Jeg sad lidt og stenede på nettet den anden dag, og var bl.a. inde på borger.dk, hvor jeg så kunne finde en masse oplysninger om mig selv, herunder mit statsborgerskab. Der fandt jeg så ud af, at jeg åbenbart har ikke været dansk statsborger hele mit liv, men først fra 1991!?!

Jeg er godt nok født i Danmark i midt 80’erne, men dengang blev man åbenbart ikke automatisk statsborger. Hvad jeg var før, er dog uvist. 😉

Jeg skrev i sidste uge om, at vi (min eks og jeg) var blevet meldt til kommunen, fordi en nabo mener at trolden græder noget nær 4 timer i døgnet, uden at blive trøstet. I denne uge har vi så været til samtale på kommunen (de SKAL reagere og indkalde til samtale, når de får underretninger om mistrivsel) og fortælle vores side af sagen.

Vi var begge blevet indkaldt til samtale samme dag og – antog vi – samme tidspunkt. Det var bare ikke tilfældet. Kommunen er simpelthen vant til at skilsmissefamilier har høje konfliktniveauer, så de havde indkaldt os hver for sig, da de så, at vi havde hver vores adresse. Det blev jeg sgu lidt chokeret over – er det virkelig mere reglen end undtagelsen, at skilsmisseforældre er ved at rive hovederne af hinanden, når de skal sidde i samme rum?!?

Min eks og jeg havde ikke talt om tidspunktet for samtalen, da vi havde talt om underretningen og indkaldelsen, for vi gik ud fra, at vi selvfølgelig skulle ind sammen. Underretningen gik jo på os begge og vi har fælles forældremyndighed, så vi havde slet ikke tænkt muligheden for at blive indkaldt individuelt. Vi tog fik heldigvis kringlet os ud af det, så vi kom ind sammen.

Snakken gik meget stille og roligt. Hun forklarede at kommunen var lovmæssigt forpligtet til at indkalde os, når de fik en sådan underretning, men at vi så at sige “kun” var i første instans, hvor hun ville tale med os og finde ud af, om der var hold i underretningen, om vi skulle videre i systemet, eller om vi kunne lukke den her. Vi talte frem og tilbage, fortalte om at vi også lige havde været til samtale i børnehaven, hvor de havde fortalt, hvor godt trolden trives og udvikles. Vi var ærlige om, at trolden har temperament og gode lunger, men at der på ingen måde var tale om at han skulle græde i op til 4 timer dagligt, og da slet ikke uden at vi som forældre gjorde alt for at trøste ham, når han så var ked/vred.

Alt i alt tog samtalen lige omkring 10 min, for hun vurderede rimeligt hurtigt, at det her vist bare var en storm i et glas vand – at der på ingen måde var hold i underretningen, men at vi havde en sund og glad dreng – og nogle hys naboer.

Sagen bliver lukket og der sker ikke mere. Hun vil ikke engang tage fat i børnehaven for at få en udtalelse fra dem.

Jeg er så lettet, for gud hvor har tankerne kørt rundt i mit hoved. Frygtet at de ville fjerne trolden, været (og er egentlig stadig) småparanoid over beboerne i ejendommen, frygtet eskalering af konflikt med min eks, overvejet om jeg skulle flytte (for fjerde gang på 3 år) og bare ikke kunne overskue konsekvenserne af alt det. Heldigvis bliver ingen af delene aktuelle, men nøj hvor har jeg brugt meget krudt på at være ked. Der er sgu intet som en trussel mod ens barn som kan få en op på mærkerne og sætte tankevirksomheden i gang.

Noget som jeg også finder skræmmende, udover de tanker som har feset rundt på øverste etage, er at de på kommunen fortalte at det ikke var unormalt for dem, at få sådanne anonyme underretninger, men det kun var i 1-2% at der var hold i det. Så ud af 100 underretninger og dermed 100-200 møder med forældre (når nu de tager skilsmisseforældre hver for sig), er der kun 1-2 sager der er hold i. Det er helt fint at kommunen reagerer – intet ondt om det – men skulle folk da ikke lige tage og stikke en finger i jorden og undersøge hvad der foregår, før de spilder både kommunens og forældrenes tid med tvivlsomme underretninger? I et samfund hvor vi skal sparre til højre og til venstre, ville det da være oplagt, at vi som medborgere selv tog ansvar for ikke at spilde flere ressourcer end højst nødvendigt, og prøvede at ordne sådanne ting i ro og fordragelighed FØR inddragelse af det offentlige kom på tale. Kommunikation og dialog er sgu vejen frem!

Så har man prøvet det med – at blive meldt til kommunen.

Både min eks og jeg er blevet meldt til kommunen pga. bekymring for troldens velbefindende, da han efter deres mening græder og skriger næsten i alle vågne timer.

Jeg har tidligere fået anonym post om “godnat-og-sov-godt-metoden” og dens skadelige virkninger på børn, helt sikkert fra samme afsender.

Jeg har som sådan ikke noget imod at folk er bekymrede, men kunne de da for filan ikke tage at spørge os som forældre, om der er noget galt, om alt er som det skal være, FØR de sender anonyme breve til hhv. mig og kommunen?

Jeg vedkender mig gerne at have en temperamentsfuld søn. Det vil jeg gerne være den første til at skrive under på – og min eks ligeså! Men at han skulle skrige hver dag, flere timer hver dag, det er vi virkelig uforstående overfor. Hvorfor er folk så konfliktsky, at de ikke tør banke på, og spørge om alt er som det skal være, eller bare som et minimum skrive hvem de er, når de sender breve om bekymringer?

Eller, jeg er kommet igennem det første nåleøje ud af et ukendt antal!

Jeg søger job på kryds og tværs, og har efterhånden sendt mange ansøgninger, og fået næsten lige så mange afslag. Men i denne uge skete noget andet! Jeg fik mails tilbage om, at skulle udfylde personlighedstests, som næste step i rekrutteringsprocessen! YAY! Det er næsten lige så godt som at blive indkaldt til samtale – i hvert fald i forhold til at alternativet er afslag.

Så nu har jeg udfyldt testene og må så bare afvente om de er interesserede i at lære mig bedre at kende. Jeg krydser fingre!

Jeg har efterhånden mødt mine naboer nogle gange, bl.a. da trolden låste mig ude på altanen, til beboermøder, på vej ind og ud af døren og i weekenden, da jeg kom på spontant besøg hos dem.

Efter dengang trolden havde låst mig ude og de hjalp mig medat komme ind i min lejlighed igen, stillede jeg en blomst til dem, som tak for hjælpen. Det blev de meget rørt over, da de synets, at det var det mest naturlige i verden, at man hjælper hinanden. Vi har efterfølgende talt sammen nogle gange, hvor vi har talt om stort og småt, og hvad der rør sig i vores liv. Jeg har fortalt om mit speciale og nu min jobjagt, og hun har også lige været ledig og vi har talt om deres børn osv. Således lagde de også en seddel foran min dør, den dag jeg skulle op til eksamen, hvor de ønskede mig held og lykke, og her den anden dag, da jeg fejrede min fødselsdag og eksamen, stillede de også en blomst foran min dør med et lille kort om tillykke med uddannelsen. Da jeg så den, bankede jeg på hos dem for at sige tak. Det endte med at jeg blev inviteret ind (uden make-up, med tømmermænd) og vi endte med at sidde og snakke i to timer! Den havde jeg sgu ikke lige set komme. Det var så hyggeligt!

Jeg har aldrig før haft så meget kontakt med mine naboer, men nøj, hvor jeg synes det er fedt! Ikke at vi skal rende hinanden på dørene, men bare det at man kan sige hej og spørge lidt ind til hinanden, det er sgu da fedt!

De har også tilbudt at give mit CV videre til nogle i deres omgangskreds, for at hjælpe mig med at komme i job. Det er sgu da venlighed der vil noget, og langt mere end hvad man kunne forvente! 😀