Hvis man gerne vil træne sin tålmodighed

Når man ikke tør lade bedsteforældre passe barn

Det tør jeg IKKE! Det må jeg blankt erkende. Den kvinde som har opdraget og “passet på” mig gennem min opvækst skal ikke være alene med mit afkom mere end højst et par timer ad gangen – og det helst mens han så sover!

Sidste weekend var jeg på min soon-to-be-svigerindes polterabend – en virkelig sjov dag! – men det var samtidigt i en weekend hvor jeg havde trolden. Min far var ude og rejse, min søster skulle med på polterabenden, og så var der pludselig ikke så mange oplagte tilbage til at passe trolden. I og med at vi alligevel var i sommerhus med min mor, var det jo naturligt at hun skulle passe ham. Og det ville hun skam også gerne! Jeg var dog noget betænkelig ved det, men tænkte alligevel, at det nok skulle gå, når nu det bare var en eftermiddag/aften, og min bror også ville være der.

Og heldigvis for min bror! Min mor havde bag min ryg, planlagt at de skulle i Cirkus. Jeg fik det først af vide på dagen, hvilket jeg ærligt talt blev ret sur over! Ikke over at hun gerne vil give trolden nogle gode oplevelser, men at hun ikke overholder vores aftale. Jeg vil gerne vide, hvad hun har af planer med min søn, når det ikke, som ellers aftalt, bare var at være i sommerhus og en tur ned til stranden. Derudover har barnet aldrig været i cirkus før, så hvem ved om han ville være rædselsslagen for al musikken og kunstnerne? For det trejde har min mor ikke passet ham ret meget, så han er ikke synderligt tryg ved hende. For det fjerde havde jeg lige fortalt hende om, hvor mange ting han har lavet sammen med sin far, og at han derfor har brug for nogle rolige dage.

Jeg havde mest af alt lyst til at sige “glem det, jeg springer fra polterabenden og passer min søn i stedet” (Ja, jeg er en løvemor!), og var det ikke for min bror, havde jeg også gjort det. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg brød tudende sammen foran ham, før vi tog af sted på polterabenden. Jeg kunne slet ikke have, at trolden skulle passes af min mor, for hun er absolut ikke god til børn, ikke særlig børnevenlig eller på nogen mulig måde god til at sætte sig i et barns sted. Min bror er heldigvis helt indforstået med mine kvaler, for han har jo haft samme opvækst som mig, så han virkede som om, at han godt kunne forstå min bekymring. Ligeledes er han virkelig glad for trolden – og trolden for ham – så han lovede mig at være primus motor på alt hvad der angik trolden – undtagen en lorteble. 😉

Dagen gik fint. Trolden hang på min bror og havde sin bamse med sig overalt, men der havde ingen problemer været. Han havde været glad og tryg ved min bror. Han havde siddet på min brors skød, det meste af tiden i cirkusset, og om aftnen da han skulle puttes, var det også min bror som trolden ville have til at gøre det. Selv at synge natsang, fik trolden lokket min bror til. 😀

Min bror var også god til at holde mig opdateret, for han sendte snapchats om hvordan det gik, og i løbet af aftenen talte jeg også kort i tlf. med ham, i forbindelse med at han alligevel talte med min svigerinde.

 

Jeg har sjældent været så taknemmelig, som jeg var da jeg kom tilbage til sommerhuset, efter polterabenden. Jeg kom hjem kl 01, og der sad min bror stadig oppe og så fjernsyn, for “hvis nu trolden vågnede, før jeg kom hjem.” Min mor ville næppe høre ham, så min bror syntes da, at det var helt naturligt, at han blev og holdt sig vågen, til jeg kom tilbage. Det er helt så tårerne triller, når jeg skriver det.

Min bror er guld værd – og det sagde jeg også til ham! Mange kender min baggrund og mit forhold til min mor, men få forstår det så godt, som han gør. Selv min soon-to-be-svigerinde var helt indforstået med mine følelser omkring pasning af trolden og var også helt med på, min mor ikke skulle passe nogen som helst børn, uden der også var en anden tilstede, som rent faktisk kunne tage sig af barnet/børnene!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis man gerne vil træne sin tålmodighed