Tinder - et frækt tilbud

Date med parkeringsvagten vol. 2

 

Læs om vores første date her

En uges tid efter vores første date mødtes vi igen. Som han meget rammende skrev “valget er frit, valget er dit” mht. hvor vi skulle mødes. Han arbejder tæt på hvor jeg bor, og han bor selv i et minikollektiv sammen med en kammerat og sin søster, så at mødes hos ham, var ikke lige en mulighed. Jeg har dog altid været lidt betænkelig ved at hive dates med hjem alt for hurtigt (selvom jeg af uransaglige årsager ikke har noget imod det, når det er i forbindelse med en bytur!?). Mit hjem er mit helle, der hvor jeg finder ro og hvor jeg bare kan være mig uden filter. Det er meget privat for mig, at invitere folk ind i mit hjem, især når man skal opholde sig i flere rum (måske derfor jeg bedre kan forholde mig til det i forbindelse med en bytur – der er det oftest kun soveværelse, gang og badeværelse som er i spil). Jeg havde derfor meget lyst til at mødes ude i byen, så vi igen var på neutral grund og det også ville være nemt at afslutte daten, hvis nu han viste sig at være bindegal. Det der talte imod at mødes ude, var min økonomi. Da jeg lå syg i påsken, og nu nærmer mig slutningen på mit speciale, får jeg ikke arbejdet ret meget, så mit økonomiske råderum er rimelig begrænset, for at sige det mildt! Summasumarum blev at jeg inviterede ham hjem til mig, hvor jeg lavede noget nemt (og billigt!), men velsmagende mad.

Jeg synes altid det er lidt akavet i starten, når man afsluttede sidste date med at kysse, for hvad så nu? Skal man kysse når man mødes, eller er det ok, lige at se den anden an igen? Vi nøjedes med at kramme, og han kom med ind, kiggede sig omkring og kom med ud i køkkenet, hvor han hjalp lidt til med at lave mad. Vi aede og krammede en del, hvilket jo også også hurtigt udviklede sig til kys igen. Og vi kyssede meget!

Vi fik spist og ryddet af bordet, og satte os over i sofaen og snakke. Jeg havde bagt en kage, men vi nåede aldrig at spise noget af den, for snakken og kyssene undlod ikke meget tid til andet. 😉 Og trods vi kyssede en del, fik vi også snakket om alt muligt, og selvom vi også har mange forskellige holdninger, er vi også umiddelbart meget enige om nogle af de mere grundlæggende ting. Ligeledes er vi begge nogle tosser/fjollehoveder som godt kan lide at drille, hvilket vi også igen fik bevist indtil flere gange. 🙂

Behøver jeg at sige, at det var en god date? At kemien i den grad fortsat var der? Vi kyssede og pillede, og jeg har sjældent været så tændt af en mand, jeg knapt kender, uden alkohol involveret. Han kunne nogle tricks! Han gik hjem omkring kl 2 (om natten!) efter al for lang tids læggen op til en hel masse, som ikke skete. Er der nogen tvivl om at jeg glæder mig til at se ham igen? Han har (heldigvis) også givet udtryk for gerne at ville se mig igen, og at han også var lige så tændt som jeg var (ikke at jeg egentlig var i tvivl, men det er nu altid rart at få bekræftet. 😉 ).

Hvornår næste date bliver, det vides endnu ikke. Der ligger bolden på hans banehalvdel. Jeg har meldt ud hvornår min kalender tillader noget, men han havde planer de dage. Planer som han vil prøve at rykke, men nu må vi se hvad det bliver til. Om ikke andet, så har det været nogle gode dates indtil videre, og sker der ikke mere, er der jo ikke noget at gøre ved det.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tinder - et frækt tilbud