At dele ens inderste

“Hvorfor blogge?” “Hvorfor skriver jeg om det jeg gør?” “Hvordan tør jeg?” Det er jeg blevet spurgt om nogle gange, både herinde og når jeg fortæller at jeg har en blog.

Jeg har også selv tænkt over det nogle gange, især fordi, når først jeg trykker “udgiv”, så kan hvem som helst læse med. Jeg kan jo også se i mine kommentarer, at der er en del jeg ikke kender, som læser med. Det sjove er bare, at det er sådan set det, der generer mig MINDST. I søde læsere, som ikke ved hvem jeg er, I ved jo af gode grunde heller ikke hvem jeg er og hvem det er, jeg taler om. I ved bare at det er en enlig mor fra Københavnsområdet, som går under navnet Troldens Mor, som skriver. Der hvor jeg ofte tænker en ekstra gang, er de indlæg, hvor jeg deler tanker, som jeg end ikke har delt med mine veninder – veninder som jeg ved af og til læser med herinde. Ikke at de ikke må vide det, for der er jo ikke noget farligt i det, men det er bare spøjst at blive mødt af “nårh ja, det læste jeg også på din blog”, eller blive spurgt ind til noget, man ikke har talt højt om, men som de har læst om herinde. Jeg frygter altid lidt, at blive mødt med den der “Ej, tænker du virkelig det?! Hvordan kan du tænke sådan? Hvordan kan det overhovedet strejfe dig?” Ikke at jeg er blevet mødt af den endnu, men det er men den ligger hele tiden og lurer. Og jeg ved godt, at det jo min sag, hvad jeg tænker, og at man ikke altid kan styre sine tanker, og at jeg i og for sig kan være ligeglad med, hvad de synes om mine tanker. Men derfor er tankerne der alligevel – “hvad hvis de nu ikke kan lide mig, hvis de opdager at jeg tænker sådan”. Det tror jeg ikke sker. Tror højst at vi kan blive klogere på hinanden og få dybere indsigt i hinandens liv og tanker.

Jeg forsøger altid at holde mig på min egen banehalvdel, og eksplicit skrive at det er mine tanker, synspunkter og oplevelser. Så kan folk være enige med mig eller ej, men jeg prøver at holde mig indenfor egne rækker. Det er jo bare tanker. Det er jo ikke fordi jeg fysisk slår nogen eller bare slynger om mig med beskyldninger.

Dog har jeg valgt at skrive anonymt (eller så anonymt som jeg nu kan, når der trods alt er nogle, der ved hvem jeg er), netop for at risikere mindst muligt at støde og/eller udstille nogen, andre end højst mig selv. 😉

Men hvorfor blogger jeg i det hele taget? For mig er det en slags terapi. Jeg får sat ord på en masse tanker og får organiseret dem lidt. Derudover tænker jeg også, at hvis jeg har oplevet, følt og tænkt alt det her, så er der helt sikkert også andre der har været i lignende situation og andre der kommer det. Så hvorfor ikke fortælle om hvordan jeg har håndteret det? Så kan andre måske også tage ved lære og se, at sådan og sådan er en god/dårlig måde, at gøre det på.

Dog er det primært for min egen skyld, at jeg skriver. En slags dagbog og terapi om, hvordan jeg har oplevet at blive alenemor, samtidigt med at jeg er studerende og få det hele til at gå op i en højere enhed. Men tusind tak til jer der læser med, og kom endelig med kommentarer og ris/ros. Jeg læser alle kommentarer og synes det er sjovt at læse om, hvad andre får af tanker af, at læse hvad jeg skriver om. 🙂