dinosaurhud – så var han solgt!
Det yderste billede (nærbilledet) er for at vise, hvordan man kan få ribkanten til at blive hvor den skal være med en ekstra syning, så den ikke vipper op mens man har den på.

Det kan på ingen måde svare sig økonomisk at sy selv! Der snyder man sig selv, hvis man tror det. Men man kan få noget tøj, som sidder pænt på ens krop, med noget stof som man selv synes er fantastisk, og så synes jeg der er noget fedt ved, at kunne sige til folk at man selv har syet tøjet, når de synes man har noget pænt tøj på.

Dog er det ikke fordi jeg bare sprøjter tøj ud, selvom det godt kan syne sådan. Der er MANGE af dem, som har drillet og som har ligget i skammekrogen lidt tid, fordi de bare har drillet og ikke villet som jeg!

De seneste to år har jeg holdt billig sommerferie og blot taget trolden med op i min mors sommerhus, hvor vi har hygget og leget til den helt store guldmedalje. Sidste år smed han bleen mens vi var der (absolut ikke frivilligt, men det er en detalje), men jeg kunne mærke at både han og jeg savnede selskab/legekammerater. Vi var på nogle ture, heriblandt bondegårdsbesøg på Bedstemor Anns bondegård (kan absolut anbefales), en tur til Sverige med færgen og en masse ture på stranden, men vi savnede vist begge, at der var nogle andre man kunne lege med. Med sin far var han på campingplads et sted i Jylland, og det havde vist været en succes, netop pga. der var flere børn at lege med og en stor legeplads.

I år har jeg derfor valgt, at vi tager på familiehøjskole. Jeg har prøvet det en gang som barn (men kan intet huske af det), men har alle steder hørt at det skulle være en god oplevelse, så det satser vi på! Da både trolden og jeg kan lide at være aktive, har jeg valgt en idrætshøjskole, så vi begge kan få brændt noget krudt af og lære nogle nye mennesker at kende. Valget faldt på Viborg idrætshøjskole, da de både havde aktiviteter for børn ned til 4 år, men der også var tid til at lave ting sammen. Jeg kiggede også på Oure idrætshøjskole, og havde egentlig også meldt os til der, men da jeg fik kigget nærmere på programmet, fik jeg kolde fødder. På Oure var der aktiviteter hver for sig både formiddag og eftermiddag, og selvom jeg nyder at have voksentid, så vil jeg immervæk også gerne bruge noget tid sammen med min søn, når nu jeg har ferie med ham. Så derfor faldt valget på Viborg, hvor vi “kun” har separate aktiviteter om formiddagen. Selv er jeg mega spændt på, hvordan det bliver, og hvad vi skal lave, for ud over at vi skal have de her idrætsaktiviteter, et foredrag og en ekskursion har jeg ingen idé om, hvad tiden skal gå med. Hvordan jeg har fået den solgt til trolden, forstår jeg heller ikke helt, men han glæder sig “til at vi skal lave fis og ballade med en masse andre børn og voksne”.

Noget jeg selv glæder mig til, er udsigten til at jeg ikke skal være primus motor på alle aktiviteter og måltider. Det eneste jeg behøver er at troppe op og “gøre hvad der bliver sagt”. Om vi skal være med til at lave mad, ved jeg ikke, men i så fald går det nok også, så længe det ikke er mig, der skal opfinde den dybe tallerken hver dag, med at finde på menu, købe ind, finde opskrift, osv.. Ligesom jeg heller ikke skal planlægge aktiviteter for dagene, men bare kan følge med og nyde at det hele er planlagt for os. Jeg skal egentlig bare sørge for, at vi har det rette tøj på, kommer i seng og står op til rette tid og dukker op til de planlagte aktiviteter. Det bliver SÅ rart! Det er hvad jeg kalder at slappe af – selvom vi skal være aktive!

Økonomisk synes jeg hverken det egentligt er dyrt eller billigt – ca. 7.500 for os to for seks dage (søndag-lørdag) alt inkl. undtagen transporten derover. Det er selvfølgelig flere penge, end jeg ville bruge på en alm. uge eller hvis vi var i sommerhuset, men der følger jo også en del oplevelser og undervisning med, så jeg synes absolut ikke jeg kan klage.

Hvad skal du i din sommerferie – med eller uden barn?

Jeg har egentlig aldrig været den store vandhund i forhold til at bade på de danske strande. Det kan være hyggeligt nok og vi har jo som sådan ganske udmærket badevand de fleste steder i vores lille land. Jeg er bare ikke god til dels at få hovedet under vand (jeg bryder mig bare ikke om det!), stenstrande (dem har vi en del af!) og tang.

Det til trods, fik jeg i sidste uge en ubærlig lyst til at springe i bølgen blå søndag aften, hvor jeg var alene hjemme. Jeg havde to uger forinden været i havnebadet ved Fisketorvet med en veninde, og det havde simpelthen været så lækkert, og den følelse kunne jeg ikke rigtigt slippe. Jeg skrev derfor ud på facebook om der var nogle der ville med, men der var ingen der bed på. Så skrev jeg til min søster, og hun kunne godt lokkes med, så vi mødtes sidst på aftenen på Skovshoved Havn til en dukkert.

Vandet var noget koldere end jeg syntes det havde været på Fisketorvet, så det tog lidt tid at komme i. Jeg er generelt sjældent typen der bare springer i vandet – dels fordi jeg jo ikke er så begejstret for at få hovedet under vand, dels fordi min krop mere eller mindre går i chok, hvis jeg bare springer i vandet, uden lige at have forberedt den på, at vandet er koldt. På en strand er det oftest nemt nok at forberede kroppen, for der går man jo ud i vandet indtil det har en dybde, hvor man kan få hele korpusset under vand, uden at man skal rulle sig i strandbund for at blive våd. I havnebad er det en lidt anden sag, da der ikke på samme måde er mulighed for stille og roligt at gå dybere og dybere ud.

På Fisketorvet gjorde jeg det, at jeg satte mig på badebroen og stak fødderne i vandet, så mine ankler var under vand. Det er nok til, at min krop fanger, at nu bliver det snart koldt over det hele, inden jeg gik over til stigen og kravlede ned i vandet. I Skovshoved var der ikke lige samme mulighed, da stigerne er et stykke væk fra de lave badebroer, så her blev det til en langsom tur ned af trappen til havnebassinet. Det tog nok et par minutter fra jeg satte foden på det første trin under vandet, til jeg var helt i, men derefter var jeg så også i vandet i noget tid, og jeg nød det. Min søster derimod, kæmpede en brav kamp med sig selv om at komme i vandet. Hun tog et trin ad gangen, indtil der ikke var flere og stod på hvert trin nogle minutter, før hun til sidst kom helt i og var i i nogle minutter. Jeg tror ikke, hun helt syntes, at det på noget tidspunkt var rigtigt rart. Mest bare koldt. Dog ikke mere koldt, end at vi, efter at have tørret lidt i aftensolen og taget tørt tøj uden på badetøjet, gik over til “Oliver’s” (iskiosk) og fik en is hver. 😀

Som jeg skrev i mit første indlæg i 1½ år, har jeg fundet mig to nye hobbyer siden sidst jeg skrev herinde – syning og forhindringsløb. To meget forskellige hobbyer må man sige, og i to meget modsatrettede verdener – den ene meget fysisk og maskulin, den anden mere skrøbelig og feminin. Den ene vil jeg beskrive lidt i dette indlæg. Den anden kommer i et andet.

Forhindringsløbene startede jeg i foråret 2017. Min bror og søster prøvede egentlig at lokke mig med i 2016, men der var jeg ved at skrive speciale, og kunne slet ikke rumme det. Sidste år havde jeg dog ingen undskyldning for ikke at prøve – jeg havde både løbetrænet og trænet CrossFit, så der var kun én vej, og det var fremad. Min bror havde set sig varm på NordicRace på Strandparken i april, og de sælger jo også løbet på, at det er et godt begynderløb, så der var jo ikke så meget at rafle om. 😉 Jeg havde dog taget det forbehold, at jeg på ingen måde kunne garantere at kunne gennemføre alle forhindringer, og muligvis heller ikke var den hurtigste på banen, men det tog han med ophøjet ro – for han (og min svigerinde og min brors kammerat som også løb med os) kunne heller ikke klare alle forhindringerne, så ingen ko på isen. Ganske som forventet kunne jeg langt fra gennemføre alle forhindringerne, men jeg kunne mange – den sejeste var at springe i vandet! I april sidste år kan jeg afsløre at det var koldt – vi havde på ingen måde det forår vi har haft i år – tværtimod! Vandet var max 10 grader varmt, så jeg var pænt glad for, at den fleecetrøje (jep, fleece!) jeg løb i, tog jeg af, før vi hoppede i vandet, og tog på igen da vi kom op af vandet – så kunne jeg holde varmen resten af løbet. Det var mere end hvad nogle af mine løbekammerater kunne sige. De sprang så også i vandet 3 (!) gange – jeg nøjedes med én. Det syntes jeg var rigeligt! Især efter det sidste dyp var jeg noget bekymret for min bror. De skulle svømme over en kanal – 20 meter vil jeg tro – men vandet var så koldt, at han var ved at blive underafkølet inden han nåede bredden, og skulle derfor guides en del, for at komme i land og op af vandet. Da han endelig kom op af vandet, og vi skulle løbe videre, havde han en meget speciel lyd på sin vejrtrækning, så jeg tror jeg nåede at spørge ham de første 10 gange om han var ok og kunne få vejret ordentligt indenfor de første 200 meter. Heldigvis blev hans vejrtrækning hurtigt bedre, men jeg var da godt nok lige lidt ekstra oppe på mærkerne. Derudover gav det bare et kick og et selvtillidsboost, at kunne gennemføre nogle af forhindringerne (med eller uden hjælp!) – herunder Atlasstenen, rabbithole, pyramiden og mange flere jeg ikke kan huske navnet på. 😉 Se evt. NordicRace’s hjemmeside. Der har de billeder og beskrivelser af mange af forhindringerne. Af de forhindringer jeg ikke kunne gennemføre (f.eks. Riot Control), var der en del hvor der var en såkaldt Penalty round – en strafrunde – ofte i form af en ekstra løbetur – nogle gange gjorde det, at de andre lige skulle vente lidt på mig, andre gange, var jeg stadigt hurtigere færdig end dem.

Efter Nordic Race i strandparken løb jeg Copenhagen Warrior med en veninde. Min bror og svigerinde havde ikke lyst til dette løb, da de havde løbet det året forinden og syntes at det var for let. Først tænkte jeg, at det var fordi de simpelthen var for hardcore, men jeg måtte indrømme at det var 30 gange lettere end Nordic Race, og jeg har været meget i tvivl om det var et løb jeg havde lyst til at løbe igen. Det har jeg dog valgt at gøre – primært fordi min bror og svigerinde igen lokkede og abstinenserne allerede er blevet for store. 😉 Det er et meget hyggeligere løb end Nordic Race, for start/mål-området er meget hyggeligere og mere familievenligt end Nordic Race. Det giver altså bare en helt anden stemning end Red Bulls techno DJ.

Næste løb i rækken var Mountain Evolution – det var helt klart det hårdeste løb til dato. Jeg løb sammen med min bror. Min svigerinde kunne ikke være med, da hun havde min dejlige nevø i maven. Det var samme rute to gange og det var i Hedelands bakkede landskab, så det var op og ned af bakke og op og ned i et amfiteater. Det var hårdt! Og det var ikke meget løb det blev til, for det var simpelthen ikke muligt for mig. Det var åndsvagt hårde forhindringer, men også super sjove – kravle under dæk, løfte og gå med et langt rør med vand som løb frem og tilbage, hvis man ikke holdt den vandret, svømning, flippe traktordæk, trille store tromler, løbe op og ned af trapperne i amfiteateret med en sandsæk på slæb og alt muligt andet. Det sjoveste var dog det lille twist de havde lavet, hvor man halvvejs fik vist nogle billeder (bl.a. Kronprins Frederik og Angela Merkel), som man skulle huske inden målstregen. Så løb man lige en runde mere af frivillig tortur – hvor vi af uransaglige årsager huskede lige at repetere billederne undervejs, og da vi så var ved at være ved vejs ende, kom eksamen selvfølgelig – for hvert billede man ikke kunne huske var der 5 burpees – og der var 8 billeder, så der var lagt op til 40 (!) ekstra burpees før man kunne løbe op af trapperne fra bunden af amfiteateret og op til målstregen. På magisk vis kunne vi huske alle ansigterne – til stor overraskelse for os selv og for hende som stod ved posten. Vi var vist de første (og eneste) som bare havde kunne lire navnene af, og dermed undgå de ekstra burpees – burpees som man på ingen måde havde lyst til lige der (men så igen, hvornår har man nogensinde lyst til burpees?!). For enden af trappen var målstregen og endnu en medalje til væggen – helt klart en af dem jeg er mest stolt af!

Det fjerde og sidste løb i 2017 var endnu et Nordic Race. Nærmeste bestemt Nordic Race MX. Et 6 km løb på en motocrossbane – eller dvs. 3x2km løb på en mudderbane. Hvis jeg syntes Mountain Evolution var hårdt, så kom det her lige ind fra højre og var endnu hårdere! AV! Samme rute, samme forhindringer 3 gange! Den var led! Som med de andre løb, gennemførte jeg langt flere forhindringer end jeg havde turde håbe på – også på 3. runde, selvom jeg godt nok var meget tilbøjelig til at springe den sidste runde over. Nøj, jeg syntes det var hårdt. Jeg havde dog ikke samvittighed til at lade min bror løbe den sidste runde alene, så selvom dealen egentlig blev, at jeg bare løb med ved siden af ham, så gennemførte jeg jo også mange af forhindringerne, nu jeg alligevel var der. Jeg kan jo ikke lade være. 😉 Et sjovt twist ved dette løb (udover finten med at tage samme rute 3 gange – det er væsentligt hårdere for mig mentalt, end at have en 6 km ukendt rute!) var at jeg havde trolden med på sidelinjen. Han var ikke med på banen (!), men sammen med min søster, heppede han på os ved målområdet, og han fik flere gange proklameret, at han altså syntes at det var snyd, at jeg måtte løbe og mere eller mindre rulle mig i mudder, når nu han ikke måtte. 😀 Og at han også ville kravle over og igennem forhindringer. Det kunne da ikke kun være for voksne! Note to self – find familieforhindringsløb i 2018!

I år er det blevet til to forhindringsløb indtil videre – et familieforhindringsløb (det blev jeg lidt nødt til at opspore efter at have haft trolden med som tilskuer sidste år) og endnu et Nordic Race.

Familieforhindringsløbet var simpelthen så hyggeligt! Det var Level X – Heroes som blev afholdt i Holbæk. Et 5 km løb hvor de opfordrede til at man var klædt ud som superhelte, så hvad mere naturligt, end at trolden løb udklædt som Superman? Vi løb med min søster, for jeg tænkte, at det var godt at være to voksne, så vi kunne hjælpe hinanden og trolden undervejs. Det var super hyggeligt, men al min bekymring blev gjort til skamme. Trolden klarede det simpelthen så godt! Der var forhindringer han klarede bedre end os voksne (bl.a. balancegang på reb hen over en å), og der hvor han skulle have hjælp, var det rigeligt fint kun at være en. Forhindringerne var sjovt nok af en noget anden skala end på “voksen-forhindringsløb” – bl.a. skulle vi hoppe på sådan nogle forvoksede hoppebolde med håndtag, løbe/hoppe sækkeløb, dåsekast, rutsjebane på presenning og sæbevand, og det var super sjovt! Og medaljen var en af de sejeste jeg har set – formet som Batmans logo – hvis det ikke tager kegler hos en 4 årig, så ved jeg ikke hvad gør! Det skulle selvsagt også med i børnehave næste dag. Det kunne jo ikke være anderledes! 😀 På vej hjem fra løbet, havde vi da heller ikke meget andet end lige startet bilen, før trolden spurgte til, hvornår vi skulle løbe igen. 🙂

Nordic Race var igen i strandparken på Amager. Teknisk var løbet lettere end sidste år, og i år løb jeg med en flok tøser – to veninder og min søster. Veninderne havde ikke prøvet det før, og min søster havde ikke løbet siden 2016, så vi var en rusten flok af sted. Vi havde heller ikke en nær så god tid som mit løb sidste år, men det var stadig et godt og udfordrende løb – og denne gang kunne jeg gennemføre forhindringer jeg ikke kunne sidste år! Det var en kæmpe sejr for mig! 😀

Som skrevet tidligere er det næste løb Copenhagen Warrior i Valbyparken, og så overvejer jeg kraftigt Strong Viking (Dog kun 7 km ruten!) sammen med min svigerinde – min bror er bindegal nok til at tage 13 km ruten! Jeg er så bindegal nok til at overveje at løbe to dage i streg, da jeg overvejer at løbe familieversionen dagen efter sammen med trolden, da jeg efter al sandsynlighed kan få lov til at låne ham den dag. Vi lever jo kun en gang. 😉 Hvad der kommer derudover ved jeg ikke endnu, men jeg tvivler på at Strong Viking bliver det sidste løb i år!