Uddrag af min indre kamp

Det her er måske et af de mest personlige indlæg, jeg kommer til at ligge op. Det er ikke kønt, snarere tværtimod. Det er et uddrag af en proces jeg står midt i, og prøver at komme ud på den anden side af. Indtil videre har jeg gennem mit liv, været vældig god til at padle rundt i det, og prøvet at holde det nede, af frygt for hvad der ville ske, hvis det kom op til overfladen, men jeg er begyndt at have svært ved at holde det inde, i stedet for at få det bearbejdet. Det påvirker mig for meget. Så selvom jeg stadig er pisse bange for, hvad der vil ske, når jeg åbner op (både over for mig selv og for omverdenen), tror jeg også, at det er den eneste vej frem. Nu har jeg prøvet så mange andre måder, som ikke virkede, så nu prøver jeg at pille mit eget glansbillede (eller reelt skræmmebillede!) lidt fra hinanden, i håb om at jeg kan få opbygget et mere realistisk (selv)billede.

Det bliver i form af uddrag fra et brev jeg er i gang med at skrive til min mor. Det er egentlig ikke et brev hun skal se, for det er der som sådan ingen grund til. Hun har ændret sig meget siden alle de ting som skete, og vi har egentlig et ret godt forhold i dag, som jeg ikke har behov for at sætte skår i. Anyway, here goes:

“Da jeg var barn, prøvede du at lære mig, at negative følelser skal fylde så lidt som overhovedet muligt – også selvom at de indeni fylder det hele. Det hele skal se pænt ud på overfladen, så det er pænt og ordentligt, hvis nu der skulle komme gæster forbi – den klassiske med at feje tingene ind under gulvtæppet, og huske at frisere frynserne, så ingen kunne se, at man havde løftet tæppet. Men hvem skulle have lyst til at komme forbi, når vi ikke kunne være os selv? Jeg havde meget sjældent lyst til at have venner med hjemme, for jeg vidste aldrig, hvilket humør du var i, når du kom hjem, og jeg var hunderæd for, at du skulle flegne over at skoene stod skævt, at der stod et glas ved siden af køkkenvasken, eller hvad det nu kunne være. Jeg var virkelig bange for, at du skulle blive vred – dels fordi jeg ikke ønskede at hverken jeg selv eller mine venner skulle opleve dig vred, for jeg blev altid bange og ked af det efterfølgende. Bange for om jeg nu havde overskredet en eller anden usynlig grænse for, hvad du ville finde dig i fra min side. Bange for om det var dråben der fik bægeret til at flyde over, og du ville sende mig væk. Væk til et sted, hvor jeg for alvor kunne lære at opføre mig ordentligt og ikke vise følelser – ikke være ked af det, ikke være vred”

“Jeg brød sammen i skolen, midt i idrætstimen. Vi skulle spille volleyball, jeg skulle være playmaker eller hvad den rolle midt på banen nu hedder, og så væltede læsset. Det var simpelthen for stort et ansvar at ligge på mine skuldre. Jeg sagde til mine klassekammerater, at jeg havde fået ondt i maven, og gik ned i omklædningen. Min lærer fulgte efter mig. Hun købte ikke historien om ondt i maven, så hun satte sig ned og talte med mig. Spurgte hvordan jeg havde det, og lyttede. Lyttede til hvad jeg nu end fik fortalt hende. Det kan jeg ikke huske. Jeg kan i det hele taget ikke huske tiden efter snakken, andet end at jeg var konstant angst for, hvad der skete når du opdagede det. Som den første udenforstående, forstod min lærer, at nok havde du fuld forældremyndighed over mig, men det var ikke nødvendigvis lig med, at det var dig, hun skulle have fat i, for at få mig i bedre trivsel. Hun forstod MIG og forstod at det ikke blot handlede om teenage-utilfredshed, men at jeg lige var niveauet længere ude end det.“

“Jeg kan huske, at jeg engang forholdsvis seriøst overvejede selvmord. Jeg havde taget en af mine spejderknive frem og hvilede den på håndleddet og tænkte over hvem som ville blive kede af det, hvis jeg gjorde alvor af mine tanker. Min tankestreg var nogenlunde sådan her: Du ville være ligeglad – måske endda lettet. Min bror ville blive ked af det, men han var nu alligevel så lille (selvom han var omkring 11) at han ville komme sig over det. Min far. Min far. Han ville blive ked af det. Ham kunne jeg ikke byde, at gøre det. Jeg ville ikke gøre ham så ked af det. Det kunne jeg ikke være bekendt. Og så lagde jeg kniven væk igen. Sådan bør INGEN børn have det! INGEN! Ingen børn bør sidde med den tanke, at ens forælder reelt ville blive gladere af, at man ikke var der. Selvom det på ingen måde er en leg at have børn, må de da aldrig betvivle ens kærlighed. Jeg kan ikke huske, at du nogensinde har sagt at du elsker mig. Jeg kan ikke huske, at du mens jeg var barn, har fortalt mig at du var stolt af mig. Du har sagt det til mig som voksen, men jeg mindes det ikke som barn.“

“Jeg har SÅ svært ved at tro på mit eget værd. Fra mit synspunkt er jeg en pige bestående af en hel masse potteskår, sat sammen efter bedste beskub, men uden at vide hvornår det hele falder fra hinanden og det eneste der i så fald er at gøre, er at feje skårene op på en fejebakke og smide dem ud. Det er ikke værd at prøve at samle dem igen. Det kan de ikke, for de er så meget itu, at de aldrig vil kunne udgøre et helt menneske. Jeg kæmper dagligt en ihærdig kamp for at holde samling på skårene og mig selv, og prøver mit bedste at skjule for andre, hvordan jeg inderst inde er , skjule skårene – for hvis de så det, vil de da umuligt kunne holde af mig eller have lyst til at bruge tid på mig.“

I dag er det især det sidste afsnit, jeg kæmper rigtigt meget med. De andre afsnit er så at sige en del af optakten til/baggrunden for den følelse, og det er den jeg nu prøver at få gjort noget ved, for den gør i sandhed intet godt for mig. Den er en del af mig og vil måske altid være det, men jeg så gerne, at det blev på samme måde som de øvrige afsnit – en del af min fortid. Noget jeg HAR gennemlevet og ikke gennemlever nu. Hvordan jeg får den til at blive det, ved jeg ikke helt endnu, men det er derfor jeg går hos en terapeut og også derfor jeg skriver det her – for at italesætte det overfor mig selv, at målet er at det bliver en “var”-følelse, ikke en “er”-følelse.