Er jeg en dårlig mor?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange de sidste uger, men jeg har ikke turde sige det højt. End ikke til mine nærmeste, for hvad hvis svaret er ja?!

Jeg har alle dage været en strengere forælder end min X, og til trods for at jeg selv er forholdsvis konfliktsky, har jeg taget alle de konflikter, der har været med trolden. Jeg har ikke håndteret alle lige godt, for jeg skal da blankt erkende, at jeg har hævet stemmen mere end en gang, med endnu værre gråd og frustration til følge – nu både hos mor og barn. Gør det mig til en dårlig mor?

Siden min x flyttede ind i naboopgangen (for 2 uger siden) har jeg mødt ham to gange (!), begge gange sammen med vores søn. Den ene kan du læse om her, hvor jeg mødte ham med, hvad jeg tror er, hans ny kæreste, den anden gang var her til morgen, hvor jeg skulle på ejendomskontoret, og de skulle af sted i vuggestue. Begge gange har trolden knapt nok ville hilse på mig, eller tale med mig.

Er jeg bare så streng og skrap, at min søn hellere vil sin far, end sin mor? Er jeg for hård? Er jeg virkelig så dårlig en forælder?

Når min X afleverer ham efter samvær, vil trolden sjældent være ret meget med mig. Han klistrer sig mest op ad sin far, selvom han dog er begyndt at henvende sig mere til mig og lave lege som inddrager os begge. Når så far er gået, er der dog ingen problemer. Ingen gråd, ingen sure miner eller noget som helst. Så putter han sig ind til mig og kan næsten ikke komme tæt nok på.

Men er jeg en dårlig mor, siden trolden knap vil registrere mig, når vi mødes på gaden sammen med hans far, og når han helst vil sin far, indtil han er gået, når de har haft samvær? Det spørgsmål har naget mig, og virkelig gjort ondt indeni!

Jeg valgte derfor at ringe til Forældretelefonen hos Børns Vilkår. Jeg blev nødt til at spørge nogen, for hvis trolden ikke trives hos mig, så er det jo helt forkert, at han har bopæl her. Jeg valgte forældretelefonen, fordi den er anonym, så jeg behøvede ikke at oplyse mit navn, og kunne dermed spørge uden at jeg risikerede at de ville tvangsfjerne trolden i morgen. Irrationaliteten længe leve – det ville de jo slet ikke kunne nå til i morgen! Anyway! Jeg talte med en rigtig sød og forstående dame, som spurgte ind til, hvad problemet var. Jeg fortalte hende det, som jeg oplever det, at trolden knap vil hilse på mig, når han ser mig på gaden, og generelt virker gladere for sin far end for mig, når far er i nærheden i hvert fald. Hun kunne sagtens forstå min bekymring, men fik også rimeligt hurtigt manet den til jorden, og forklaret mig, at så langt kan sådan en lille størrelse slet ikke tænke! Og i og med at jeg holdt fuld barsel, har det heller ikke noget med tilknytning at gøre – at trolden ikke er knyttet til mig. Han er helt med på, hvem der er hvem, men han har ikke den der “du er dum” tankegang endnu. Som hun forklarede det, skyldes hans reaktion nærmere, at det måske ikke er legalt at tale om mor hos far. At der bliver sagt nej, når der tales om mor, og ikke ja, og han derfor ikke ved hvordan han skal reagere, når han ser mor, når han er sammen med far.

Jeg er selv meget obs på, at imødekomme trolden når han taler om sin far, for hans far er en naturlig del af hans liv (selvom jeg personligt ønsker faren hen hvor pebret gror). Jeg har sågar billeder af min X og hans familie på den digitale fotoramme, jeg har stående i stuen, for de er jo en naturlig del af troldens liv, og han ELSKER den fotoramme. Det er så spændende at kigge på de skiftende billeder, og se hvem der er på det næste billede.

Tilbage til min uro. Rådgiveren hos Forældretelefonen fik virkelig talt mig til ro, og sagde flere gange, at jeg egentlig gjorde alt det rigtige, ved at lade trolden tale om sin far og se billeder af ham, når han var hos mig. Jeg skulle også bare blive ved med at henvende mig til trolden, når jeg ser ham på gaden, så han lærer, at det er naturligt og helt ok at se mor, selvom han er hos far. Hun rådede mig også til at tale med min X om, hvordan han omtaler mig, når trolden er hos ham. Om det er ok at tale om mor, eller om det bliver afvist og “tabuiseret”? Hun mistænkte nemlig min X for, ikke at have samme indstilling som jeg selv, om at begge forældre er en naturlig del af troldens liv, uanset om han er hos mor eller far. At mor simpelthen ikke er en del af troldens liv, når han er hos sin far, og trolden derfor bliver usikker på, hvordan han skal reagere, når han ser mor, når han er sammen med far. Ikke at min X nødvendigvis gør det af ond vilje, mere af usikkerhed. Usikkerhed på hvordan trolden mon vil reagere, hvis vi taler om savnet af mor, om han så vil blive ked. Så er det lettere bare at afvise den, for så undgår man den helt. Det giver bare nogle andre reaktioner hos trolden, end hvad min X nok lige har i tankerne, hvis det er det der sker.

Tanken er ikke fjern for mig, ud fra mit kendskab til min X og hans håndtering af konflikter. Han er om muligt endnu mere konfliktsky end jeg, men håndterer bare sin konfliktskyhed på en anden måde end jeg gør. Hvor jeg bider mig selv i tungen, men holder ud, selvom jeg hader hvert et øjeblik af en konflikt, selv med en 2årig, er min X mere tilbøjelig til at give efter og aflede/trøste med en figenstang, rosiner, eller hvad det nu kan være. Det så jeg senest bevis på i julen, hvor trolden blev skiftet på min X’ seng, mens han lå og spiste ristede løg, for det var den eneste måde hvorpå min X kunne få lov til at skifte ble på ham. Det skal lige siges, at min X har et puslebord, med puslepude og det hele. Jeg skifter troldens ble på puslebordet (UDEN snacks!), ligesom de også gør nede i vuggestuen, så jeg ved at det kan lade sig gøre. Det kræver bare at man tør sige ungen imod og sige at sådan er det!

Dog er jeg ikke overbevist om, hvordan jeg lige ville skulle gribe sådan en samtale med min X an? Tale med ham om, hvordan han taler om mig med trolden… Jeg kan jo ikke bestemme, hvordan tingene skal være hos min X, men på den anden side har trolden jo bedst af, at vi ikke modarbejder hinanden og at det er naturligt at både mor og far er en del af hans liv. Uanset hvor han så opholder sig! Der træder min egen konfliktskyhed virkelig i karakter. Jeg ved jeg bør, men jeg tør sgu ikke, for jeg ved ikke hvordan…

Samtalen har dog givet ro i sjælen omkring min egen rolle som mor, og viden om at jeg behøver ikke længere frygte for en tvangsfjernelse. Reelt ligger frygten nok også snarere i, når vi skal genforhandle samværsaftalen, om min X ville kunne finde på at bruge det som argument for, at jeg ikke længere skulle have bopælen. Jeg ville jo ikke ane, hvad jeg skulle sige og ikke vide mit levende råd, om det var en god idé eller ej. Nu ved jeg, at jeg gør det rigtige, og at det snarer er et argument om det modsatte, hvis vi endelig skulle komme ud i en omgang mudderkastning. Det håber jeg så inderligt ikke!