Min mor var meget striks og streng, og det var sjældent at der var plads til knus og kram, og vi skulle holde på facaden, for tænk nu hvis dronningen en dag kom forbi (for det var der jo stor sandsynlighed for…. eller…). Min far derimod har altid været åben over for at give/få et kram og vi har alle dage kunne snakke tanker og følelser, dog indenfor nogle rammer, men stadigvæk. Der var plads til, at man kunne tale om hvordan man havde det, og hvad der fes igennem ens hoved.

Jeg boede hos min mor til jeg var 16, og er derfor blevet præget meget af hendes opdragelse. Jeg er dog også stadig et produkt af min far, så jeg har (heldigvis) også mange af hans værdier/handlemønstre i mig. Jeg lagde så sent som for en måned siden, mærke til at den måde jeg krammer trolden på, er samme måde, som min far krammer mig (og mine søskende), når der virkelig skal gives en krammer. Man holder om hinanden, og han nusser en i håret. Jeg nusser også trolden i håret, når han virkelig bare skal have en krammer og sidde og putte. En sjov ting at lægge mærke til, når det ikke er noget man har tænkt over før.

Jeg er dog også opdraget til, at det der med at være sur, ked og tvær, det må man helst ikke være, og slet ikke sammen med andre. Så kan man gå hen på sit værelse og være der, indtil man er blevet god igen. Det var mest min mor der praktiserede dette, men hende boede jeg jo så også hos 90% af min barndom. Jeg kan i hvert fald ikke huske om min far også har gjort det. Den har jeg tænkt meget over, for det (og nok også nogle andre ting), har gjort at jeg meget længe, har haft utroligt svært ved at håndtere min egen vrede og sorg, når der var noget der fik mig ud i de følelser. Jeg har i mange år undertrykt min vrede, og ikke turde lade det komme ude, men så bare gået og mukket, i stedet for at sætte ord på, hvad der var galt. Jeg har aldrig turde sætte ord på vreden og råbe og skrige, som man hører om andre gør. Én gang har jeg gjort det, og det var i den sidste tid sammen med troldens far, hvor jeg virkelig var drevet helt derud, hvor alt bare var kaos og negative følelser. Der begyndte jeg at råbe af faren (til dels fordi han også fulgte efter mig, hvilket jeg ikke gad, når nu jeg blev ved med at gå væk fra ham!). Jeg konstaterede, at det faktisk slet ikke var så farligt, som jeg havde bildt mig selv ind. Der skete jo ikke noget. Ikke at det er noget jeg som sådan har lyst til at gentage, men det er rart at finde ud af, at der ikke skete mere ved det. Jeg mistede ikke kontrollen over mig selv, som jeg ellers har været bange for, andet end at jeg talte med store bogstaver overfor min eks (hvilket jeg stadig i dag synes var fuldt berettiget!)

Men det her med, at sende hinanden væk, når man er i dårligt humør, og ikke ville anerkende at det er en naturlig følelse (det er i hvert fald sådan jeg oplever det), det er en af de ting, som jeg har tænkt meget over, at det ville jeg IKKE give videre til trolden. Jeg synes ikke at han skal lære, at man ikke må vise at man er sur/vred/ked. Ikke at man skal gå og råbe og skrige, men man må gerne være til stede, og være vred, uden at det behøver at påvirke os andre, eller at man skal isolere sig. Hvis han slår eller er udadreagerende, så er det en anden sag. Det vil jeg ikke have, og så må han gå for sig selv (og få af vide, at det må man ikke). Men at han bare er sur, det kan jeg godt tåle at se på (selvom det absolut ikke er sjovt), og så må han for min skyld gerne sidde sammen med mig i sofaen/på gulvet/i køkkenet eller hvor vi nu er.

Det er noget mærkeligt noget, det her forældreskab. Man bliver bevidst om utroligt mange ting i sin egen væremåde og opdragelse, og hvad man gerne vil give videre, og hvad man ikke vil. Det jeg synes der er det sværeste, det er det man IKKE vil give videre, for hvordan undgår man lige det? Det kræver jo at man selv bryder med sine vaner og måder at gøre ting på, for at lære det lille væsen, hvordan man så skal gøre det. Det er jo ikke nok at sige, hvordan man vil have tingene, man bliver jo også nødt til at vise det. Det er en af de største udfordringer, jeg synes, jeg har med at have sådan en lille bandit. Det er ikke nok, at sige hvad man vil, man bliver også nødt til at sætte eksempel og vise vejen.

For første gang i ca. 7 år, var jeg til træning i min gamle roklub i går. Vi var ikke på vandet og ude og ro i både, da sæsonen for det er slut (vandet er ved at være for koldt, hvis man nu skulle falde i, og så er det efterhånden for mørkt, til at man kan nå på vandet og se hvor man ror hen – og det der med at have lygter på båden, er ikke nok til at man nødvendigvis kan se, hvad der venter forude). Til gengæld var vi indendøre og lavede cirkeltræning, hvor ca. halvdelen af tiden blev tilbragt i et ergometer/romaskine.

Jeg har holdt min kondi lidt ved lige ved at løbe ture, men det er godt nok længe siden, jeg har brug min krop så meget – og det var FEDT! Jeg elsker at bruge min krop og presse mig selv lidt, og det gjorde jeg i går! Mine ben rystede, da vi var færdige med at ro program i ergometrene og skulle ind og lave cirkeltræning, mine arme var fuldstændigt døde efter at have løftet vægte og mine mavemuskler gør opmærksom på sig selv idag. Og det er fedt. Jeg kan sgu godt lide det!

Det jeg ikke er så glad for, men som er en nærmest uundgåelig ting ved roning, er vablerne og hårde hud i hænderne. Jeg har fået vabler i begge hænder, lige der hvor fingrene starter i håndfladen, og de er ømme! Og så er det alt andet end feminint, hvis du spørger mig. Ikke at jeg ellers er super feminin i min tøjstil, men jeg har alligevel et eller andet med, godt at ville præsentere mig selv, uden at folk føler at de har fået fat i en håndværker, så snart man giver hinanden hånden. 😉 Men det må jeg bare leve med, når nu jeg egentlig godt kan lide at ro, og den træning der følger med.

Jeg glæder mig allerede til næste onsdag, og træningen, også selvom det så kun forværrer min “hånd-situation”, for følelsen i kroppen og sindet opvejer det til fulde.

Samtidigt er det super hyggeligt. En af mine gamle veninder, som også er gammel roer, var også med, og hun er også blevet mor for nyligt – for godt et ½ år siden – så vi har noget at snakke om, og det gør det bare altid sjovere at være af sted til træning, at der også er et socialt aspekt i det. Det gør i hvert fald en stor forskel for mig.

Nu håber jeg bare, mine hænder når at hele inden næste omgang, ofr en ting er, at vablerne gør ondt nu, men hvis der først går hul på dem, så er det virkelig av!

Er hvad jeg sidder i lige for tiden. Har som jeg også skrev i weekenden gang i transskription af mine interviews (lavede endnu et i går), eller dvs. jeg sidder stadig og er kun halvvejs med det første, og har nu brugt omkring 7-8 timer på at transskribere 55 min! Der er også 4 personer der snakker, til tider oveni hinanden, så det tager tid, og meget får jeg lyttet til flere gange. Indtil videre har jeg skrevet 22 sider i word med enkelt-linjeafstand, og jeg er som sagt kun ca. halvvejs, og har i hvert fald et gruppeinterview mere + 3 enkeltmandsinterviews der også skal transskriberes. Hurra….. eller.. Det er godt nok slavearbejde. Men gøres skal det! Og det er også en af grundene til, at der er lidt stille på bloggen lige for tiden – jeg har travlt med at få transskriberet det, så jeg kan komme videre i processen!

Jeg har ikke de vildeste planer for denne weekend. Trolden er hos sin far, så jeg har tid til at lave en masse forskelligt. Dog er det ikke de mest ophidsende ting jeg har på programmet. Jeg er i gang med at transskribere mit første interview – hurra… Det er simpelthen så kedeligt et arbejde, så det halve kunne være løgn, men det skal jo gøres…. :S

Derudover skal jeg pakke flyttekasser, så vi er klar til at flytte om to uger.. Spændende, I know… 😉

Det er hvad der er lige nu, med specialet!

Jeg har i dag fået første gruppeinterview i hus,  og i næste uge har jeg både et gruppeinterview mere, samt to enkeltmandsinterviews. Så mangler jeg kun at få et sidste planlagt, og det arbejdes der på. Det er så rart! – Selvom det så også vækker angsten for, om jeg nu spørger om de rigtige ting, kan jeg bruge svarene til noget, glemmer jeg noget, osv. Den evige rumsteren i baghovedet, når man endelig kommer ud og stå i det! :/

Interviewet i dag gik egentlig ret fint – de snakkede godt og kom vidt omkring. Jeg ærgrede mig lidt over, at jeg havde valgt at vente med et af spørgsmålene til sidst, for der skete der et eller andet, da de svarede på det. På den anden side, tror jeg det kunne have påvirket svarerne på de øvrige spørgsmål i en forkert retning, så ud fra det, er det nok meget godt, at jeg havde den rækkefølge. Men det er bare den der satans tvivl der kommer op i en, især når man kan mærke, at man rammer et eller andet der.

Nu står den på transskription, og så må vi bare se, om det kan give mig svar på noget af det, jeg gerne vil have…

God weekend derude. 🙂