Billedet er lånt fra: http://www.srg.dk

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange de sidste uger, men jeg har ikke turde sige det højt. End ikke til mine nærmeste, for hvad hvis svaret er ja?!

Jeg har alle dage været en strengere forælder end min X, og til trods for at jeg selv er forholdsvis konfliktsky, har jeg taget alle de konflikter, der har været med trolden. Jeg har ikke håndteret alle lige godt, for jeg skal da blankt erkende, at jeg har hævet stemmen mere end en gang, med endnu værre gråd og frustration til følge – nu både hos mor og barn. Gør det mig til en dårlig mor?

Siden min x flyttede ind i naboopgangen (for 2 uger siden) har jeg mødt ham to gange (!), begge gange sammen med vores søn. Den ene kan du læse om her, hvor jeg mødte ham med, hvad jeg tror er, hans ny kæreste, den anden gang var her til morgen, hvor jeg skulle på ejendomskontoret, og de skulle af sted i vuggestue. Begge gange har trolden knapt nok ville hilse på mig, eller tale med mig.

Er jeg bare så streng og skrap, at min søn hellere vil sin far, end sin mor? Er jeg for hård? Er jeg virkelig så dårlig en forælder?

Når min X afleverer ham efter samvær, vil trolden sjældent være ret meget med mig. Han klistrer sig mest op ad sin far, selvom han dog er begyndt at henvende sig mere til mig og lave lege som inddrager os begge. Når så far er gået, er der dog ingen problemer. Ingen gråd, ingen sure miner eller noget som helst. Så putter han sig ind til mig og kan næsten ikke komme tæt nok på.

Men er jeg en dårlig mor, siden trolden knap vil registrere mig, når vi mødes på gaden sammen med hans far, og når han helst vil sin far, indtil han er gået, når de har haft samvær? Det spørgsmål har naget mig, og virkelig gjort ondt indeni!

Jeg valgte derfor at ringe til Forældretelefonen hos Børns Vilkår. Jeg blev nødt til at spørge nogen, for hvis trolden ikke trives hos mig, så er det jo helt forkert, at han har bopæl her. Jeg valgte forældretelefonen, fordi den er anonym, så jeg behøvede ikke at oplyse mit navn, og kunne dermed spørge uden at jeg risikerede at de ville tvangsfjerne trolden i morgen. Irrationaliteten længe leve – det ville de jo slet ikke kunne nå til i morgen! Anyway! Jeg talte med en rigtig sød og forstående dame, som spurgte ind til, hvad problemet var. Jeg fortalte hende det, som jeg oplever det, at trolden knap vil hilse på mig, når han ser mig på gaden, og generelt virker gladere for sin far end for mig, når far er i nærheden i hvert fald. Hun kunne sagtens forstå min bekymring, men fik også rimeligt hurtigt manet den til jorden, og forklaret mig, at så langt kan sådan en lille størrelse slet ikke tænke! Og i og med at jeg holdt fuld barsel, har det heller ikke noget med tilknytning at gøre – at trolden ikke er knyttet til mig. Han er helt med på, hvem der er hvem, men han har ikke den der “du er dum” tankegang endnu. Som hun forklarede det, skyldes hans reaktion nærmere, at det måske ikke er legalt at tale om mor hos far. At der bliver sagt nej, når der tales om mor, og ikke ja, og han derfor ikke ved hvordan han skal reagere, når han ser mor, når han er sammen med far.

Jeg er selv meget obs på, at imødekomme trolden når han taler om sin far, for hans far er en naturlig del af hans liv (selvom jeg personligt ønsker faren hen hvor pebret gror). Jeg har sågar billeder af min X og hans familie på den digitale fotoramme, jeg har stående i stuen, for de er jo en naturlig del af troldens liv, og han ELSKER den fotoramme. Det er så spændende at kigge på de skiftende billeder, og se hvem der er på det næste billede.

Tilbage til min uro. Rådgiveren hos Forældretelefonen fik virkelig talt mig til ro, og sagde flere gange, at jeg egentlig gjorde alt det rigtige, ved at lade trolden tale om sin far og se billeder af ham, når han var hos mig. Jeg skulle også bare blive ved med at henvende mig til trolden, når jeg ser ham på gaden, så han lærer, at det er naturligt og helt ok at se mor, selvom han er hos far. Hun rådede mig også til at tale med min X om, hvordan han omtaler mig, når trolden er hos ham. Om det er ok at tale om mor, eller om det bliver afvist og “tabuiseret”? Hun mistænkte nemlig min X for, ikke at have samme indstilling som jeg selv, om at begge forældre er en naturlig del af troldens liv, uanset om han er hos mor eller far. At mor simpelthen ikke er en del af troldens liv, når han er hos sin far, og trolden derfor bliver usikker på, hvordan han skal reagere, når han ser mor, når han er sammen med far. Ikke at min X nødvendigvis gør det af ond vilje, mere af usikkerhed. Usikkerhed på hvordan trolden mon vil reagere, hvis vi taler om savnet af mor, om han så vil blive ked. Så er det lettere bare at afvise den, for så undgår man den helt. Det giver bare nogle andre reaktioner hos trolden, end hvad min X nok lige har i tankerne, hvis det er det der sker.

Tanken er ikke fjern for mig, ud fra mit kendskab til min X og hans håndtering af konflikter. Han er om muligt endnu mere konfliktsky end jeg, men håndterer bare sin konfliktskyhed på en anden måde end jeg gør. Hvor jeg bider mig selv i tungen, men holder ud, selvom jeg hader hvert et øjeblik af en konflikt, selv med en 2årig, er min X mere tilbøjelig til at give efter og aflede/trøste med en figenstang, rosiner, eller hvad det nu kan være. Det så jeg senest bevis på i julen, hvor trolden blev skiftet på min X’ seng, mens han lå og spiste ristede løg, for det var den eneste måde hvorpå min X kunne få lov til at skifte ble på ham. Det skal lige siges, at min X har et puslebord, med puslepude og det hele. Jeg skifter troldens ble på puslebordet (UDEN snacks!), ligesom de også gør nede i vuggestuen, så jeg ved at det kan lade sig gøre. Det kræver bare at man tør sige ungen imod og sige at sådan er det!

Dog er jeg ikke overbevist om, hvordan jeg lige ville skulle gribe sådan en samtale med min X an? Tale med ham om, hvordan han taler om mig med trolden… Jeg kan jo ikke bestemme, hvordan tingene skal være hos min X, men på den anden side har trolden jo bedst af, at vi ikke modarbejder hinanden og at det er naturligt at både mor og far er en del af hans liv. Uanset hvor han så opholder sig! Der træder min egen konfliktskyhed virkelig i karakter. Jeg ved jeg bør, men jeg tør sgu ikke, for jeg ved ikke hvordan…

Samtalen har dog givet ro i sjælen omkring min egen rolle som mor, og viden om at jeg behøver ikke længere frygte for en tvangsfjernelse. Reelt ligger frygten nok også snarere i, når vi skal genforhandle samværsaftalen, om min X ville kunne finde på at bruge det som argument for, at jeg ikke længere skulle have bopælen. Jeg ville jo ikke ane, hvad jeg skulle sige og ikke vide mit levende råd, om det var en god idé eller ej. Nu ved jeg, at jeg gør det rigtige, og at det snarer er et argument om det modsatte, hvis vi endelig skulle komme ud i en omgang mudderkastning. Det håber jeg så inderligt ikke!

Det var hvad der skete her i weekenden. Jeg havde været ude og gå en lille tur, og på vej hjem ser jeg min X, trolden og så hvad jeg antager er min X’ nye kæreste. Min X er jo flyttet ind i naboopgangen, og de havde også været ude og gå en tur, og var på vej hjem. Det var sgu lidt mærkeligt at løbe ind i dem – især fordi jeg ikke vidste, at han havde fundet en ny. Jeg har godt haft det på fornemmelsen nogle gange, men ikke mere end det. Han virkede også noget overrasket over at se mig – han havde forventet at jeg var på arbejde (det sagde han) og at han derfor kunne færdes frit, uden at møde nogen/mig.

I situationen fokuserer jeg egentlig primært på trolden og taler lidt med ham, hvortil han så også fortæller om hende, da han siger hans version af hendes navn. Hun præsenterer sig hurtigt herefter, ved at først at gentage troldens version, og siden den rigtige. Jeg bliver selv lidt forvirret over, at hun først siger troldens version, så jeg er faktisk ikke sikker på, om jeg også får præsenteret mig selv. Min X gør det i hvert fald ikke. Hverken mig eller hende præsenterer han. Det var sgu lidt mærkeligt!

Jeg har det egentlig fint nok med, at han har fået en anden – har det endda sådan lidt “good luck” til hende den ny, og at jeg håber, at de kan få et bedre forhold, end han og jeg havde. Der hvor jeg stejler lidt, er at han har valgt at blande trolden ind i det. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor længe de har været sammen, men det er kun et år siden jeg flyttede fra ham, så jeg tvivler på det er super længe.

Jeg vil selv helst gerne undgå at præsentere trolden for alt for mange (ikke at det har været aktuelt endnu), men min X og jeg har aldrig talt om, vores holdning til hvornår man introducerede nye kærester. Jeg synes den er svær, og så havde jeg ærligt talt bare foretrukket, at han havde fortalt om hende den ny kæreste, før vi løber ind i hinanden på gaden, og før han blander trolden ind i det. Jeg ved godt, jeg ikke har krav på noget som helst, men jeg synes bare at det er god pli.

Noget andet det også har fået mig til at føle, er om jeg nu “er bagud” – bør jeg også have en ny kæreste? Jeg føler mig nogenlunde klar til det, men på den anden side, så synes jeg faktisk ikke jeg har det store overskud til at skulle involvere mig i et nyt menneske. Jeg har travlt med mit speciale lige for tiden, og så nyder jeg egentlig også bare tiden med trolden. Jeg prøver derfor også at sige til mig selv, at bare fordi han har fundet en ny, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg også skal finde mig en ny lige nu. Det gør jo hverken mig eller ham til et bedre menneske, at have fundet en ny. Jeg tror/synes snarere, han er alt for hurtigt ude – ligesom han også var med mig, dengang jeg lærte ham at kende. Der var der kun gået 3 mdr siden hans X gennem 7 år var flyttet ud, til at han mødte mig. Jeg tror, at man har bedst af lige at finde sig selv og sine rødder igen, før man kaster sig ud i nye kærlighedseventyr. Selvfølgelig kan man ikke altid selv styre det og nogle gange møder man bare en ny på tidspunkter som ellers passer rigtigt dårligt ind i ens liv. Men jeg ser lidt en tendens hos min X som tyder på, at han ikke deler min holdning om, at have en pause som single og lige finde sig selv, før man går på jagt igen. Jeg har aldrig selv været den, der hurtigt gik ud og fandt mig en ny kæreste efter et brud. Der har jeg sgu altid haft mere travlt med at finde mig selv!

Så selvom jeg jo har oprettet mig på Tinder, har jeg simpelthen ikke overskud til at skulle oprette mig på andre datingsites. Jeg vil gerne, når jeg har tid og overskud til at mødes med fyrene, men ikke lige nu. Så langt er jeg bare ikke kommet i min finde-mig-selv-proces.

Det var den tanke jeg fik, da jeg i lørdags stod i TAP1 til et Yousee-arrangement hvor de havde inviteret 5.000 kunder ind til noget live-musik. De havde hyret en god blanding kunstnere til at spill: Rasmus Walter, Burhan G, Djämes Braun, Shaka Loveless og Scarlet Pleasure, og alle spillede ca. 30 min.

Jeg var af sted med min søster, og vi kom for sent til at høre Rasmus Walter, hvilket jeg ikke følte den store sorg ved. Djämes Braun har jeg aldrig haft den store fidus til, andet end deres “jeg kigger på fugle”-sang. Den er simpelthen så mærkelig! 😀

Min søster blev noget overrasket over at konstatere at det var Burhan G og LOC som havde lavet sangen Karma sammen, og hun gloede endnu mere (dog på mig), da jeg sagde at den mindede mig om sangen fra Ducktales/Rip, Rap og Rup på Eventyr. Den havde hun ikke liges set komme, selvom hun nu også godt kunne høre det, da sangen så kom på.

Af dem vi hørte, var det en blandet landhandel, hvordan de kom ud over scenen. Nogle havde en god dag, andre en knap så god. Burhan G virkede ikke i stødet til ret meget, og var egentlig ikke en super fed koncert. Djämes Braun gav den gas, og selvom jeg personligt ikke er så vild med dem, så havde de en fed energi! Shaka Loveless virkede lidt usikker da han kom på scenen, men kom hurtigt efter det, og havde også en kanon energi og fik folk ret godt med. Scarlet Pleasure kender jeg af navn, men ikke rigtigt deres sange. På mig virker det som om de sidder fast i 90’erne, både hvad angår tøj/stil og musik (på den ufede måde!) og jeg var ikke begejstret for dem. Det var min søster heller ikke, så vi valgte at gå ud og få vores jakker mens de spillede. Det havde halvdelen af de øvrige gæster så også besluttet sig for, så vi stod i kø mens vi hørte noget muzak, som jeg ærligt talt ikke kan huske noget af. Og nej, jeg var ikke fuld, musikken sagde mig bare ikke et klap!

Det bedste ved aftnen var helt sikkert, at det havde været gratis, så så at have en fest med Shaka Loveless. Det var grunden til at jeg gik hjem med et smil på læben. 🙂

Så er der gået en uges tid siden jeg oprettede mig på Tinder. De første dage bladrede jeg lystigt igennem en masse fyre og fik også en del matches, og synes egentlig at det var meget sjovt. Jeg begyndte så også at kigge på de her matches og tænke; Hm, hvad så nu? Jeg har skrevet med nogle, nogle har ikke svaret, nogle har jeg haft længere korrespondancer med, andre meget korte og en enkelt endte ud i en aftale om at mødes (det blev så aflyst igen pga. sygdom, og vi har ikke lavet ny aftale. Om det bliver til mere, eller om det bare var en dårlig undskyldning, ved jeg ikke).

Generelt kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg skal synes om app’en. Den er meget sjov og hyggelig, men jeg har indtryk af, at det for mange (inkl. mig selv) på en eller anden måde er kunstigt og for nemt. Man matcher, hurra, også ikke noget. Jeg gider ikke selv at kontakte alle matchene, for så kunne jeg ikke lave andet, og for at kontakte, synes jeg også det kræver, at man har et eller andet småintelligent at skrive til den anden part. Noget som kan være ret svært ved de som næsten intet har skrevet om og kun har få billeder.

Jeg har derfor, ikke droppet app’en, men sat den lidt på standby, og prøvet at sige til mig selv, at jeg ikke skal gå ind og swipe, bare for at swipe. Hvis jeg går derind skal det være for at skrive til en eller anden og ikke for at lave 5 match, som der så alligevel ikke bliver handlet på.

Det kan godt være at jeg er for “nem” og ukritisk i min “vurdering” af fyrene. At jeg ikke sorterer nok fra, når jeg kan lave så mange matches, men der er jo ikke alverden at gå efter derinde, så jeg prøver at holde mulighederne åbne. I det mindste indtil jeg har lært “the rules of the game”, og gennemskuet hvilke profiler der er noget værd, og hvilke der ikke er. Jeg frasorterer generelt meget hurtigt dem som skriver, at de kun søger sex, da det ikke er det jeg som udgangspunkt søger. Sex er rart, ingen tvivl om det, men jeg er ikke interesseret i arrangerede one-night-stands, eller lign. Det kan jeg sgu klare, når jeg er i byen, hvis humøret er til det. Ikke over en app. Så bliver det nærmest som en escort-tjeneste i min verden, og det er ikke lige det jeg har meldt mig til. 😉

Om Tinder bringer noget med sig for mig, kan kun tiden vise. Jeg ligger umiddelbart ikke den store lid til det, men holder muligheden åben og tager tingene som de kommer. 🙂

Trolden vokser og vokser, og bliver sjovt nok større og større. Han kan derfor også mere og mere, og især på sproget synes jeg at det foregår med syv-mile-skridt. Han snakker løs og fortæller flere og flere ting spontant og med flere og flere ord. Det er så sjovt at være vidne til!

Han er også meget begejstret for den digitale fotoramme jeg har stående, hvor billederne skifter med 5 sekunders interval, eller noget i den dur. Der er en masse forskellige biller på, primært af min familie, mig selv og ham, men der er også nogle billeder af ham og hans far, og det vækker stor begejstring, hver gang der dukker et billede af hans far op. Vi står også jævnligt og kigger på billederne skifter, hvor han så fortæller hvem der er på billederne. Af og til dukker der også billeder op, med nogle af mine venner, og dem af dem han har mødt mere end en enkelt gang, der kan han (sgu!) navnet! Så siger han begejstret at der var et billede af Marie! Det synes jeg er sejt! En ting er, at han har helt styr på familiemedlemmer, både på min og hans fars side, men at han også kan navnene på nogle af mine venner, det synes jeg sgu er sejt! 😀

<3

Ja, der skal ikke så meget til at gøre moderen her stolt. 😉