Gave til mig selv!

I bør få trolden undersøgt

 

Den besked fik jeg i vuggestuen i sidste uge. En af pædagogerne har gennem længere tid bemærket at trolden drikker og tisser rigtigt meget. Som i at han kan drikke over en halv liter når han sidder og spiser – og han er altså kun 2½, så det er begrænset hvor meget der kan være i den lille krop. Jeg har også selv hæftet mig ved det et par gange, og kort tænkt om han kunne have sukkersyge. Jeg har dog hurtigt slået tanken væk igen, da jeg ikke syntes der var andre symptomer på noget som helst, da han både spiser, leger og sover normalt.

Jeg valgte dog alligevel at ringe til lægen, og hun ville gerne lige se trolden og måle et blodsukker – hun var også bekymret for om han kunne have sukkersyge. Vi fik en tid samme dag til måling af blodsukkeret. Det krævede heldigvis kun et prik i fingeren, og det tog trolden vældig fint. Han kiggede lidt, men derudover var han mere bare fascineret af plasteret han fik på, og det armbånd han fik bagefter. Han peb ikke og trak heller ikke hånden til sig, så det gik over al forventning.

Resultatet var heldigvis godt. Hans blodsukker var fint – både det hurtigtreagerende og det langsomme. Men nøj, man får da lige sat nogle tanker i gang, for hvad nu hvis? Så ville der pludselig skulle en del ændringer og hensyn til. Ikke at man ikke kan leve med det, det kan man sagtens. Det er der jo mange der gør. Men det er sgu rart at have fået den afklaret og lukket for nu. 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gave til mig selv!