Sure mor

Nøj, hvor føler jeg mig en gang imellem som sure mor, der bare skælder ud og/eller siger nej! Trolden er virkelig i en alder, hvor alle grænser skal testes jævnligt (stopper den nogensinde, eller bliver den egentlig ikke bare værre/anderledes?); Hvad mon der sker, hvis jeg hælder al mælken ud på bordet? Hvad mon der sker, hvis jeg smider med bestikket? Hvad mon der sker, hvis jeg hiver mor i håret? Hvad mon der sker, hvis jeg smider med legetøjet? Hvad mon der sker, hvis jeg ikke vil have ble på? og så videre og så videre. Ih guder, hvor bliver jeg træt en gang imellem, og hvor kan jeg føle mig som jordens sureste mor, selvom jeg jo godt er klar over, at det er noget alle forældre kæmper med, og at jeg bare har det lidt mere intensivt, når jeg har trolden alene. Dog føler jeg godt nok med de alene-forældre som har 12:2 ordninger eller lign. I er jo supermennesker!

Tilbage til konflikterne, så er jeg også hoppet med på bølgen om at prøve ikke at skælde alt for meget ud, men at prøve at anerkende/møde ham i sin trods/frustration/what-ever og tale stille og roligt til/med ham og give alternativer i stedet for bare at sige “det må du ikke”. Ofte virker det også ret godt, og han synes at forstå det bedre og bedre, og jeg synes egentlig også det er meget rarere ikke at skælde ud, men nøj hvor skal man lige tælle til 10(tusinde) og det er (desværre) ikke hver gang jeg opnår det.

Nogle dage har jeg også bare en følelse af, ikke at have overskuddet til at have sådan en lille størrelse, at jeg ikke er god nok, at jeg bør have mere overskud og rummelighed over for trolden og hans trods, hysteri, ked-af-det-hed, tryghedssøgen, grænsesøgen osv. Jeg ved, at jeg gør alt hvad jeg kan, giver ham alt hvad jeg har at give, og at det egentlig kun er et sundhedstegn, at han søger grænser og tryghed hos mig. At det er et tegn på, at han trives hos mig og er tryg og glad, og at jeg egentlig bare skal blive ved med at reagere på samme måde, så han ved hvor han har mig.

Børn er nogle forunderlige størrelser. Der hvor de ter sig mest og er mest uregerlige, er der hvor de er mest trygge. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke med sikkerhed, men har en ide om, at de ter sig, fordi de ved at deres reageren og handlinger kan rummes, og at de er trygge ved den reaktion de får. En dejlig ting at vide, men en frustrerende ting at opleve.

Det skal dog lige siges, at det er ikke fordi jeg har et uregerligt barn 24-7. Som udgangspunkt er han en dejlig, glad unge, med krudt i rumpen, nysgerrighed, temperament og kærlighed ud over alle grænser, men ud fra hvordan faren beskriver troldens adfærd, når han er der, så ter han sig meget mere hos mig, end hos faren. Noget jeg jo egentlig bare bør byde velkommen, selvom det godt nok kan være udfordrende!