Selvbedrag

Fra egentlig at synes, at jeg var på vej fremad og opad, føler jeg lidt jeg blev sat et par skridt bagud forleden. Det kom sig af noget af den snak, jeg havde med min ven for et par uger siden (læs mere her). Vi talte bl.a. om mit forhold med min eks, og om de få gange min ven også havde mødt min eks. Han fortalte om hans oplevelser af “hvem der havde bukserne på”, uden at jeg tænkte mere over det, for jeg har af en eller anden grund, altid tænkt, at det havde jeg i mange sammenhænge.

Det havde jeg bare ikke. Jeg havde en masse viden og ansvar, men var sgu ikke den der styrede slagets gang. Og når jeg tænker efter, er det jo ikke noget nyt. Det kan man jo også læse ud af nogle af mine indlæg fra tidligere (som f.eks. dette og dette), at det jo absolut ikke var lutter idyl i vores forhold, og jeg oplevede ikke at der var en lige fordeling af ansvar og opgaver. Tværtimod oplevede jeg især den sidste tid, jeg boede sammen med ham, som værende noget nær psykisk terror. Det tror jeg ikke man oplever, hvis man er den “der har bukserne på”. Men af en eller anden grund, er det bare ikke gået op for mig, før nu. Og det har sgu slået mig lidt ud. Det har fået mig til at tænke over, hvordan jeg er som person, til trods for at jeg ved, at jeg kan være strid en gang imellem, tror jeg egentlig også at jeg nogle gange kan være for nem at tromle hen over – at jeg giver mig uden at have taget kampen. Ikke en super god kvalitet. Og noget som jeg også længe har arbejdet med. Jeg havde bare bildt mig selv ind, at jeg var længere i processen end jeg måske reelt var.

Jeg hader sådan nogle “wake-up-calls”, men så alligevel er de jo meget gode, for så bliver jeg jo opmærksom, og kan dermed handle og prøve at ændre det. Men det er sgu lidt øv, at skulle gå nogle skridt, som jeg allerede troede jeg havde gået. Øv altså.