Opdragelse – så mange holdninger, så mange måder.

Jeg anser mig selv som en forholdsvis streng, men kærlig mor. Jeg har prøvet at tage den test, man kan tage på psykiatrifondens (tror jeg nok det er) hjemmeside, hvor man ved at besvare en række spørgsmål, får af vide hvilken type forælder man er, og hvilken type de anser for at være det bedste for barnet. Jeg har taget testen nogle gange efterhånden, og får hver gang svaret, at jeg er “mild, men myndig”. Et meget godt resultat, hvis man spørger mig (og vist også dem selv). Dog er der dog også den “bias”, at det jo kun er en selv der svarer, og en ting er, hvad man tror man gør, eller gerne vil gøre, noget helt andet kan være, hvad man reelt gør.

Jeg er heller ikke “mild” i alle situationer. Nogle gange knækker filmen også for mig, og jeg får ikke lige talt i det rolige stemmeleje, jeg allerhelst vil. Jeg hader det selv, når jeg kommer til at tale med store bogstaver, men ingen er perfekte, jeg er i hvert fald ikke. Men så længe det snarere er undtagelsen, end reglen, at jeg decideret skælder ud, så tror jeg heller ikke at trolden “tager skade”. Den dag i dag hader jeg selv at “få skæld ud” af mine forældre, de få gange det sker. Jeg krymper helt ned i højde med trolden. Heldigvis er jeg også blevet bedre til ikke at lade mig påvirke så meget, men stå fast på, at det er mit liv og de ikke længere har den “magt” over mig, at skulle skælde ud og  opdrage mig. Men det ændrer ikke på, at det ikke er en behagelig følelse, og dermed heller ikke noget jeg ønsker at udsætte mit eget barn for, mere end højst nødvendigt. Jeg er dog også af den overbevisning, at man nogle gange bliver nødt til at tale med lidt store bogstaver, for at få budskabet frem, og for at trolden også forstår, at der altså er en konsekvens af, at være alt for meget på tværs, når det er bevidste handlinger. For mig har det indgydet en stor respekt for min far, men også kun fordi det ikke er blevet misbrugt. Min mor derimod flegnede med jævne mellemrum, uden nogen (andre end forhåbentligt hende selv) helt forstod hvorfor, så der er der knapt så meget respekt. Men det er en svær balancegang, hvor meget man kan/må gøre, før det går over gevind…

Som udgangspunkt prøver jeg at tale stille og roligt til trolden, og fortælle ham med rolig stemme, at det må man ikke og så få ham til at hjælpe med at gøre tingene gode igen – puste, hvis han har slået; samle op, hvis han har smidt med noget; stå stille, hvis han har smadret glas. Han har et iltert temperament, så han kan også blive hidsig, og det er noget af det, som for mig kræver tålmodighed og kontrol over mit eget temperament (ja, han har det jo ikke helt fra fremmede). Det hjælper ikke en dyt, hvis jeg også bliver vred, når trolden er helt oppe og ringe, men nøj, hvor kan det nogen gange trække tænder ud, når han bare er skrup-hysterisk og ligger sig på gulvet og er vred. Dog er jeg blevet væsentligt bedre til bare at lade ham ligge, og fastholde hvad der skal ske. Jeg prøver at sætte ord på, hvad jeg tror han oplever, men fastholder også hvad jeg synes der skal ske. F.eks. hvis han bliver vred over at skulle have sin lille rygsæk på, når vi skal ud af døren, og brokker sig højlydt, går sin vej, og ender med at ligge sig på gulvet og brokke sig fortsat. I stedet for at skælde ud (hvilket er sket en gang imellem), prøver jeg at trække vejret og bare sige stille og roligt til trolden, at jeg godt kan se, at han bliver vred, og at det da også kan være irriterende selv at skulle bære sin madkasse (det er det eneste der er i rygsækken), men det er nu en gang sådan det er. Mor bærer også sin egen rygsæk (men lidt mere indhold end kun madpakke 😉 ), så det er sådan vi gør her. Og så længe jeg bare har tålmodighed, har jeg endnu ikke oplevet, at han ikke frivilligt er kommet hen til mig og fået rygsækken på. Og det bedste ved det er, at jeg synes at det er kortere og kortere tid, han forbliver vred, før han “giver op”, og gør som jeg siger.
Det samme gælder når han bliver vred under maden og smider med gaflen eller lign. Han bliver hys, men kravler selv ned og henter den, skal nogle gange lige have en krammer, og så tilbage på stolen og spise videre. Og så er det som intet var hændt. Han spiser fint videre og vi hygger. Anderledes går det, hvis jeg bliver vred på ham. Så er det sjældent han kommer tilbage og spiser mere, og det tager noget længere tid, før han bliver god igen. Så det er virkelig win-win, “bare” at rumme hans hidsighed, selvom det nogle gange kræver lidt ekstra overskud fra min side i situationen.

Til tider “belønner” overskuddet sig også ved, at der er nogle gange, hvor jeg næsten morer mig, når han bliver vred, og det er når han er sur samtidig med at han allerede har sin sut. Så får sutten en ordentlig flyvetur, og så bliver han jo på et eller andet tidspunkt ked af, at han ikke har sin sut, og at se den der kamp i ham om, selv at gå over og hente sin sut igen, det er sgu lidt sjovt. Ved godt det ikke er pænt at sige eller bare tænke, men det er nu en gang sådan jeg oplever det. Han skal jo lære at jeg (eller aller mulige andre for den sags skyld) ikke gør alt for ham, især ikke når det er selvforskyldt og han nemt kan gøre skaden god igen. Det er noget andet, når han er i sin tremmeseng, klapvogn eller autostol, og smider sutterne ud af den. Derfra kan han ikke selv hente dem op igen, så der må jeg hjælpe ham, men ellers får han som udgangspunkt selv lov til, at rette op igen, hvilket han absolut ikke altid er lige tilfreds med.

Hvordan gør I andre med at opdrage jeres unger? Er der noget jeg har helt misforstået?