Med barnet som våben

 

Det her indlæg har taget mig ret lang tid at skrive, og jeg har flere gange været i tvivl om hvorvidt det overhovedet skulle offentliggøres, da jeg hverken ønsker at udstille mig selv eller min eks. Han er troldens far, og vi kommer til at være en del af hinandens liv, resten af vores liv. Han handler efter sit hoved og hjerte, og jeg efter mit. Hvem der har mest ret, aner jeg ikke, selvom jeg jo nok hælder mest til den ene side. 😉 Anyway, here goes:

Det er ikke nogen hemmelighed, at skilsmissen fra troldens far ikke var køn. Selve bodelingen var et gedemarked, men det er heldigvis kun ting, som man kan erstatte, hvis man har lyst/behov. Anderledes er det, når der skal laves aftale omkring trolden. Han kan ikke bare erstattes og han bliver påvirket resten af sit liv.

Faren og jeg har meget forskellig opfattelse af, hvad der er godt for trolden, og hvem anbefalinger fra Statsforvaltningen omkring samvær gælder. Hvorvidt anbefalinger om fordeling af samvær kun gælder for de allerværste skilsmisser, eller om det er standarden man anbefaler for alle forældre, som flytter fra hinanden.

Jeg er af den holdning, at det er en generel anbefaling, da den tager udgangspunkt i barnets alder og tarv, og sådan set er fløjtende ligeglad med, hvordan forældrene i øvrigt har det. Min eks er af den modsatte holdning, og mener samtidigt at han har et exceptionelt nært forhold til trolden, trods han ikke har haft noget barsel, aldrig har haft synderligt meget tid til trolden (arbejdet kommer i første række) og undgår alle konflikter med ham (vindruer, rosiner, frugt, kiks og lign. er ofte hans svar på konflikthåndtering). Det skaber nogle andre konflikter, når man som voksne skal prøve at nå til enighed, kan jeg blankt erkende.

Vi har det sidste stykke tid (siden maj) diskuteret en ændring af samværsaftalen, så den ændres fra at trolden på 14 dage er 6 dage hos sin far, og 8 dage hos mig, til at han skal være 5 dage hos sin far, og 9 dage hos mig. Overnatningerne er delt op i to, så han er hos sin far hhv. 2 og 3 dage ad gangen og derudover har et par samværsaftner. Så alt i alt, ser trolden sin far 7 dage ud af 14. Anbefalingen lyder på, at et barn kun skal sove ude det det antal dage, som det er år gammelt, pr 14. dag. Dvs. trolden bliver 2 lige om lidt, så han burde have en aftale der hed 12:2 (12 dage hjemme og 2 dage ude), og så nogle samværsdage/-aftner derudover. Det ville være pissehårdt for både mig og faren, men inde i mit hjerte, er jeg ikke i tvivl om, at det ville være det bedste for trolden. Det mener faren bare ikke. Han mener, at han har lige så meget ret til trolden (hvem fanden snakker om at have ret til?!? Det er jo barnets tarv og ikke de de voksnes!), og at det umuligt kan forvirre trolden, at have to hjem. Han kender jo rammerne, hvor faren bor (jeg flyttede), så anbefalingerne kan umuligt gælde for trolden.

Jeg har flere gange prøvet at forklare faren, at trolden jævnligt er ked af det, udadreagerende og tryghedssøgende når han er hos mig. Til det svarer faren blot, at jeg må prøve at aflede ham og stiller spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet kan håndtere trolden, eller om jeg er for hysterisk (jeg har også skrevet lidt om det her). Jeg kan jo ikke forvente et stille dukkebarn. Jeg har lyst til at skrige. Jeg forventer på ingen måde et stille dukkebarn – sådan har trolden aldrig været, så det ville være mærkeligt, hvis han pludselig var det. Dog ser jeg helst, at vi begge oplever en glad, rolig og tryg trold, og at der kun er de “almindelige” konflikter, og ikke totalt flitsbue bare det mindste går galt, langvarige hysteri/gråd-anfald eller totalt klistermærke i flere dage, når jeg har ham. Grunden til at jeg reagerer på disse ting i det hele taget er, at vi har fået af vide af en børnesagkyndig fra statsforvaltningen, at vi skal reagere på, hvis han ter sig mere hos den ene, end hos den anden. Og at der hvor han reagerer mest og ter sig mest, er der hvor han er mest tryg, og har behov for at være mere. Med andre ord, der hvor han er mest umulig, er der han skal være mest. Lidt modsat af, hvad jeg egentlig ellers ville forvente, men børn reagerer på tryghed. Der hvor de føler sig mest trygge, tør de også udfordre skæbnen mest, fordi de ved/fornemmer, at de og deres opførsel stadig kan rummes, selvom det er de negative følelser der kommer frem. De tester rammerne for at sikre sig, at de bliver hvor de er, og at de dermed ved, hvad de har at forholde sig til. (gud hvor lyder det langhåret, og jeg håber det også giver mening for jer læsere. Jeg synes selv det er kringlet at forstå og forklare, men det giver efterhånden mening inde i mit hoved)

Lige nu glæder jeg mig mest af alt bare over, at faren (endelig og efter en hulens masse skriven frem og tilbage og kompromiser mig her og der (og for hvis skyld egentlig?)) er gået med til at vi ændrer aftalen til 9:5 (selvom han bliver ved med at skrive om, at det er mit behov – men who cares, bare det går igennem, så trolden forhåbentlig får lidt mere ro. Så er jeg egentlig ligeglad med, om han opfatter det som mit eller troldens behov. Jeg kan godt skille det ad (og jeg kunne som sådan godt affinde mig med en 7:7 ordning, hvis det var det, der var bedst for trolden)).

Samtidigt er jeg bare glad for, at trolden er så lille, at han ikke helt forstår det der sker omkring ham, og at han i den forstand ikke kan bruges som våben. Han kan ikke manipuleres til at sige eller mene noget. Han er som han er, og opfører sig som han føler behov for, ud fra de rammer han befinder sig i. Så er det bare de voksne, der skal lære at opføre sig ordentligt. Og ja, jeg skriver bevidst DE voksne, for jeg kan da også ryge ned i den forkerte grøft og få sagt ting, som er knapt så smarte, og hvor jeg lige skal minde mig om, hvis tarv det er vi bør varetage.