Frygten for at andre opdager min reelle, lave værdi

Det er sådan jeg længe har haft det, og i mange sammenhænge stadig har det – en følelse af at jeg slet ikke er det værd, som folk omkring mig tror eller forestiller sig. At det reelt kun er et spørgsmål om tid, før at folk opdager de “grimme” ting omkring mig, for dernæst at vende mig ryggen, fordi de så pludselig vil se mig med andre øjne.

Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor jeg har det sådan. Jeg har endnu ikke oplevet det. Eller jo, jeg har oplevet mange brud i mit liv, men aldrig pga. min fortid eller enkeltstående tankestreger. Dem som generelt ikke kan lide mig/mine tankestreger, har jeg sjovt ikke ikke ret meget at gøre med, og jeg søger det heller ikke synderligt. Men mine venner, familie og hvad der efterhånden har udviklet sig til at være min kæreste, synes jo åbenbart ikke at jeg er helt rablende, siden de fastholder kontakten med mig. Men det er det, jeg har en eller anden ret så irrationel frygt omkring. At jeg en eller anden dag får fortalt dem noget om, hvordan jeg er inderst inde, og som vil få dem til at løbe skrigende bort. At jeg vil tabe det hele på gulvet, fordi jeg er ærlig/åben omkring, hvordan jeg har det/tænker/føler.

Det er først for alvor gået op for mig for nyligt, da jeg snakkede med min kæreste om min generelle frygt for at åbne for meget op om, hvem jeg er og hvorfor jeg er den jeg er. Jeg er hunderæd for, at han tænker “shit, det der, det hverken kan eller vil jeg blandes ind i!”, og for hvad jeg reelt tror er første gang i mit liv, italesatte jeg også frygten og hvad den bunder i. Jeg har flere gange fortalt min omgangskreds om min baggrund og min person, men uden at italesætte hvor grænseoverskridende jeg synes, det er at tale om det, hvor sårbar jeg reelt føler mig, når jeg åbner op for det. Det gjorde jeg denne gang, og selvom det var svært, var det også utroligt bekræftende, for det viste sig jo 1) at han ikke løb nogen steder. Han vil mig sgu stadig!?! 2) han faktisk deler tankerne, selvom han med tiden er blevet bedre til at tøjre dem og være mere rationel omkring det.

Jeg har dog lige skulle bearbejde frygten efterfølgende, for italesættelsen af den gjorde den også så meget mere virkelig og mærkbar. I stedet for at det var en mere eller mindre usynlig elefant i rummet, som jeg ikke rigtigt kunne sætte ord på, stod den der nu lige pludselig meget klart – og der stod den sgu ikke ret godt! Ikke dermed sagt at jeg bare har kunne ignorere frygten eller sparke den til hjørne efterfølgende, men nu er jeg mere bevidst om, at den er der, og at den er noget så irrationel. Der er jo ingen til dato som er løbet væk fra mig, fordi jeg åbner op for min baggrund. Tværtimod synes de fleste, at det er stærkt at jeg tør.

Frygt er mange ting, og selvom den ofte er irrationel, kan den fandme være en pain in the ass! Jeg prøver selv at “face” den når jeg oplever den – ikke på adrenalin-junkie-måden, men de følelsesmæssige/sociale frygte – for 9 ud af 10 gange at blive bekræftet i, at frygten var irrationel. Det er hårdt arbejde, men det er fedt!