Jeg har nu snart været ledig i et halvt år, og søgt omkring 70 job. 2 af dem har jeg været til samtale på, begge her i november, og begge gange var jeg blandt de sidste to, da afgørelsen skulle tages. Desværre blev ingen af valgene til min fordel. Jeg er derfor ved at være en smule frustreret i jobsøgningen. Jeg synes det er fedt, at jeg nu endelig er blevet kaldt til samtaler – jeg tænker, jeg må være blevet bedre til at skrive ansøgninger – men nøj hvor er det nedren at blive valgt fra, når man har været til flere samtaler på samme job, og får super positiv feedback, men bare at man lige manglede den smule erfaring, der gjorde at de valgte den anden kandidat. ØV!

Jeg prøver at fokusere på det positive – at jeg er blevet bedre til at skrive ansøgning, så de får lyst til at høre mere om, hvad jeg er for en, og at jeg er god til at præsentere mig selv og virke interesseret i jobbet, når jeg er til samtalen. Det er da ret så væsentligt, trods alt. Jeg kan jo ikke få mere erfaring uden et job, så jeg må bare klø på, og håbe på, at der er nogen der vil give mig en chance alligevel. Men lige nu gider jeg godt nok ikke at søge flere job. Synes det er røv og nøgler, og ville sgu ønske, at der bare kunne falde et tilbud ned i hånden på mig (not gonna happen, I know).

Øv altså!

Jeg føler mig virkelig heldig og privilegeret sammen med min kæreste, og føler jævnligt at jeg slet ikke gør mig fortjent til ham:

• En af gangene, hvor jeg sov hos ham, blev jeg hængende lidt i hans lejlighed efter han var gået. Da jeg så fik nulret mig sammen til at tage hjem og gik ned til min bil, havde han skrabet rim-frosten af for mig (det var en af de kolde nætter!). Who does that?!? Jeg så min nabo gøre det for sin kone en dag, og tog mig selv i at tænke, at han da virkelig måtte elske hende og være glad for hende, når han gjorde det, men også at det nok ikke var noget jeg nogensinde selv ville opleve, da det hører til en helt anden generation. He proved me wrong.
• Han leger med trolden, som var det det mest naturlige i verden og møder ham virkelig godt, der hvor trolden er. Han køber DUPLO-togskinner og -tog til ham, og har planer om at købe flere skinner “for vi mangler jo kryds, så vi kan lave en laaang bane”. Og trolden elsker ham. Trolden inddrager ham i sine lege, vil op og sidde på skødet, fjoller og driller, krammer og spørger efter ham, når han ikke er her. Ikke at det er helt exceptionelt at nye voksne kan blive inddraget i troldens lege, men graden af det, er større end han plejer.
• Han deltager på lige fod i dagligdagen, når han er hos mig, og støtter mig i opdragelsen af trolden.
• Han kan rumme min frustration over min eks og hvad der ellers sker i mit liv, og deler sine frustrationer over sin og sit.
• Han har lyst til/mod på at holde juleaften sammen med mig og min familie.
• Han har tålmodighed og interesse i at lære nogle af mine knapt så heldige sider af mig at kende – og af uransalige årsager har jeg rent faktisk lyst til at dele tingene med ham. Jeg har lyst til at åbne op og vise alle siderne af mig selv. Noget jeg ikke reelt har prøvet før.

Ja, jeg er smaskforelsket, og gud hvor jeg nyder det. Selvfølgelig er der også ting som ikke er perfekte, og steder hvor vi er meget forskellige, men det skræmmer mig ikke. Jeg er mest af alt bare spændt på, hvad fremtiden byder os, og hvordan vores respektive familier tager imod den “nyankomne”, ikke kun første gang (det er overstået), men også fremadrettet.

Jeg har en mellemstor familie og derved potentielt også en del at købe julegaver til. Hvis jeg skal købe gave til alle i min nærmeste familie (søskende, forældre, bedsteforældre, kæreste og trold), kommer jeg op på 10 gaver – 12, hvis jeg også skal købe til min kærestes børn. Det synes jeg selv er en del!

I år har vi derfor i familien aftalt, at vi kun giver julegaver til dem, vi holder juleaften sammen med (lige med undtagelse af trolden – han får fra alle, fordi de ikke kan lade være. Her er der dog også sat restriktion på, til én gave pr. husstand. Han simpelthen ikke kan overskue for mange gaver). Aftalen er ikke kun lavet ud fra et økonomisk synspunkt – man kan jo reelt nøjes med at give hinanden en malet tændstikæske, hvis det er det – men også ud fra, at det også har været lidt af et cirkus at finde en dag til udveksling af gaver, hvor alle kunne, og hvor det helst også skulle handle om mere end blot gaveudveksling, men også lidt hygge, og dermed noget der varede mere end 10 min.

På den ene side har jeg det lidt mærkeligt med ikke at skulle give en julegave til alle mine nære familiemedlemmer – det er en meget materialistisk tankegang, men alligevel er der for mig også ret meget symbolik i at give en gave. Især fordi jeg sjældent følger ønskesedler, men ofte nøjes med at tage udgangspunkt i dem og så finder på noget, de ikke vidste de ønskede sig. På den anden side, har jeg simpelthen ikke råd til at købe julegaver til alle. Jeg ved godt, man reelt kan nøjes med den førnævnte tændstikæske, men det kan jeg alligevel heller ikke finde ud af, oppe i mit hoved – jeg kan sagtens male/pynte en tændstikæske, men det er mere det der med at forlige sig med tanken om, at det er dét der er min gave. Så i stedet for at skulle købe op mod 12 julegaver, er jeg nu nede på 6-8 (alt efter om jeg køber til kærestens børn, hvilket jeg nu tvivler på). Og det bedste er, at jeg allerede har købt de første 4! 😀

Så har man prøvet det med – at blive meldt til kommunen.

Både min eks og jeg er blevet meldt til kommunen pga. bekymring for troldens velbefindende, da han efter deres mening græder og skriger næsten i alle vågne timer.

Jeg har tidligere fået anonym post om “godnat-og-sov-godt-metoden” og dens skadelige virkninger på børn, helt sikkert fra samme afsender.

Jeg har som sådan ikke noget imod at folk er bekymrede, men kunne de da for filan ikke tage at spørge os som forældre, om der er noget galt, om alt er som det skal være, FØR de sender anonyme breve til hhv. mig og kommunen?

Jeg vedkender mig gerne at have en temperamentsfuld søn. Det vil jeg gerne være den første til at skrive under på – og min eks ligeså! Men at han skulle skrige hver dag, flere timer hver dag, det er vi virkelig uforstående overfor. Hvorfor er folk så konfliktsky, at de ikke tør banke på, og spørge om alt er som det skal være, eller bare som et minimum skrive hvem de er, når de sender breve om bekymringer?

Jeg er så træt af at prøve at have en dialog og fleksibilitet overfor en, som går fuldstændig krakilsk op i millimeterdemokrati. Jeg har spurgt min eks, om vi kunne bytte lidt rundt i juledagene, så vi stadig har trolden det samme antal nætter som før, men at han i denne omgang mister nogle dagtimer. Noget jeg har søgt at kompensere for, ved at tilbyde at mødes en af de andre dage og lege, sige godt nytår, osv. Det er lige ved at det så ikke kan lade sig gøre at bytte, fordi så mister trolden jo nogle timer med sin far – fuck at trolden på den bekostning ikke kan fejre jul med sin mors familie. Han mister nogle timer med sin far og det er jo katastrofe!

Jeg kan slet ikke have en sådan rigiditet. Jeg har selv af flere omgange “givet” ham ekstra timer med trolden, fordi det gav mere mening for logistikken og trolden i det hele taget. Det er ikke fordi, jeg kræver det samme antal timer retur (for jeg aner reelt heller ikke hvor mange det drejer sig om), men jeg ville bare ønske at jeg kunne blive mødt med samme fleksibilitet i timerne.

Det er simpelthen så trættende, at ALT skal diskuteres og aftales ned til sidste sekund og 10-øre.

Det bliver fandme 15 meget lange år (indtil trolden bliver 18), hvis vi på den måde skal diskutere alt.