Glansbillede vs. virkeligheden

Det er et jævnligt debatteret emne, og så alligevel ikke. Hvorfor opstiller vi glansbilleder af vores liv? Hvorfor viser vi ikke virkeligheden, selvom den gør ondt? Det gør den jo for alle, så hvorfor opstille urealistiske billeder af vores liv? Jeg gør det også selv, så jeg er ikke et hak bedre, men derfor undrer det mig alligevel.

Jeg prøver så vidt muligt, at være ærlig omkring at mit liv ikke er lutter lagkage, men derfor pakker jeg da alligevel mange ting ind, og prøver også at undertrykke nogle ting. Jeg ved godt det ikke hjælper et klap i det lange løb, men nogen gange føles det bare lettere. Og det er det også her og nu. Det er nemmere bare at glide af og ikke gå i dybden, men hvis folk spørger, hvorfor så ikke svare? De spørger jo, og så kan det godt være, at de ikke forventer det ærlige, ubehagelige svar, men hvorfor egentlig ikke? Hvornår og hvorfor har vi vænnet os til, ikke at svare ærligt? Jeg kan forstå det, hvis en vildt fremmed spørger en, men hvis det er en man kender, om så bare perifert, så har de jo en eller anden form for interesse i ens velbefindende og liv.

Jeg prøver virkelig at være ærlig overfor mine venner og nære familie, men nogle ting er bare svære at indrømme, også overfor mig selv. Når jeg så åbner op alligevel, og så er jeg flere gange blevet mødt af, at det kunne de da godt se/høre/mærke på mig. Så den jeg egentlig skjulte det bedst for, var mig selv, og det klarede jeg ikke ret godt.

Af samme grund har jeg det også ret svært ved personer, som stort set altid prøver at fremstille glansbilleder og ikke vil indrømme, at der altid er ridser i lakken. Nogle små, nogle store, nogle ligegyldige, nogle med stor påvirkning af livet. Hvad er det, de vil opnå? Personligt bryder jeg mig ikke om, at omgås folk som ikke kan indrømme deres fejl og mangler. Selvfølgelig er det ikke alt man er enige om, hvad der er en “fejl” og hvad der ikke er, men bare man tør stå ved, at der er nogle sider af en selv, man ikke nødvendigvis er super stolt af. Dem har jeg en del af – f.eks. når jeg skælder trolden ud, at jeg er lidt for god til facader (ikke på huse, men mentale), at rengøring aldrig bliver min favoritbeskæftigelse, at jeg stadig kan blive bange for at blive vred og bange for at andre bliver det, jeg ser alt for meget tv, jeg ikke altid føler overskud til at være den mor trolden fortjener, at jeg stadig har alt for mange (negative) følelser i klemme overfor troldens far og ikke ved hvordan jeg lige skal håndtere dem, at jeg er lidt misundelig på at min veninde har fået en super dejlig kæreste (jeg under hende det og er super glad på hendes vegne, men timingen er bare elendig ud fra mit ego-perspektiv). Bare for at nævne nogle stykker.

Jeg forstår ikke, hvorfor det perfekte liv er opstillet som et problemfrit liv. Hvordan skal man kunne vide at det går godt og kunne værdsætte det man har, hvis man ikke også har nedture og får nogle gok i nøden? Vi lærer jo af vores fejl og hvis man er heldig, kan man også lære af andres fejl – undgå at begå de samme, når man hører om de konsekvenser det har haft for andre. Så hvorfor ikke åbne op og dele ud, også af de ting der gør ondt? Det kan sjældent gøre det værre, men ofte bedre eller bare løsne lidt op på det.

Så åbn op! Tal om de dårlige sider, spring ud i det, stol på at I ikke er alene med følelsen/oplevelsen og lær af hinanden. Det vil jeg i hvert fald øve mig endnu mere i fremadrettet. 🙂