Den daglige kamp

 

Jeg har lidt ondt af mig selv for tiden. Jeg synes jeg kæmper en brav kamp, for at få mit liv til at hænge sammen, og synes at der er lidt for mange ting der driller mig.

Jeg har endnu ikke fået en aftale i hus med en virksomhed/kommune omkring et specialesamarbejde. Den jeg troede var nogenlunde sikker, vist sig at falde igennem pga. sygdom – ikke hos mig, men hos tovholderen i virksomheden. ØV! Så nu er jeg lidt på bar bund igen. Jeg har et kort i baghånden – en venindes kærestes arbejdsplads – men min stolthed kommer på tværs. Jeg vil så gerne prøve at etablere en aftale selv, uden at det er en vennetjeneste. Det er noget fis, I know, og jeg trækker nok også snart i land, for jeg bliver nødt til snart at rykke!

Jeg er frustreret over, at jeg ikke har retning på mit speciale. Jeg føler jeg famler i øst og vest, og ved ikke rigtigt hvad jeg skal søge på, hvad der er relevant at læse, hvad jeg skal gøre for at virke mere indbydende for virksomheder. Jeg føler mig bagud på point i forhold til folk som har taget den direkte vej, og læst en bachelor på universitet og ikke “bare” en professionsbachelor som sygeplejersken er. Jeg synes, jeg mangler en teoretisk bund og overblik over hvad der kunne være relevant at inddrage. Jeg har sågar købt en kompendie fra bachelor-modulet, for at få lidt indsigt i, hvad det er de bliver undervist i, så jeg kan få lidt af grundlaget ind. Og så kan det være at jeg læser en masse irrelevant, men så får jeg da en bredere viden, og noget at kunne perspektivere og diskutere med – håber jeg i hvert fald!

Trolden er mor-syg/tryghedssøgende. Jeg har haft ham de sidste to dage, og han har stort set ikke lavet andet, end at sidde på skødet af mig. Han er glad og kan lege, men kun når han sidder på mit skød. Han har end ikke villet afleveres i vuggestuen, som han ellers elsker, men er stukket i noget af et hyl, så snart jeg lagde an til at sige farvel. Og på sin vis er det jo skønt, at han sådan søger mig og bare vil mig, men på den anden side, tyder det jo også på, at han ikke trives så godt i den samværsaftale faren og jeg har i gang. Og jeg kan næsten ikke overskue at skulle igennem endnu en tovtrækningskamp med faren om, hvem der har ret til hvad, når det bør handle om trolden, og hvordan han får de rammer, der gør at han trives bedst muligt, både hos mig, i vuggestuen og hos sin far.

Jeg vil meget gerne have noget større at bo i – jeg har lige fået en ekstraregning for varme på 1.500 kr – for 3 mdr vel at mærke (februar-maj). Og jeg betaler i forvejen 1.800 kr om måneden i varme, så jeg synes det er ret mange penge efterhånden! Ligeledes ved jeg at min lejlighed er mega fodkold, så det bliver en kold og dyr fornøjelse hen over vinteren!
Derudover er det jo kun en 1-værelses, og det får jeg altså noget pip af med jævne mellemrum. Jeg synes ikke jeg har plads til mig selv og trolden, vores ting, og jeg har ingen steder at gemme dem væk – Frustrationer: ja. Rationelle: ikke synderligt, men det fylder!

Jeg savner selskab. Jeg savner i den grad nogen at snakke med om hverdagen, og ikke nogen der skal have ondt af mig eller irettesætte mig, men bare nogen der lytter og evt. kommer med konstruktive forslag. Jeg har en aftale med en god veninde om en uges tid, og det glæder jeg mig utroligt meget til, selvom jeg også synes der er rigtigt lang tid til. Samtidigt synes jeg egentlig ikke jeg kan tillade mig at klage, for jeg gør ikke ret meget aktivt selv, for at komme ud og se folk. Jeg har meget svært ved at tage kontakt til nogen, for jeg føler, at jeg er til besvær. Noget jeg egentlig bare skal se ud over, for så må folk jo selv sige fra, og melde pas. Men jeg synes i forvejen jeg har trukket store veksler på min omgangskreds, og kan nærmest ikke få mig selv til at gøre det fortsat. Selvom jeg godt ved at jeg bør.

 

Det blev en lang klagesang, men jeg har brug for at få det ud, få luft, og nogle gange er den bedste måde for mig at skrive.

Jeg ved jeg nok skal komme igennem det, for jeg har ikke noget valg. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og pibe, og satse på at andre klarer skærerne for mig. Der er kun en til at gøre det, og det er mig selv, men gud, hvor synes jeg det er uoverskueligt. Må bare tage en dag ad gangen og håbe på, at det jeg gør er godt nok.

Tak fordi I læste med.