Hjerte vs. hjerne

De er absolut ikke enige lige for tiden! Jeg skrev forleden om at jeg dater en fyr/mand som er 10 år ældre end jeg selv, og at jeg af den grund er noget skeptisk over holdbarheden af det her arrangement. Jeg har intet andet at bygge min skepsis på end det tal. Samtidigt er han i mine tanker konstant og vi skriver sammen flere gange dagligt.

Min fornuft siger mig at det er bindegalt, for jeg har kun mødt ham tre gange (!), men alligevel har jeg en kæmpe tillid til ham og har fortalt ham væsentligt mere om mit inderste, end jeg plejer at gøre til folk, jeg lige har mødt. Vi har en super kemi og jeg nyder hans selskab. Mit hjerte har en fest, men min fornuft vil meget gerne mane det hele til jorden – dels og sige hold nu lige jordforbindelsen (hvilket jo er godt nok), han er for gammel, du er fascineret af forelskelsen ikke manden. Især det sidste er den der går mig på (primært fordi jeg frygter at det ender som med min eks, hvor det nok har været det der reelt har gjort sig gældende) – for selvom jeg nyder opmærksomheden fra ham (og det gør jeg), tænker jeg jo også på ham som en gal! Jeg er nysgerrig på at vide mere om ham, lære ham bedre at kende og finde ud af, om der reelt er noget at bygge på i det her. Vi snakker på kryds og tværs om interesser, baggrund og drømme. Dog skræmmer han mig lidt, når vi taler om drømme, for han er langt længere fremme i sit følelsesregister end jeg er. Han taler nærmest om os, som om vi allerede er kærester og at det bare er et spørgsmål om tid før vi har fælles adresse og børn. Dér er jeg absolut ikke endnu! Jeg har drømmen, men jeg kan langt fra sige om det kommer til at ske, og om det bliver med ham.
Jeg føler mig ikke helt forblændet, for jeg kan sagtens se “ulemper” ved manden. Vi er ikke det perfekte match hele vejen igennem, med samme interesser og tilgange til alt, men det tror jeg nu heller ikke der er ret mange forhold der er. Så bliver det sgu for kedeligt, hvis det er to kopier der går sammen. Men hvor stor betydning forskellene har, ved jeg ikke endnu. Det er jo det som kun tiden kan vise, og nøj, hvor kan jeg føle mig utålmodig for at tiden lige kunne tage og rubbe neglene. 😉