At bryde med den sociale arv – overvejelser om opdragelse

Min mor var meget striks og streng, og det var sjældent at der var plads til knus og kram, og vi skulle holde på facaden, for tænk nu hvis dronningen en dag kom forbi (for det var der jo stor sandsynlighed for…. eller…). Min far derimod har altid været åben over for at give/få et kram og vi har alle dage kunne snakke tanker og følelser, dog indenfor nogle rammer, men stadigvæk. Der var plads til, at man kunne tale om hvordan man havde det, og hvad der fes igennem ens hoved.

Jeg boede hos min mor til jeg var 16, og er derfor blevet præget meget af hendes opdragelse. Jeg er dog også stadig et produkt af min far, så jeg har (heldigvis) også mange af hans værdier/handlemønstre i mig. Jeg lagde så sent som for en måned siden, mærke til at den måde jeg krammer trolden på, er samme måde, som min far krammer mig (og mine søskende), når der virkelig skal gives en krammer. Man holder om hinanden, og han nusser en i håret. Jeg nusser også trolden i håret, når han virkelig bare skal have en krammer og sidde og putte. En sjov ting at lægge mærke til, når det ikke er noget man har tænkt over før.

Jeg er dog også opdraget til, at det der med at være sur, ked og tvær, det må man helst ikke være, og slet ikke sammen med andre. Så kan man gå hen på sit værelse og være der, indtil man er blevet god igen. Det var mest min mor der praktiserede dette, men hende boede jeg jo så også hos 90% af min barndom. Jeg kan i hvert fald ikke huske om min far også har gjort det. Den har jeg tænkt meget over, for det (og nok også nogle andre ting), har gjort at jeg meget længe, har haft utroligt svært ved at håndtere min egen vrede og sorg, når der var noget der fik mig ud i de følelser. Jeg har i mange år undertrykt min vrede, og ikke turde lade det komme ude, men så bare gået og mukket, i stedet for at sætte ord på, hvad der var galt. Jeg har aldrig turde sætte ord på vreden og råbe og skrige, som man hører om andre gør. Én gang har jeg gjort det, og det var i den sidste tid sammen med troldens far, hvor jeg virkelig var drevet helt derud, hvor alt bare var kaos og negative følelser. Der begyndte jeg at råbe af faren (til dels fordi han også fulgte efter mig, hvilket jeg ikke gad, når nu jeg blev ved med at gå væk fra ham!). Jeg konstaterede, at det faktisk slet ikke var så farligt, som jeg havde bildt mig selv ind. Der skete jo ikke noget. Ikke at det er noget jeg som sådan har lyst til at gentage, men det er rart at finde ud af, at der ikke skete mere ved det. Jeg mistede ikke kontrollen over mig selv, som jeg ellers har været bange for, andet end at jeg talte med store bogstaver overfor min eks (hvilket jeg stadig i dag synes var fuldt berettiget!)

Men det her med, at sende hinanden væk, når man er i dårligt humør, og ikke ville anerkende at det er en naturlig følelse (det er i hvert fald sådan jeg oplever det), det er en af de ting, som jeg har tænkt meget over, at det ville jeg IKKE give videre til trolden. Jeg synes ikke at han skal lære, at man ikke må vise at man er sur/vred/ked. Ikke at man skal gå og råbe og skrige, men man må gerne være til stede, og være vred, uden at det behøver at påvirke os andre, eller at man skal isolere sig. Hvis han slår eller er udadreagerende, så er det en anden sag. Det vil jeg ikke have, og så må han gå for sig selv (og få af vide, at det må man ikke). Men at han bare er sur, det kan jeg godt tåle at se på (selvom det absolut ikke er sjovt), og så må han for min skyld gerne sidde sammen med mig i sofaen/på gulvet/i køkkenet eller hvor vi nu er.

Det er noget mærkeligt noget, det her forældreskab. Man bliver bevidst om utroligt mange ting i sin egen væremåde og opdragelse, og hvad man gerne vil give videre, og hvad man ikke vil. Det jeg synes der er det sværeste, det er det man IKKE vil give videre, for hvordan undgår man lige det? Det kræver jo at man selv bryder med sine vaner og måder at gøre ting på, for at lære det lille væsen, hvordan man så skal gøre det. Det er jo ikke nok at sige, hvordan man vil have tingene, man bliver jo også nødt til at vise det. Det er en af de største udfordringer, jeg synes, jeg har med at have sådan en lille bandit. Det er ikke nok, at sige hvad man vil, man bliver også nødt til at sætte eksempel og vise vejen.