Usikker på kærlighed

Ja, det er en mærkelig overskrift, men det er den som bedst beskriver mine tanker. Jeg er usikker på kærligheden. Ikke kærligheden til min søn, familie og venner, men hvordan jeg skal kunne finde ud af at navigere i følelsespaletten når/hvis der er en dag kommer en mand ind i billedet. Kærligheden til trolden kan ingen pille ved, men kan jeg finde ud af også at have en mand ved siden af, og investere de følelser der kræves i det? Tør jeg overhovedet? Jeg brændte nallerne så uhyggeligt meget på min eks-mand, og har også trolden at tage hensyn til nu – han skal jo ikke introduceres for 10 forskellige mænd på skift. Jeg er faktisk er i tvivl om jeg overhovedet magter opgaven med at finde en fyr og dele livet med ham. Jeg er bange for at negligere trolden, samtidigt med at jeg også er bange for at negligere et evt. forhold.

Jeg vil jo gerne finde en ny mand, og har også stadig drømmen om “kernefamilien”. Udfordringen er jo bare, at jeg allerede har trolden, og min største frygt er, at han enten ryger ud på et sidehjul eller fylder så meget, at der reelt ikke er plads til en ny mand. En ny mand skal jo kunne rumme trolden og kunne tage del i opdragelsen. I min optik er det vigtigt, at børn lærer at alle voksne er en autoritet, så selvfølgelig må en kæreste også sige fra.

Sagen er bare om man er enig om hvordan og hvorledes? Min eks-mand og jeg var jo langt fra så enige som vi oprindeligt troede, og det gjorde absolut ikke tingene nemmere for os. Selvfølgelig er der altid forskel på to forældres opdragelse, men der skal helst være nogle former for overensstemmelse eller aftale om hvordan man gør ved uoverensstemmelser.  Nok især det sidste, er vigtigt – at man på forhånd har talt om, hvordan man tackler uoverensstemmelser når de opstår. Hvem har ret, og hvornår tager man diskussionen, hvis man synes den andens holdning er helt til hest? Er det kun den biologiske forælder som klare de “sure” pligter ved barnet – bleskift, skældud, osv – eller er det noget man kan deles om fra start af (eller så snart barnet i hvert fald er tryg ved den anden part)?

Hvordan filan gør man den balance? Det kan godt være, at det bare er et tankespind, jeg har viklet mig ind i – at det vil komme helt naturligt når/hvis jeg møder en fyr. Det håber jeg. Lige nu synes jeg bare at det virker virkelig uoverskueligt.