nerverne uden på tøjet

Sådan har jeg gået fra lørdag aften til kl 9 i morges. Jeg har jo fået en ny lejlighed (se mere her og her), hvor jeg for knap 3 uger siden fik tilsendt kontrakt til underskrivelse og en masse andre papirer. Der stod på et af de andre papirer at kontrakten skulle returneres underskrevet inden for 3 dage (hvilket jeg umiddelbart synes er rimelig kort varsel til at nå at læse det hele igennem!), og at man så (selvfølgelig) ville få en genpart – altså en kopi af kontrakten som også bar deres underskrift. Jeg sendte kontrakten af sted, dog lige en dag forsinket (sendte om lørdagen i stedet for fredag, men det gør jo ingen forskel i forhold til, hvornår brevet så kommer frem), og tænkte ikke så meget mere over det.

I lørdags tænkte jeg så, at jeg ville kigge lidt på det der depositum, hvornår det skulle indbetales, og det skulle det bare senest 14 dage før overtagelse. Ingen problemer. Dog gik det så også op for mig, at jeg endnu ikke har fået en genpart af min lejekontrakt, og det gjorde mig sgu nervøs! Har de ikke fået den, var blevet mere forsinket end jeg lige vidste af, får jeg ikke lejligheden, jeg har jo opsagt den jeg bor i, hvad gør jeg så, osv. Tankerne kørte rundt, og selvfølgelig får jeg først sådanne tanker lørdag aften kl 21, hvor jeg sådan ca. kan gøre ingenting. Jeg sender en mail til den ansvarlige for ejendommen, velvidende at jeg tidligst kan forvente svar mandag morgen. Skal vi ikke bare sige, at lørdag aften, hele søndag og denne morgen var jævnt ulidelige!?!? Nøj, hvor har jeg gjort mig mange tanker om mulige scenarier.

I morges kl ca. 8.30 tikkede der så en mail ind, fra administratoren af ejendommen – de har fået min kontrakt og jeg får snart genparten! Pyh! En tung sten faldt lige fra mine skuldre. Hold nu op. Det var da den bedste måde at starte dagen på – at få ro i sindet og vide, at jeg ikke står uden tag over hovedet d. 30 november!

Hvorfor er det lige, at vores hjerner er sådan indrettet, at den altid graver noget frem, på tidspunkter hvor man ikke kan gøre en skid ved det, så man bare kan gå og frustrere sig over det i jævnt lang tid? Synes altid at det er efter kl 21 om aftnen, at man kommer i tanke om et eller andet, som man tidligst kan få afklaring på den følgende morgen. Jeg er ret glad for, at jeg efterhånden har øvet mig en del i, at skubbe tanker til side, og sige til mig selv, at jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det nu, så det må vente til jeg ved, hvad jeg har at forholde mig til, eller om ikke andet, så bruge tiden på at finde nogle konstruktive løsninger på worst-case-scenario. 🙂