Sådan gik min weekend.

Trolden og jeg tog i sommerhus fredag med min mor og mormor og NØD det lækre vejr. Vi hyggede, legede, læste bøger, snakkede, sang, spiste og jeg skal komme efter dig, skal jeg, og vi havde det dejligt. Lørdag aften ringer min far og fortæller at min farmor ikke har langt igen. Hun har boet på plejehjem i 8 år med tiltagende demens og svækket funktionsevne, så det er ikke fordi det kommer som et stort chok, men det er jo aldrig sjovt.

Søndag morgen ringer min far og fortæller at min farmor sov ind tidligt om morgenen, og at de var hos hende da det skete. Herfra kan jeg godt mærke, at jeg ikke har det store overskud til troldens gøgl og temperament. Jeg har mest af alt bare lyst til at sidde og tude og glo ind i væggen. Det kan man ikke med sådan en lille bandit, men jeg fortæller ham at jeg er ked af det, fordi morfars mor er død. Jeg tror ikke, han forstår hvad “død” betyder, men han forstår at både mor og morfar er kede af det. Han er heldigvis et meget kærligt gemyt, så selvom han også gerne vil tumle og lege vildt, er han også meget kærlig og krammende og vil gerne putte. Jeg havde ikke det store overskud til vilde lege, og på magisk vis var det som om han lidt forstod det, for han søgte det i hvert fald ikke ret meget, efter jeg første gang havde manet det lidt ned.

Heldigvis havde min eks og jeg byttet lidt rundt i samværet, så trolden skulle hjem til ham søndag eftermiddag efter sin middagslur. Selvom jeg altid synes det er svært at aflevere ham, nød jeg det faktisk også lidt – at jeg ikke længere behøvede at kæmpe for at holde en facade og virkelig bide mig i tungen for ikke at flejne over ingenting.

Sådan kan livet også være – fra at have det virkelig dejligt og bare nyde livet, til lige at blive mindet om at det slutter en dag.

Det fik trolden i går. Altså hans første selvstændige cykeltur på en rigtig cykel med pedaler. Det var ganske vist en ret kort tur – ca. 3 meter – men nøj, hvor var mor her stolt! Det var jo helt ubeskriveligt! Trolden er (endelig) ved at fange meningen med pedalerne på en cykel – at de ikke kun er i vejen, for at man kan bruge cyklen som løbecykel, men at de jo rent faktisk kan hjælpe til, at man kommer hurtigere fremad.

Det lyder så banalt, men det er så stort! Jeg (og hans far) har nogle gange prøvet at sætte ham på en cykel (med pedaler) og vise/instruere ham i, hvordan det hænger sammen, ved at føre hans fødder rundt på/med pedalerne, uden den store succes. Men i dag var det som om 10’øren faldt. Han trådte selv pedalerne hele vejen rundt og kom fremad. Og han var selv glad og stolt – måske også pga. undertegnedes næsten jubelagtige scener. Jeg roste ham jo til skyerne og opmuntrede ham til at blive ved. Jeg ved ikke om han reelt forstod min glæde, men han virkede nu begejstret for at have cyklet og fået cyklen til at køre uden hjælp.

Jeg føler mig godt nok lidt som en tåbe en gang imellem, når jeg står og er ved at tude af glæde og stolthed over troldens nye færdigheder, men det er nok bare en del af forældreskabet. 😉

Er noget jeg øver mig meget i lige for tiden, når jeg er i nærheden af min eks. ALT hvad jeg siger opfatter han som kritik, og da jeg på ingen måde er interesseret i at skabe konflikter eller lign., prøver jeg virkelig at holde mig på min egen banehalvdel. Jeg synes også at jeg lykkes med det, men det synes han tydeligvis ikke

Således hørte at det som kritik, da jeg fortalte pædagogerne i børnehaven at vi håndterer konflikter med trolden forskelligt – at jeg ikke har så meget tålmodighed som min eks. Det mente min eks var en kritik af ham og jeg skulle absolut ikke udtale mig om, hvordan han gjorde tingene. Jeg blev helt paf og stod vitterligt og blev nødt til at forklare ham, at intet af det var ment som kritik, og at jeg bare havde fortalt, hvordan jeg oplever tingene – at vi gør det forskelligt – og intet andet. Jeg spurgte sågar pædagogen efterfølgende, om jeg havde været grov eller andet, da jeg fortalte at vi gjorde tingene forskelligt, hvortil hun gloede uforstående på mig, for jeg havde jo bare sagt, at vi gjorde tingene forskelligt. Intet andet. Og sådan er der mange ting. Hver gang der er noget som kan opfattes den mindste smule som kritik, farer han op.

Mit bedste bud på, hvorfor han reagerer sådan er, at han er virkelig usikker på sin egen rolle – at han selv er i tvivl om han gør det rigtigt – for det kan jo ligeså godt være mig der er galt på den med opdragelse, som det kan være ham. Af samme grund er jeg meget bevidst om ikke at sige noget som helst om, hvad jeg synes der er rigtigt og forkert overfor ham. Men for filan, jeg kender sgu da ikke til nogen førstegangsforældre som ved hvad de egentlig foretager sig. Alt er happy-go-lucky og trial-and-error, for vi har jo ikke prøvet det før. Det eneste man har at gå efter er hvordan andre har gjort og hvad man selv tror er rigtigt, og så ellers håbe på det bedste. Mit bud er ligeså godt som den næstes, så længe det ikke involverer vold og trusler.

Men gud hvor er det anstrengende ikke at kunne sige noget som helst, uden at det skal lyde som kritik eller man får det tilbage i hovedet som om at det er mig selv der gør noget forkert. Hvad med bare at have en tilgang der siger “Ok. Du gør/oplever/synes det sådan, det gør jeg ikke, men hvis det virker for dig, så er det jo fint.”? Det kunne være så rart. Vi VED jo at vi er forskellige, at vi gør tingene forskelligt, men det er jo ikke ensbetydende med at den ene af måderne er forkert. Kan man ikke bare høre hvad den anden siger, i stedet for hvad man tror den anden mener? Tage udgangspunkt i det sagte. Det er jo reelt det eneste man har at forholde sig til. Hvad folk mener og tænker ved vi jo ikke før de har sagt det.

SE DEN!

Eller, se den hvis du vil se en feel-good-film uden super meget dybde, men med nogle gode pointer om, hvad man kan tænke og opleve som forælder. Jeg morede mig gevaldigt, og kunne kende mig selv i så mange af situationerne, trods jeg kun har ét barn og han ikke er så gammel endnu. 😀

Dette er ikke en ultimativ guide i “Farvel-sut”-projektet, for trolden er endnu ikke kommet helt af med sutten. Han bruger den stadig om natten og når han skal sove til middag. Men jeg har vænnet ham af med at bruge den om dagen, og nu virker det også som om, at min eks-mand prøver at gøre mig kunsten efter – hvilket jeg absolut bifalder!

Mit første step i projekt-farvel-sut bundede egentlig i, at jeg blev træt af, altid at skulle være sikker på at der lå en sut i bilen – ikke til hvis trolden blev ked eller lign., men bare fordi det var blevet en vane for ham at have sutten, når vi skulle køre nogen steder. Jeg begyndte derfor en dag at sige til trolden, at min bil ikke kunne starte så længe han havde sutten i munden. I starten gav han mig hurtigt sutten, men blev så vred, da han opdagede, at han ikke bare fik den tilbage, så snart vi kørte. Så begyndte han ikke at ville give mig sutten, men så blev vi bare siddende i bilen og ventede til han overgav sig. Der gik sjældent mere end 5 minutter. Efter 14 dage var det meget sjældent jeg hørte noget fra ham om, at han ville have sutten når vi kørte.

Næste step skete også bare en eller anden tilfældig dag. Vi var hjemme hos mine forældre, og jeg havde glemt at tage en sut med. I starten gik det fint nok, men så fik trolden pip, og så ville han gerne have sutten. Den kunne han jo af gode grunde ikke få, så jeg tog “kampen”. Han hylede og skreg og var virkelig vred og ked. Jeg blev hos ham og holdt ham, når han ville holdes, gav slip når han vred sig, og talte ham efter munden med at jeg skam godt kunne forstå, at han ville have sutten, men at den altså var væk. Han var vred i 10-15 min før han overgav sig. Så puttede vi i noget tid og resten af aftnen gik upåklageligt. De følgende dage holdt jeg fast i, at sutten kun var til når vi skulle sove, og trods han ikke altid har været helt enig, har det være sådan siden – i hvert fald hos mig. Selvfølgelig har vi haft noget ture, hvor han er blevet vred, men langt hen ad vejen har han accepteret det. Nogle gange endda i så høj grad, at han afviser sutten, hvis jeg tilbyder ham den, når han er virkelig vred/ked/hys og jeg ikke lige har det store overskud til en “kamp”.

Noget jeg er ret imponeret over er, at det ikke er fordi jeg har gemt alle sutterne væk, og han derved ikke ved hvor de er henne. De ligger sådan set frit tilgængeligt i hans seng hele dagen, men han er på en eller anden måde helt afklaret med, at sutterne kun er til om natten. Især bliver jeg imponeret, når jeg også tænker på, at når han er hos sin far, har der indtil for ganske nyligt ikke været begrænsninger på sutten. Eller, dvs. min x har prøvet at holde en kurs om, at når han legede skulle sutten væk, men den har vist været mere symbolsk end effektiv.

Nu er trolden så (igen) begyndt at sige, at bilen ikke virker, når han har sutten, så jeg tror at min eks er begyndt at bruge samme metode som jeg. Jeg håber det virkelig, for det kunne sgu være fedt, hvis der kunne være en ensretning om hvornår og hvordan og hvorledes med brug af sut og vi måske endda kunne koordinere hvornår vi siger endegyldigt farvel til sutten. Jeg håber!!!!