Magtesløs

Vuggestuen har lige ringet. Trolden er ked, og han er ikke bare lidt ked, han er dybt ulykkelig. Han græder og skriger, så snart han ikke sidder hos (helt klistret op ad) en voksen. Jeg kunne høre ham gennem telefonen, og lige nu sidder jeg helt opløst! Alt i mig skriger efter at styrte ned i vuggestuen og hente ham og knuge ham ind til mig. Men det er faren, der skal hente i dag, og derudover have ham helt ind til fredag aften. Det er helt, så det hele vrider sig indeni mig. Det er den værste følelse! At vide at ens barn er dybt ulykkeligt, og at man ikke kan gøre en skid ved det, at man er bundet på hænder og fødder af en samværsaftale som dikterer, at der faren der skal hente på dage, hvor han skal overnatte der. Det giver jo som sådan også fint mening, men gud hvor er det forfærdeligt at sidde her, og vide at trolden er ked af det, og at man ikke kan/må trøste. Især velvidende at det alle dage, har været mig der var bedst til, at håndtere trolden når han var ked og vred. Ikke for at lyde hellig, men sådan var fordelingen nu en gang, da jeg boede sammen med faren. Jeg har flere gange afløst faren, når trolden var umulig, fordi faren ikke længere følte at han kunne håndtere situationen. Det kan han selvfølgelig have tillært sig (det håber jeg egentlig, at han har!), men nøj, hvor ville jeg dog gerne være den, der tog trolden hjem, når han har det sådan.

Oh, the joys of having a divorce-child. På den ene side ville jeg ønske, at pædagogen ikke havde ringet til mig, når jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det. På den anden side vil jeg jo gerne vide, hvis der er noget galt med trolden og han har det skidt. Denne gang synes jeg bare ikke at kunne trumfe igennem, at faren ikke ligeså godt burde kunne tage trolden hjem, som jeg kunne. Han er jo ikke syg, han er ked og det vides ikke hvorfor. Om han er blevet stukket af et insekt, om han har ondt, om det er nogle lyde han er bange for, om det er hverdagen der er gået op for ham, eller hvad det er. Han er bare ulykkelig, og det er forfærdeligt for mig som mor, ikke at være den der henter og trøster, eller at kunne gøre noget ved det.