Fik en åbenbaring – hos frisøren…

Ja, hvem skulle have troet det?

I går var jeg til frisør hos en bekendt, som jeg ikke er blevet klippet af før. Hun er en af mine gode veninders veninde, og jeg har mødt hende nogle gange, og så er hun uddannet frisør, og bijobber som det, mens hun er ved at tage en ny uddannelse.

Vi var begge i det snaksaglige hjørne, så der blev talt om alt muligt, både løst og fast, rygter og personlige ting. Vi talte bl.a. om børn, vores fælles veninde, ekskærester, job og kom også ind på min skilsmisse, om hvorfor jeg gik fra min eksmand, hvilke problemer vi havde og sådan noget. Noget som jeg mange gange i det sidste års tid, har tænkt over (jeg tænkte jo også over det FØR jeg valgte at gå fra ham), og er mange gange kommet frem til, at meget af det, burde jeg have set komme. Og noget af det, er også rigtigt nok, noget af det kunne vi have forebygget, ved at tale mere sammen end vi gjorde, men på den anden side, så var behovet ikke større på det tidspunkt. Vi kunne sagtens have talt mere om vores økonomi, og hvordan vi skulle få det hele til at gå op, men vi havde jo klaret os fint med at tage det løbende og på gefühl, så hvorfor skulle det ikke kunne fortsætte? I dag ved jeg, at jeg vil tage en meget dybere snak, næste gang jeg står for at skulle flytte sammen, men jeg vidste ikke bedre på daværende tidspunkt, og den løsning vi fandt virkede jo et godt stykke tid – indtil nogle forhold ændrede sig, og vi pludselig viste nogle andre sider af os selv. Fik sat ord på nogle tanker og forventninger, som før havde været usagte, men som nu havde behov for at komme frem, og åbenbart var meget forskellige.

Andre ting ved jeg ikke, hvordan jeg havde skulle kunne se komme
– så som at min eks nægtede at tage “nattevagter” – altså være den der tog trolden om natten, for han kunne ikke høre ham, og jeg fik et møgfald af rang, hvis jeg vovede at vække ham, så han kunne tage trolden. Ligeledes mente han også, at det var dybt uretfærdigt, hvis han så skulle tage trolden mere end 3-4 morgener i løbet af en uge, for så skulle han jo tidligt op – så skidt med, at jeg både var oppe flere gange om natten, næsten hver nat, og så også skulle starte dagen med trolden, så faren kunne sove til vækkeuret ringede. (Det skal måske lige siges, at dette var EFTER min barsel var slut. Under barslen har jeg det fint med, at det er den der er på barsel, som er primær på barnet.)
– at hvis jeg skulle ud af døren, uden barn, stod han nærmest helt fortabt i døren og spurgte, hvad de så skulle have at spise? Det er ikke mit problem! Du er en voksen mand, du er barnets far, kig i køleskabet, find på noget!
– at han ville blive så fornærmet, at han ville have hele dage, hvor han ikke talte til mig (dette kom først efter trolden kom til verden)
– hvor presset jeg også selv ville blive, og hvor stort et behov jeg ville have for at komme ud og lave noget der IKKE var børnerelateret. Bare det at få lov til at tage til træning én gang om ugen og se veninder en gang om måneden, var nærmest en kamp.
– at jeg ville komme til at føle mig så alene, i noget som jeg mener at man burde være fælles om. At det stort set altid var mig, der skulle tage trolden, dag og nat, tage konflikterne med ham, oplære faren i, hvordan trolden kunne puttes, aldrig kunne sige “tager du ham ikke i dag?” og så selv kunne slappe af, men hele tiden skulle stå standby, til når han ikke synes han kunne håndtere trolden længere.
– hvor meget jeg (og nok også han) ville prøve at hoppe og springe for at få det til at fungere, for så at konstatere, at det egentlig bare blev meget værre, fordi vi ikke talte ordentligt sammen.

Jeg ved godt, at det her lyder som en lang klagesang, og “nøj hvor har jeg ondt af mig selv”, men det har jeg egentlig ikke. Det er bare sådan jeg oplevede tingene, og de gange jeg prøvede at tale med min eks om det, stod han fuldstændigt uforstående og syntes at jeg havde alt for store forventninger, og kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke bare kunne være glade og være lige som hans bror og svigerinde, for de klarede det så flot med deres 2 (nu 3) børn.

Vi prøvede at gå til parterapi, men det hjalp ikke rigtigt. Jeg turde ikke være helt åben og ærlig, var bange for hvad jeg ville få smidt tilbage i hovedet (selvom jeg nu tvivler på, at det kunne blive en værre situation, end den vi står i nu, men igen; bagklogskabens ubarmhjertige lys). Min eks synes at det var spild af tid, og kunne ikke se, hvad han selv gjorde af fejl, for det var jo sådan han var opdraget og sådan hans forældre havde gjort, og de er stadig sammen.

Så, som først skrevet: nogle ting kunne jeg måske have forudset eller kunne have været undgået, hvis vi (jeg) havde turde tage initiativ til at tage nogle af de sværere snakke, andre ting tror jeg ikke på, at jeg ville kunne have forudset. Men om det havde gjort en forskel for udfaldet, at vi havde talt om nogle af de “forudsigelige” ting, ved jeg ikke – det tror jeg egentlig ikke – men det kan jeg heldigvis heller ikke bruge til så forfærdeligt meget. Jeg kan ikke gøre det om. Jeg kan prøve at lære af det, og tage det med mig når jeg (forhåbentligt) møder en ny mand – og så bare håbe på, at han ikke blive skræmt fra vid og sans af, at jeg stiller nogle måske ubehagelige spørgsmål.