Tatoveringer og minder

Jeg læste et meget gribende indlæg på en anden blog, om en mor som havde mistet sit fortidligtfødte barn, og havde fået tatoveret barnets CPR-nr med hvidt blæk som minde. Før havde hun været modstander af tatoveringer, men forstod lige pludselig, hvad de kan have af betydning. For nogle er det netop som et minde, mens det for andre primært er som et smykke/en dekoration.

Jeg har selv to tatoveringer, som bærer en stor symbolik for mig:

– en anemone på min ankel, fordi anemonen er min yndlingsblomst og fordi det er en reminder om, at foråret altid kommer igen. Eller oversat: lyset vender altid tilbage. Intet er så sort, at lyset ikke kæmper sig vej ind igen. Jeg har ikke haft en rosenrød barndom, og kan reelt ikke huske ret meget af den i dag – hverken de gode eller de dårlige ting. Det hele er blevet “slettet”, i hvad jeg gætter på, er min hjernes måde at beskytte mig selv på. Jeg kan huske billeder jeg har set (fotoalbum og lign.), og de historier jeg har fået fortalt omkring billederne, men det er sjældent, jeg kan huske selve oplevelsen. Nogle ting kan jeg huske, både gode og dårlige, og jeg har indtil flere gange bragt tårer frem i min fars øjne, når jeg har fortalt om, hvad jeg kunne huske – og ikke glædestårer, desværre.

– en nøgle ovenpå mine læber. En bekræftelse af, at jeg selv styrer, hvem der har adgang til mig som person, både fysisk og psykisk. Det er mig der har nøglen til mit hjerte, og det er mig, og kun mig, der kan bestemme, hvem der har ret til at bruge den. Jeg må gerne sige fra, og jeg har ret til at bestemme over mig selv og min krop. Noget jeg ikke altid har været lige god til, men som jeg heldigvis er blevet bedre til gennem årene.

Jeg overvejer jævnligt, om jeg skal have flere tatoveringer. Især tankerne om at få en der repræsenterer trolden, ligger mig på sinde. Men så bliver jeg alligevel også konservativ, for jeg har ham jo. Jeg behøver ikke et symbol på min krop, for at blive mindet om, hvor skøn en unge han er, hvor stor en gave han er i mit liv. Det oplever og mærker jeg jo hver dag  – også når jeg savner ham, når han er hos sin far.

Jeg er generelt dybt fascineret af tatoveringer, og elsker at høre historierne bag, hvad enten det “bare” er et smykke, eller om der er en dybere mening bag. Bag smykkerne gemmer der sig nemlig ofte også en eller anden historie om, hvorfor det lige blev det motiv.