Skilsmisser – hvad går galt?

 

Jeg læste et indlæg hos en anden blogger (HER ) omkring frygten for at ende i en skilsmisse, efter der var kommet børn til verden, for hun synes at hun nærmest ikke ser og hører om andet. Det fik mig til at tænke over min egen skilsmisse, og hvad der gik så galt i forholdet til min eks-mand:

Generelt er der en tendens i samfundet til, at flere og flere bliver skilt – især par med små børn. Jeg er selv en af dem. Jeg gik fra min mand i vinter og vi har en knap 2 år gammel dreng sammen. Det var den sværeste beslutning at tage i mit liv, men jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige.

Men hvad gik der da galt, siden vi ikke kunne fikse det? Min eks-mand synes jeg gav op alt for hurtigt, men jeg ved med mig selv, at jeg ikke havde mere at give af i det forhold. Jeg var slidt helt ned til sokkeholderne, og lige meget hvor meget jeg synes at prøve at tale med ham, oplevede jeg, at få det hele smidt tilbage i hovedet.

Vi evnede (desværre) ikke at tale ordentligt sammen, respektere hinandens valg og holdninger. Hvis vi ikke skændtes, talte vi ikke til hinanden. Der var hele weeekender, hvor min eks-mand ikke talte til mig. Det er ret interessant, når man også har en lille trold, der skal fungere og nogle ting der skal gøres og koordineres. Vi prøvede parterapi, men det var nok for sent for os, eller også var vi bare for forskellige.

Beslutningen om at gå gør vildt ondt, og jeg er rigtig ked af det på min søns vegne, men på den anden side, ønsker jeg heller ikke, at han skal vokse op i et hjem som ikke fungerer! Så hellere at han har to velfungerende forældre, hver for sig, så han forhåbentligt kan se, hvordan velfungerende forhold er, i stedet for at lære de dysfunktionelle. I hans alder, suger han jo alt til sig, og jeg ville godt nok blive ked af det, hvis han kun lærte, at man enten skændes eller ignorerer hinanden, når man bor sammen, at der skal være millimeterdemokrati og noget-for-noget.

 

Hvordan undgår man så skilsmisser?

Hvis jeg havde svaret på det, var jeg mega-klog, og sad forhåbentligt ikke selv i min nuværende situation. Dog tror jeg fuldt ud på, at vejen til et godt og langvarigt forhold (med eller uden børn), bunder i kommunikation og gensidig respekt. Lyt til hinanden, respekter hinanden og giv plads. Så blomstrer kærligheden næsten af sig selv.

Min eks-mand og jeg var desværre ikke gode nok til det, men jeg har da stadig en drøm om, at finde en mand at være sammen med resten af livet og få flere børn med. Næste gang ved jeg også lidt mere om, hvad jeg skal være opmærksom på INDEN der kommer små trolde til verden. Bl.a. at turde tage de svære og hårde snakke inden børnene kommer til. Tale om værdier, prioriteringer, økonomi, forventninger og lign. Tale om det, lave forhåndsaftaler om hvad der kan lade sig gøre, så begge parter er indstillet på, hvad tiden bringer. Man kan ikke planlægge det hele, og mange ting vil alligevel blive anderledes, men jeg tror vitterligt, at hvis man har kunnet tale respektfuldt med hinanden forinden og fået forventningsafstemt, så kan man også holde sammen når der er børn. Nogle skriver endda også kontrakter om, hvad de forventer af sig selv og hinanden (at der skal være plads til at tage til træning, til at tage ud med vennerne og lign. x antal gange om ugen/måneden/året), og at de f.eks. ikke må gå fra hinanden de første 2 eller 3 år af barnets/børnenes levetid. For børnene udfordrer jo netop en på de mest værdifulde områder i ens liv – og det skal man kunne tale om og respektere hinandens holdninger i.

Så giv ikke op, men vær modig, og få det “grimme” og kedelige frem, før der kommer børn. Det er noget jeg selv har skrevet mig bag øret, til når jeg møder en ny mand som jeg kan forestille mig en fremtid og børn sammen med.