Jeg føler mig virkelig heldig og privilegeret sammen med min kæreste, og føler jævnligt at jeg slet ikke gør mig fortjent til ham:

• En af gangene, hvor jeg sov hos ham, blev jeg hængende lidt i hans lejlighed efter han var gået. Da jeg så fik nulret mig sammen til at tage hjem og gik ned til min bil, havde han skrabet rim-frosten af for mig (det var en af de kolde nætter!). Who does that?!? Jeg så min nabo gøre det for sin kone en dag, og tog mig selv i at tænke, at han da virkelig måtte elske hende og være glad for hende, når han gjorde det, men også at det nok ikke var noget jeg nogensinde selv ville opleve, da det hører til en helt anden generation. He proved me wrong.
• Han leger med trolden, som var det det mest naturlige i verden og møder ham virkelig godt, der hvor trolden er. Han køber DUPLO-togskinner og -tog til ham, og har planer om at købe flere skinner “for vi mangler jo kryds, så vi kan lave en laaang bane”. Og trolden elsker ham. Trolden inddrager ham i sine lege, vil op og sidde på skødet, fjoller og driller, krammer og spørger efter ham, når han ikke er her. Ikke at det er helt exceptionelt at nye voksne kan blive inddraget i troldens lege, men graden af det, er større end han plejer.
• Han deltager på lige fod i dagligdagen, når han er hos mig, og støtter mig i opdragelsen af trolden.
• Han kan rumme min frustration over min eks og hvad der ellers sker i mit liv, og deler sine frustrationer over sin og sit.
• Han har lyst til/mod på at holde juleaften sammen med mig og min familie.
• Han har tålmodighed og interesse i at lære nogle af mine knapt så heldige sider af mig at kende – og af uransalige årsager har jeg rent faktisk lyst til at dele tingene med ham. Jeg har lyst til at åbne op og vise alle siderne af mig selv. Noget jeg ikke reelt har prøvet før.

Ja, jeg er smaskforelsket, og gud hvor jeg nyder det. Selvfølgelig er der også ting som ikke er perfekte, og steder hvor vi er meget forskellige, men det skræmmer mig ikke. Jeg er mest af alt bare spændt på, hvad fremtiden byder os, og hvordan vores respektive familier tager imod den “nyankomne”, ikke kun første gang (det er overstået), men også fremadrettet.

ADVARSEL: Forelskelses-sludder-tankespinds-vrøvle-indlæg

Jeg er forelsket. Op over begge ører! Derom hersker der ingen tvivl. Og jeg er virkelig i mine følelsers vold.

Jeg har været forelsket mange gange før, så det er ikke fordi det som sådan er nyt for mig at være det. Det som jeg oplever som anderledes er den intensitet følelserne rammer mig med. Jeg har sjældent, så hurtigt åbnet op for de meget private og intime sider af mig selv, og her tænker jeg ikke (kun) i relation til sex. Jeg er rædselsslagen, samtidigt med at jeg er noget nær lykkelig. Rædselsslagen for at det går i stykker lige pludselig, lykkelig fordi jeg føler mig elsket for den jeg er, med de fejl og skæve sider det indbefatter (og der er alligevel nogle stykker 😉 ).

Fra dag 1 var der en kemi jeg sjældent har oplevet før, men som jeg næsten er 100% sikker på, at jeg ville løbe væk fra, hvis jeg havde oplevet den tidligere. Det ville jeg simpelthen ikke turde dykke ned i. Nu gør jeg det. Med et åbent sind.

Som før beskrevet, har jeg alle dage været en forholdsvis privat person – uden at have spidskompetencer i smalltalk, kan jeg sagtens snakke med folk om alt og ingenting, og de kan for så vidt også sagtens få meget af min historie af vide. Det faktuelle, så at sige. Det følelsesmæssige har jeg ofte holdt for mig selv, for det gør simpelthen for ondt at dele. I det her mærker jeg stadig stopklodsen, men by-passer den. Virkelig grænseoverskridende for mig selv, men også meget befriende. Især fordi jeg kun er blevet mødt med forståelse, kærlighed og respekt. I hans øjne mister jeg ikke værdi, af at fortælle om tingene, tværtimod. Og det er (sjovt nok) gengældt – både at jeg faktisk finder mere ro i, at han ved tingene, men også at jeg har nogenlunde samme reaktion, på det som han fortæller mig om sin baggrund, sine skeletter. Og jeg er helt med på, at det jo gerne er sådan et forhold skal være – at man skal turde gøre sig sårbar for hinanden, turde åbne sig op med fare for at blive såret – men jeg har bare aldrig oplevet det i den grad før, og slet ikke så tidligt (måske derfor mine tidligere forhold er forliste?).

Jeg er helt med på, at en del af al denne “ævlen” og tankespind er en del af den midlertidige sindssyge kaldet forelskelse. Det jeg er i tvivl om, er hvor meget af den? Noget i mig frygter at “kemien” forsvinder med forelskelsens rus. Selvom jeg på den ene side er gået ind i det her med åben pande, gnaver frygten stadig i mig. Frygten for at det går galt igen. Frygten for at jeg lader mig rive for meget med og at det går ud over trolden. Frygten som gør, at jeg prøver at holde jordforbindelsen og tænke bare lidt rationelt en gang imellem.

De er absolut ikke enige lige for tiden! Jeg skrev forleden om at jeg dater en fyr/mand som er 10 år ældre end jeg selv, og at jeg af den grund er noget skeptisk over holdbarheden af det her arrangement. Jeg har intet andet at bygge min skepsis på end det tal. Samtidigt er han i mine tanker konstant og vi skriver sammen flere gange dagligt.

Min fornuft siger mig at det er bindegalt, for jeg har kun mødt ham tre gange (!), men alligevel har jeg en kæmpe tillid til ham og har fortalt ham væsentligt mere om mit inderste, end jeg plejer at gøre til folk, jeg lige har mødt. Vi har en super kemi og jeg nyder hans selskab. Mit hjerte har en fest, men min fornuft vil meget gerne mane det hele til jorden – dels og sige hold nu lige jordforbindelsen (hvilket jo er godt nok), han er for gammel, du er fascineret af forelskelsen ikke manden. Især det sidste er den der går mig på (primært fordi jeg frygter at det ender som med min eks, hvor det nok har været det der reelt har gjort sig gældende) – for selvom jeg nyder opmærksomheden fra ham (og det gør jeg), tænker jeg jo også på ham som en gal! Jeg er nysgerrig på at vide mere om ham, lære ham bedre at kende og finde ud af, om der reelt er noget at bygge på i det her. Vi snakker på kryds og tværs om interesser, baggrund og drømme. Dog skræmmer han mig lidt, når vi taler om drømme, for han er langt længere fremme i sit følelsesregister end jeg er. Han taler nærmest om os, som om vi allerede er kærester og at det bare er et spørgsmål om tid før vi har fælles adresse og børn. Dér er jeg absolut ikke endnu! Jeg har drømmen, men jeg kan langt fra sige om det kommer til at ske, og om det bliver med ham.
Jeg føler mig ikke helt forblændet, for jeg kan sagtens se “ulemper” ved manden. Vi er ikke det perfekte match hele vejen igennem, med samme interesser og tilgange til alt, men det tror jeg nu heller ikke der er ret mange forhold der er. Så bliver det sgu for kedeligt, hvis det er to kopier der går sammen. Men hvor stor betydning forskellene har, ved jeg ikke endnu. Det er jo det som kun tiden kan vise, og nøj, hvor kan jeg føle mig utålmodig for at tiden lige kunne tage og rubbe neglene. 😉

Jeg dater jo lidt indimellem, og har i den sidste uges tid været på to dates med en fyr/mand som er noget ældre end mig. Den største aldersforskel jeg til dato har oplevet. 10½ år for at være præcis.

Han skrev til mig på dating, hvor jeg egentlig startede med at afvise ham blankt pga. hans alder og at jeg fortsat har et ønske om at få flere børn. Det svarede han så på; at han var ked af mit afslag, da han selvfølgelig ikke kunne gøre noget ved sin alder, men ellers mente sig ret ung af sind og gerne selv ville have flere børn.

Af en eller anden grund blev jeg herfra nysgerrig på hvad han var for en, og tænkte “hvad kunne der ske ved at mødes med ham?” Jeg kunne højst blive be- eller afkræftet i mine fordomme om at aldersforskellen var for stor, men andet ville der jo ikke ske.

Vi mødtes og havde en super date. Vi snakkede frem og tilbage, og selvom der (selvfølgelig) er flere steder hvor han har noget mere livserfaring end jeg, er det ikke fordi han gør sig gammelklog og belærende. Vi fandt rimelig hurtigt en ny dag at ses, og også denne date gik upåklageligt. Han inviterede mig ud og spise og efter maden gik vi en tur i Tivoli og endte med at sidde ovre ved søerne under træer med kulørte lamper. Han var hele vejen igennem meget galant og opmærksom (det er nok der jeg allermest kan mærke aldersforskellen), for han var både meget obs på at holde døre og lade mig gå forrest, og han spurgte om det var ok om han holdt mig i hånden, spurgte om han måtte kysse mig, før han gjorde det og igår sendte han mig en buket blomster. Meget galant og romantisk på en måde jeg ellers kun ser i film.

Jeg er meget smigret over ham og alt hvad han gør, men er stadig meget bevidst om aldersforskellen. Han virker meget “head-over-heels”-interesseret i mig, mens jeg stadig bare ser tingene lidt an og nyder opmærksomheden.Jeg har meldt ærligt ud, at jeg ikke føler at jeg er helt det samme sted som ham, men at jeg er interesseret i at finde ud af, hvor det bærer hen.

Jeg kan ikke spå om hvad det udvikler sig til. Jeg har valgt at afbryde de andre fyre, jeg har haft skrevet med, og koncentrere mig lidt om ham her, for selvom jeg på ingen måde er ligeså “head-over-heels” som han er, er jeg stadig smigret og interesseret. Bare fordi han oplever fyrværkeri i kemien fra første færd og jeg ikke gør, er det jo ikke ensbetydende med at det er en tabt sag. Det kan nå at komme, og jeg ved også, at jeg går lidt forsigtigt frem – både af hensyn til mig selv og trolden.

når jeg synes det er mangel på pli og respekt, at man spørger ind til fremmede folks problemer ud fra devisen om “jeg er nysgerrig”?

Jeg skrev med en fyr over dating, som gerne ville invitere mig på date. Jeg er dog ikke super interesseret i ham, og i og med at vi ikke har skrevet andet end “hej” til hinanden, er han ikke den der ligger øverst i bunken når der skal sættes tid af til at lære nye mennesker at kende. Jeg valgte derfor at skrive til ham, at mit overskud ikke var så stort pga. et stort pres i familien (mærkelig formulering, I know, men det var det bedste jeg lige evnede). Så svarer han: “Er det noget med din søn? Vil faren have fuld forældremyndighed? Jeg er nysgerrig.” Jeg var lige ved at falde ned af stolen, og havde virkelig svært ved at finde ud af om og i så fald hvad jeg skulle svare. Hvordan kan man få det til at være et passende spørgsmål/svar til en man ikke kender? Mit svar blev: “Det har hverken noget med min søn eller min eks at gøre. Der har været et dødsfald i min nærmeste familie, så jeg vil tage mig noget tid til at sørge og være sammen med min familie”. Hans svar: “Så må du jo skrive når du har overskud igen”.

Jeg forventer ikke at folk skal gå i spåner og agere grædekoner på mine vegne, men noget helt almindelig respekt og pli, er det så meget forlangt? At man lige har et filter til at styre sin nysgerrighed, og selv lade folk fortælle om, hvad problemet overhovedet går ud på.

Jeg valgte at blokere ham. Noget siger mig, at vi ikke ville passe sammen, uanset hvordan og hvorledes.