Navneforandring

Multi-funktionel-kontorstol

 

Efter at have siddet omkring 2 timer i min kontorstol i nat, er jeg blevet bekræftet i, hvor godt et køb den var!

Og nej, det er ikke fordi jeg havde begravet mig i arbejde, at jeg sad oppe i nat. Jeg havde en meget urolig og ulykkelig trold, som ikke ville andet end at sidde og putte i mine arme, og det skulle foregå i stolen! Fra kl 22.45 til 01.15 ca, sad vi i den stol og puttede, kun afbrudt af nogle forsøg på at få trolden tilbage i sin egen seng. Da jeg indså at det projekt ikke ville lykkes, overgik jeg til, at prøve at få trolden med over i min seng, så vi begge kunne ligge ned og sove. Det var han ikke helt enig med mig i, men det lykkedes, så vi begge fik noget søvn.

Men tilbage til stolen. Jeg aner ikke, hvorfor trolden er så glad for at sidde og putte i den stol, men det er det bedste sted at sidde, når han egentlig er blevet puttet, men ikke kan finde ro. Om dagen kan det også være hyggeligt at sidde og putte i den, især hvis jeg samtidigt synger og vipper i stolen. Alternativt er den også sjov at lege med, hvis jeg sidder i den, mens han står på gulvet og styrer hvor den skal dreje hen. Det er en sjov måde at lege “bøh!”. 🙂

20150624_190027[1]

Stolen er købt i IKEA, og er egentlig bare en sort kontorstol med vippefunktion og gennemsigtigt ryglæn (den hedder vist Markus). Jeg har så tilkøbt et ægte skind (også i IKEA), som hjælper dejligt på at holde varmen (her er jævnt koldt i de kolde måneder!), og også er ret praktisk, når nu man sidder der om natten, hvor jeg i hvert fald ikke er fuldt påklædt.

Jeg gjorde mig mange tanker, om hvad jeg ville have en kontorstol skulle kunne, da jeg købte den, og er i dag glad for, at jeg også havde med i tankerne, at den skulle kunne bruges som gyngestol, når trolden var urolig.

For en god ordens skyld, skal det måske lige nævnes, at den til dagligt bare bliver brugt som almindelig kontorstol og også er ret god at sidde i. Den kan låses, så den ikke vipper, men jeg nyder det nu ofte, at man lige kan vippe lidt og på den måde ændre stilling.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Navneforandring