Samtale på kommunen

Frygten for samværsaftale

 

Det er snart ved at være et år siden, min eks og jeg underskrev vores nuværende samværsaftale. Det var en modbydelig proces, hvor min eks jævnligt beskyldte mig for at ville fratage min søn sin far, fordi jeg ikke ville gå med til en 7:7 ordning. Ligeledes havde jeg en dårlig oplevelse med statsforvaltningen og deres børnesagkyndige rådgivere, som modsagde hinanden. Jeg havde ringet ind til dem, for at få noget vejledning til, hvordan vi skabte den bedst mulige aftale for trolden, og fik medhold i at den eksisterende aftale med 4 skift (2 overnatningssessioner hos os begge) + 2 samværsdage på 14 dage er ALT for meget og for forvirrende for sådan en lille størrelse. Derfor indkaldte jeg min eks til børnesagkyndig rådgivning, så vi begge kunne få objektiv vejledning til, hvordan vi bedst kunne gå fremadrettet, og så det ikke kun var mig der påstod et eller andet.

Den vejleder vi kom ind til havde dog et helt andet syn på sagen, end den jeg havde talt med over telefonen (samt pædagoger og andre fagpersoner jeg har haft spurgt til råds), og synes at det da var en fin ordning vi havde, og kun syntes at det måske var lidt for meget, at det var 4 overnatninger hos sin far i streg i weekenden. Resten var fint. Det gjorde ikke noget, at der var endnu en overnatningssession og derudover nogle samværsdage.

Jeg var helt paf! Jeg fattede ikke en skid! Hvordan kunne hun sige det? Og derudover fik hun også lige fyret af, jeg jo ikke skulle lytte til alle, jeg spurgte, da de jo ikke nødvendigvis var sagkyndige. Jeg ville ønske, at jeg havde været lidt mere åndsnærværende (var stadig rimelig præget af skilsmissen og et meget stresset semester) til at kunne fortælle hende, at jeg såmænd havde talt med en af hendes egne kolleger, og ikke blot tilfældige på gaden!

Derfor er jeg også meget spændt på og gruer for, hvordan vi skal tackle den ny forhandling. Det er nødvendigt med en ændring (det har min eks også givet udtryk for), for den vi kører er sgu forvirrende, og gør at vi begge højst har 3 døgn i rap (i weekenderne) og ellers er det enten hver eller hveranden dag, at vi skifter pga. hverdagssamvær og hverdagsovernatninger. Jeg så helst, at vi samlede overnatningerne i to blokke – én til far og én til mor, og så et par hverdagssamværsdage derudover, i stedet for de nuværende 4 blokke – to til mor og to til far. At vi forlængede weekenden hos min eks med en dag, men tilgengæld sløjfede hverdagsovernatning i den uge, hvor min eks ikke har weekend. En ordning som vil betyde at min eks får trolden en dag mindre på 14 dage, men at der til gengæld kommer meget mere ro og struktur i ordningen. Om et år vil vi så kunne tilføje en ekstra dag på weekendens længde, så vi stille og roligt nærmer os 7:7.

Det tror jeg vitterligt, vil være meget bedre for trolden. Ikke fordi at han skal se sin far mindre, men fordi at det så er nemmere for alle parter at skabe nogle rytmer og planlægge aktiviteter. Hvert skift kræver noget omstilling for trolden, hvilket han sjovt nok bruger en del energi på, hvor der så af gode grunde ikke kan/skal ske så meget andet.  Derfor tror jeg, at det vil være rigtigt godt at samle samværet/overnatningerne, så det kun er to gange han skal skifte mellem mor og far, og ikke fire (når vi ikke tæller hverdagssamværet med).

Jeg er bare 99% sikker på, at min eks ikke deler denne holdning, men bare vil udvidde hans weekend, samtidigt med at han fastholder sine hverdagsovernatninger. Men nu må vi se. Man har lov til at håbe, og det vil jeg prøve at gøre!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Samtale på kommunen