ØM overalt

Start på nyt kapitel – Usikkerheden!

 

Jeg synes, det er lidt angstprovokerende at tænke på, at jeg lige om lidt er færdiguddannet, for hvad skal jeg så? Siden 2012 har jeg været indskrevet på RUC og været studerende (ja, det lyder af længe, men det er reelt kun specialet jeg har forlænget. Derudover var der et semester til supplering og et år til barsel, og så selve studiet som tager 2 år).

Jeg ved godt, hvad jeg skal sådan lige nu og her – jeg skal søge job! Men hvad skal jeg søge? Hvad kan jeg? Hvordan kommer mit liv til at se ud, når jeg også har trolden og skal både arbejde, trold og hjem til at fungere og jeg derudover jo også godt kunne tænke mig at finde en mand?

Jeg kan ikke gøre så meget andet, end at tage en dag ad gangen, søge de job, som jeg synes lyder spændende og relevante for mig (og måske også nogle ud over det, for at leve op til dagpengekravet), og så ellers håbe på det bedste. Men jeg HADER at leve sådan. Jeg er et ordensmenneske i nogen grad og et vanedyr – jeg kan godt lide forudsigeligheden i det store linjer (hvorfor jeg heller ikke tror, at jeg nogensinde bliver selvstændig!) og sikkerheden i, hvor mit levegrundlag kommer fra. Jeg kan godt lide at sprænge rammerne en gang imellem og rykke tingene op ved rode, men så har jeg som regel en plan for, hvordan og hvad der skal ske. Det har jeg ikke nu! Nu kan jeg ikke selv bestemme hvordan og hvorledes, men må bare se tingene an. Derfor vil jeg også prøve, at se det som en mulighed for at nyde min trold endnu mere, mens jeg er på dagpenge, og holde ham hjemme en dag om ugen, og bare hygge mig med ham og nyde sommeren. Så kan jeg stadig godt nå at skrive de famøse to ugentlige ansøgninger, men jeg kan også udnytte at jeg ikke er bundet af et job.

Se det positive i situationen! 😀

Men derfor vil jeg nu ikke benægte, at jeg stadig synes, at det er angstprovokerende, at blive færdiguddannet og dermed arbejdsløs.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ØM overalt