For lidt tid siden var jeg ved min terapeut, som jeg efterhånden har været hos nogle gange. Jeg synes virkelig, hun er god og får fat i nogle ting i mig som både gør ondt og gør godt at få bearbejdet. Hun er god til at finde de selvmodsigende argumenter mit selvbillede og i det min angst bygger på.
En af mine største frygte er, at blive og ende som min mor – ensom, utilregnelig og aldeles uegnet omkring børn.
Jeg er i mange sammenhænge lidt af en kontrolfreak – ikke i den forstand, at jeg død og pine skal have kontrol over alle ting og vide hvor alt står og går og tjekker alting, men mere i en kontekst af, at jeg altid har en plan B. Der er altid en udvej eller en “hvad er det værste der kan ske?”, hvor sidstnævnte altid er inden for rimelighedens grænser. Jeg går ikke over i, om vi bliver ramt af en bombe eller taget ud af det blå styrter ned, men ofte er det i sammenhænge, hvor jeg er afhængig af andre, og hvor det værste der kan ske, er at vedkommende siger nej, og så må jeg jo finde en anden at spørge eller droppe planen, hvis det er der vi er henne ad.
I samme ombæring lider jeg i høj grad af “behagesyge”. Forstået på den måde, at jeg meget ofte gerne vil gøre mit til, at andre er tilpasse, eller at de i hvert fald ikke kan bebrejde mig, at de ikke er det. Jeg er ikke en tjener, har folk ben kan de ofte gå selv, ligesom de også selv har et personligt ansvar for at have det godt, og gøre hvad de kan for at opretholde denne tilstand. Men jeg er generelt meget obs på hele tiden at prøve at forudse folks behov og worst-case-scenarios og især forebygge sidstnævnte.
Da jeg var barn, var min mor meget utilregnelig og kunne flegne over de mindste ting, så jeg lærte hele tiden at være på vagt og prøve at gøre mit til, at der ikke var noget hun skulle flegne over. Det lykkedes langt fra altid, men det har gjort mig ganske god til at sætte mig i andres sted og prøve at tænke i, hvad der kunne være godt for vedkommende. Noget jeg især også har brugt i mit arbejde som sygeplejerske.
Det er både en god og en dårlig evne, for samtidigt med dette, er jeg også rimelig konfliktsky, og kan derfor have tendens til hellere at ville føje mig eller prøve at behage, end at sige fra og ytre mine behov, hvis de modsagde modparten, for så ville vedkommende jo ikke få det, som vedkommende havde behov for, og så er/var det bedre at jeg nøjedes. Og selvom det er en vældig sympatisk tilgang til livet, er det i høj grad også noget som især har spændt ben for mig i mit ægteskab (kombineret med at han heller ikke havde det sundeste mønster i konflikthåndtering, men det er en anden snak) og generelt igennem min barndom.
Samtidigt er det også noget af det, som adskiller mig allermest fra min mor. Empati. Min mor (og til dels min eksmand) har aldrig rigtigt lært empati. Hun kan have sympati, men det er jo noget helt andet. Empati – at sætte sig i et andet menneskes sted og prøve at forstå deres situation og behov. Det har hun aldrig rigtigt evnet – hun er blevet bedre til det i de seneste år, men da jeg var barn, var det absolut ikke en del af repertoiret i hendes følelsesregister. Hvis vi var skuffede var der ikke noget der hed “at det var da også ærgerligt” og “det kan jeg godt forstå”, det var bare “op på hesten igen”. Og selvom det også er rigtigt godt (og vigtigt!) at kunne sige “op på hesten igen”, er mødet og accepten af modpartens følelser også en væsentlig del af en god relation.
Empati er en evne, som når først den er lært, så er det ikke man kan aflære – eller der skal i hvert fald en hel del til, før at den aflæres igen, og så er man vist også ude i at have aflært en masse andre af de mellemmenneskelige følelser og relationer.
Da min terapeut tydeliggjorde dette for mig, var det som om at der lettedes 10 kg. fra mine skuldre, og en følelse af dominobrikker som vælter fyldte mit hoved. Det var en ret syret oplevelse, og jeg er ikke sikker på, at det giver mening for andre end mig selv, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive følelsen.
Det at jeg evner at være empatisk – også overfor mennesker man måske ikke lige ville forvente, at jeg var empatisk overfor (så som min eks-mands kone) – er en af hovedårsagerne til, at jeg aldrig vil kunne opføre mig over for trolden, som min mor opførte sig overfor min bror og jeg. Jeg vil nå at stoppe mig selv, så mange gange, at det halve kunne være løgn, før jeg på nogen måde ville kunne være lige så følelseskold, afvisende og utilregnelig, for det sidder så dybt i mig, dels mine egne erfaringer med at opleve den slags, men også tanken om, hvad det gjorde ved mig, og dermed også hvad det måtte kunne gøre ved andre, som f.eks. trolden. Eller det er i hvert fald, hvad jeg har fået af vide. Min angst stoler ikke helt på den og er noget skeptisk, men rationelt kan jeg godt følge tanken, så nu skal jeg “bare” have den irrationelle del af mig selv med på idéen.
