Jeg har en altan, og en rimelig stor en af slagsen endda (i min optik i hvert fald). Den er lukket, så der er vinduer hele vejen rundt, og man kan derfor også have ting stående derude, uden de bliver våde når det regner.
Jeg har endnu ikke brugt min altan til ret meget andet end opbevaring af drikkevarer, udendørs køleskab (mens temperaturen endnu var til det) og opbevaring af troldens klapvogn. Men nu er det jo ved at blive lunere, så her i påsken tænkte jeg, at jeg da skulle gøre noget ved den, så jeg kan nyde den her i foråret, sommeren og efteråret. Jeg tog derfor i IKEA og Bilka og købte hhv. et bord og planter, jord og potter. Jeg har egentlig aldrig haft super grønne fingre, men lige at plante en mynte og en rabarber i en potte, er til at overskue. 😉 Jeg har også købt en ekstra potte, som jeg har planer om at plante nogle blomster i (spanske margueritter. Dem ELSKER jeg), så der er lidt andet end bare grønne blade. 😉
Og se lige det fine resultat:
Jeg er super stolt og GLÆDER mig til at det bliver lidt varmere, så man kan sidde derude og nyde en kop te, et glas vin eller hvad man nu har lyst til. Eller til at sidde og spise derude med trolden. Og til at min rabarber (forhåbentlig) vokser, så jeg kan spise hjemmedyrket rabarber. Mynte er jo nærmest ukrudt, så der skal jeg virkelig være ihærdig for at slå den ihjel, så nu er jeg i hvert fald garanteret en af ingredienserne til en Mojito! 😉 Yay! Forår kom glad! 🙂
Det der dating, det er sgu noget underligt noget. Jeg har aldrig helt formået at nyde det, i meget mere end en måneds tid ad gangen, og ganske rigtigt, er jeg også nu blevet lidt træt af det. Og så er jeg vist også lidt higende efter tosomhed lige for tiden, hvilket sjældent hjælper på datingen, af uransaglige årsager.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men her de sidste 14 dages tid har jeg vitterligt savnet at have en kæreste. Som i virkeligt savnet. Det er første gang siden jeg gik fra min eks, at jeg decideret har savnet at have en mand i mit liv. Jeg savner en bare at være sammen med, og hygge mig med. Ikke at han skal klare noget for mig, men en at dele livet og tingene med, både de sjove og de knapt så sjove. Jeg synes efterhånden jeg har fået styr på de fleste ting i mit liv. Jeg er efterhånden kommet helt på plads i min lejlighed med at få billeder op på væggene og i går gik jeg i selvsving og kørte i Bilka og IKEA og købte planter og bord til min altan, så jeg kan nyde den, når vejret bliver en my varmere.
Ang. dating så havde jeg faktisk mødt en sød fyr, en tidl. RUC’er og som også havde et barn på troldens alder. Vi havde en god første date, hvor vi havde god kemi og snakken kørte. Vi var enige om at skulle ses igen, og det lod sig gøre 14 dage senere. Vi skrev sammen de fleste dage, i starten sjove/livlige beskeder, til sidst mere la-la, statusrapport-agtigt. Anyway, vi mødtes og skulle egentlig have gået en tur over til søen, sat os på græsset og spist noget sushi, men vejret var lige køligt nok (under 10 grader), så vi gik hjem til mig i stedet for. Det var også fint nok, og vi snakkede en masse. Eller, dvs. han snakkede en masse. Af uransaglige årsager var det ham der snakkede og snakkede. Jeg stillede også spørgsmål, men jeg snakkede ikke selv ret meget. Det var som om at kemien fra første date bare var forsvundet. Og jeg tror han havde det på samme måde, for vi havde begge glædet os til denne date, men forventningerne oversteg virkeligheden, for nøj hvor var det egentlig tamt. Ikke en gang da han smed blusen for at vise sin tatoveringer (vi talte om hvor, hvor mange og hvordan de så ud, så det var ikke bare ud af det blå 😉 ), havde jeg ret meget kriller. Tværtimod syntes jeg faktisk at det næsten var det modsatte, for det var alt for hurtigt i processen, når vi reelt kun havde givet hinanden et kram som hej og goddag.
Da vi sagde farvel kørte jeg ham ned til stationen, hvor han egentlig mest virkede lidt forurettet over, at jeg kørte rundt i en ny bil, og at alt i min hjem ikke var IKEA (selvom 80% nu alligevel er dét eller Daells bolighus, bare ikke lige de to møbler han havde spurgt til). Vi krammede og han sagde noget om at skrives ved, men ingen af os har skrevet til den anden, og nu er det ved at være en lille uge siden vi sås.
Jeg begræder ikke at det ikke gik med ham. Han var en sød fyr, bevares, men det skulle bare ikke være ham og jeg. Videre i teksten. Men hvad er det lige for en tekst? På den ene side vil jeg rigtigt gerne finde en fyr som kan blive til en kæreste, på den anden side gider jeg sgu ikke ligge indsatsen, og synes egentlig heller ikke jeg har tiden til det, da jeg vist nok har et speciale, som jeg burde få gjort færdigt. Det hænger mig også ud af halsen lige for tiden. :S
Det er vist bare lidt øv med øv på, lige nu. Og så toppet med at min cykel blev stjålet og at jeg har været syg i 1½ uge efterhånden (jep, også på min 2. date – panodiler og næsespray kan gøre underværker i nogle timer), så synes jeg bare det er lidt op ad bakke lige nu.
Det blev en klagesang. Det vender forhåbentligt snart igen. Nu er det jo forår og lækkert med al den sol og de tiltagende lyse timer. 🙂
Synes denne her minion passer ret godt på min sindstilstand lige nu. 😉
Tror det er meget godt, at han ikke sådan lige kommer galoperende lige nu. 😉
Skal vi lige prøve at ridse grundreglerne op for vores samfund?!
Hvad der er mit, er mit, og hvad der er dit, er dit. Dermed er ting der er mine, IKKE dine! Så, NEJ, du må ikke tage det, bare fordi du gerne vil have det! Hvis du ikke har købt den selv, eller fået den forærende, er den ikke din! Når der ovenikøbet er lås på, en lås som du ikke har nøglen til, betyder det, at jeg er ret glad for den og slet ikke vil have at du tager den! Jeg skal selv bruge den! NEJ, DU MÅ IKKE TAGE DEN!
Min cykel blev stjålet på stationen her i weekenden. 🙁 Jeg havde stillet den lørdag eftermiddag i cykelstativerne og låst baghjulet (jeg væltede nemlig mens jeg låste den, så kan helt sikkert sige at jeg låste den! 😉 ), men havde ikke nogen kædelås til at låse den fast på cykelstativet. Jeg tænkte dog heller ikke, at det er nødvendigt, da jeg mange gange før, har parkeret på stationen, uden der er sket noget. Det skulle så vise sig at have været nødvendigt denne gang, for søndag formiddag da jeg kommer ned på stationen, er cyklen væk! Først går jeg forbi stedet, hvor jeg havde parkeret den, fordi jeg tænkte, at jeg bare havde husket forkert, og gik længere frem. Der var den dog heller ikke, så tilbage igen. Stadig ingen cykel. Rundt på stationen. Ingen cykel – eller jo, massere af cykler, men ikke min!
FUCK, hvor er det nedren, at en eller anden tåbe (højst sandsynligt en østeuropæer med en lastvogn, som har smidt den op på laddet, og er stukket af sted med den (ja, jeg har fordomme, men jeg så i dag en meddelelse fra politiet om at sådan nogle er på spil lige for tiden)) har tænkt “næ, den ser da pæn ud, den snupper jeg.” NEJ! Det er min! Der er en grund til at der er lås på! Det fordi jeg er meget glad for den, og ikke er interesseret i at andre “låner” den uden min viden. Og så er den endda også rimelig ny! Den er kun 1½ år gammel, så det er bare nedren! Så nu er jeg uden cykel, og det er påskeferie, så oddsne for at mit forsikringsselskab behandler sagen i de her dage, og udbetaler penge til en ny cykel til mig, er rimelig små. 🙁
Hvorfor er der nogen der har så svært ved at kende forskel på dit og mit? Jeg HADER det. Jeg HADER, at det er nødvendigt, ikke blot at låse cyklen, men simpelthen også låsen den fast til noget, for i højere grad at sikre, at den ikke bliver stjålet. Hvorfor kan man ikke have sine ting i fred? Hvorfor kan andre ikke respektere grænserne mellem dit og mit? Og det gælder jo ikke kun cykler, desværre. Det gælder jo også lommetyverier, indbrud osv. Jeg synes det er så grænseoverskridende, at man ikke kan have sine ting i fred, at man i den grad skal nærmest bolte ting fast, ude som inde, for at sikre at det ikke bliver stjålet.
Opdatering på mit forrige indlæg om trolden som gik rundt og sagde “far har slået mig“.
Lad mig starte med at slå fast, at hverken min eks eller jeg har slået trolden!
Efter jeg skrev mit indlæg om, at trolden gik og sagde, at hans far havde slået ham, valgte jeg at spørge hans far, om han vidste, hvad der var sket med hånden, og at trolden gik og sagde, at det var ham der havde slået trolden. Min eks vidste ikke, hvad der var sket, men til gengæld havde trolden hos ham sagt, at det var mor som havde slået ham, og at min eks heller ikke måtte røre omkring såret.
Så ingen af os ved reelt hvad der er sket, siden han fik det sår. :S
Dog bliver jeg lidt bekymret for, hvorfor min eks ikke ligeledes har overvejet at spørge mig ind til, hvad der er sket med hånden, og konfrontere mig med, at trolden siger, at jeg har slået ham. Selvfølgelig skal man ikke stole på alt, hvad sådan en lille størrelse siger (han mener f.eks. at alt er en bi(l), når der er noget han ikke lige er enig i, og at jeg kun hedder mor, mens far både hedder far og sit navn), men en sådan anklage om at man har slået, synes jeg nu alligevel er meget rar, at få afkræftet hurtigst muligt! Og ja, jeg ved godt at det jo er mit behov at få sådan en afkræftet, og ikke nødvendigvis min eks’ behov, men jeg tænker nu stadig, at man som forælder må syne,s at det er meget rart at finde ud af, hvad filan ungen snakker om, når han siger sådan nogle ting! Er jeg helt gal på den?
En x-kæreste tilbage fra min tid som sygeplejestuderende (for 10 år siden (!)), skrev i går til mig på facebook. Jeg undrede mig godt over, at han skrev, men sidst jeg havde hørt noget fra ham, boede han sammen med sin kæreste gennem 5 år, eller sådan noget i den dur, så jeg tænkte ikke videre over, hvad han mon ville. Korrespondancen lød ca. sådan her:
Peter: Hey, hvad går du og laver for tiden?
Mig: Hey Længe siden. Jeg skriver speciale og nyder min søn. Hvad med dig?
Peter: Jeg er også i gang med speciale. Bør være færdig som IT ingeniør til sommer 🙂
Mig: Fedt!
Peter: Ser du nogen for tiden, eller har du for travlt med børn og studier?
Mig: Jeg er så småt begyndt at date, men det er noget begrænset med tid, da min søn bor hos mig. Jeg har nu heller ikke super travlt. Skilsmissen var hård, så har lige skulle finde mine ben igen. Hvordan går det med jer?
Peter: Rie og mig gik fra hinanden lige før jul
Mig: Det er jeg ked af at høre.
Peter: Jeg prøver også så småt at date, men har ikke voldsomt med tid i overskud til det
Mig: Det tog mig et års tid før jeg følte mig nogenlunde klar til at date, så tag den med ro. Hvis den rette kommer forbi nu her, skal du jo nok finde tid og overskud til hende. 😉
Peter: True. Hvordan har du det med uforpligtende?
Mig: Det har jeg brændt nallerne på før, så der er jeg ikke lige nu. Men tak for buddet.
Peter: Okay, du siger bare til hvis du skifter mening. Man har jo brug for fysisk kontakt en gang imellem 🙂
Mig: Tak. Det vil jeg have i baghovedet.
Hvad svarer man lige på sådan den? Og af alle mennesker, hvorfor skriver han så til mig?!? Det er 10 år siden (!) at vi var kærester, så der er alligevel løbet noget vand gennem åen siden da, og ærligt talt, så har jeg ikke den store interesse i ham, for nu at formulere det pænt. Jeg vælger at tage hans henvendelse som en kompliment – at han kunne lide hvad han “fik” dengang vi var sammen. Men derfra til at gå tilbage, så vil jeg ærligt talt hellere gå ud i byen og finde nye, end at hoppe i kanen med en, hvor jeg VED at det aldrig ville kunne blive til mere.
Aldrig gå tilbage til en fuser, heller ikke selvom det bare er sex. Jeg dur bare ikke til at være b-venner. Det prøvede jeg senest i efteråret (læs mere her, her og her), og jeg blander følelser ind i det, og så bliver det noget rod…
