En af de dage…

I går havde jeg hvad der bedst beskrives som en rigtig øv-dag. Jeg var trist og ked, uden nogen synderlig god grund. Trolden var i hopla, vejret var lækkert, jeg var ude og se på en lejlighed, jeg fik positiv-feedback i studiesammenhæng, så der var reelt ikke noget at være utilfreds med. Jeg var bare trist alligevel. Som om jeg bare havde fået det forkerte ben ud af sengen. Det hele kulminerede om aftnen, efter jeg havde puttet trolden, hvor filmen bare knækkede og tårerne trillede. Tanker om skilsmissen, hvordan jeg synes jeg burde have håndteret nogle ting anderledes, hvilke konsekvenser det hele har for mig, for trolden, hvordan mine forældres bitre skilsmisse har påvirket min opvækst, og at jeg for alt i verden ikke ønsker, at det skal ske for trolden. Tanker om ting jeg burde gøre bedre/anderledes (altid godt at slå sig selv oven i hovedet), tanker om at fylde det hul som er indeni. Jeg savner tosomheden, men tror ikke jeg er klar til den endnu. Jeg savner ikke min eks, men jeg savner en at dele livet med, dele livets op- og nedture med, en at snakke med, en at deles om trolden med (ud over hans far), en at få flere børn med. En som kan håndtere mine særheder og som har sine egne, en til at tage styringen en gang imellem og være med på fis og ballade.

Åh, den skønne vej til at finde sig selv igen. Der er ingen genveje eller smutveje. Der er gode dage (de er heldigvis overrepræsenteret) og så er der dage som i går. Og hvor gerne jeg end helst vil undertrykke sådanne dage, så ved jeg, at det ikke nytter noget. Ud skal det, og det hjælper rent faktisk, selvom det virkelig er alt andet end sjovt i situationen.

Solskinshilsner herfra