Børn og motion – for hvis skyld?

Jeg var ude og løbe i formiddags (ja, jeg er stolt! 😉 ), og på min tur så jeg en del forældre som også var ude og løbe, og som havde taget deres børn med ud. Nogle i klapvogn, nogle på løbecykel og andre som selv løb ved siden af. På sin vis ser det jo hyggeligt nok ud, og alle parter får jo frisk luft og samvær, men jeg bliver alligevel lidt i tvivl om, for hvis skyld er det lige, at man tager sine børn med ud og løbe? Alle børnene var under 7 år.

Jeg går ud fra, at forældrene har en forventning om at skulle ud og motionere, og at man derfor ikke bare lige stopper op og kigger på frøer, blomster, sten og andet man møder på sin vej, som børn ofte er gode til at falde i svime over. Og så er det at jeg sgu bliveri tvivl om, for hvis skyld er det lige, man er taget ud? Hvor sjovt er det for børnene, bare at skulle fremad-fremad-fremad? Hvor meget får de ud af, at komme ud og løbe med forældrene, når det hel bare handler om at komme fra a til b, og ikke nyde turen undervejs? Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om de holder pauser undervejs for at kigge og snakke, men jeg så ikke nogen af dem holde stille. Barnet i klapvognen sov, så der er der ingen “skade” sket (i min optik) – om barnet sover i en stillestående klapvogn eller en i bevægelse, gør sgu ikke den store forskel. Men med de andre børn, er jeg ikke lige så positivt stemt. Jeg er helt med på, at det er sundt med motion, også for børn, men børn dyrker det ofte på en noget anden måde. De tonser jo rundt i haven, klatrer i træer, kravler på væggene, osv. og er ikke ude og løbe med far eller mor, fordi det er deres bud på en sjov ude aktivitet. De er spontane og løber, fordi det giver mening, fordi deres usynlige uhyre er efter dem, fordi de er superhelte, for at fange en bold, eller lign. De løber jo ikke bare for at løbe.

I skolen har de selvfølgelig også idræt og lærer at løbe på bane og lign., men jeg har alligevel svært ved at forlige mig med, at børn skal med ud på mors eller fars løbetur.

Jeg må dog, dobbelt moralsk nok, erkende, at jeg også selv kunne være fristet til at tage trolden med ud, når han bliver lidt større, men så kommer ovenstående tanker alligevel ind i mit hoved. For, hvad han får han ud af det? Vil han overhovedet synes det er sjovt? Vil jeg? Jeg kan jo ikke bare løbe efter mit eget hoved, men bliver nødt til at tage hensyn til at trolden også er med, og så bliver turen jo en noget andet, end formålet var. Men det kan selvfølgelig også være at forældrene har taget det med i deres overvejelser, selvom jeg så er tilbage til at tænke, hvorfor så overhovedet gøre det?

Jeg er ikke just motionsfreak, men jeg holder jo af at røre mig, og vil også gerne gøre det jævnligt og det kunne da være fedt, at have trolden med, men så vil jeg sgu alligevel hellere bare gå en tur med ham. Så er der netop tid til at undersøge alle de spændende ting, der er på vejen, men man kan også få lidt løb ind, hvis man leger tag-fat eller andre sjove ting.

Hvor jeg helt vil hen med dette indlæg, ved jeg egentlig ikke. Jeg er bare halv-forarget og så alligevel synes jeg jo også at det er fedt, at de kan få det til. På den ene side synes jeg, at det virker helt vildt egoistisk af forældrene, men på den anden side skal man jo også stadig kunne gøre ting, selvom man har fået børn. Livet går jo ikke i stå af den grund, og børnene har jo sådan set også godt af at lære, at motion er en del af dagligdagen.
Det er først når der går elitesport i den, at min kæde for alvor knækker. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan prioritere sin sport så højt, at man til hverdag vil have så stram logistik og nærmest hele tiden gå og vente på at ens partner kommer hjem og tager over med barnet, så man selv kan komme ud og træne. At man konstant er afhængig af bedsteforældre og lign. for at kunne komme ud og træne. Det forstår jeg bare ikke. Men vi er jo heldigvis forskellige, og har hver vores forståelse af hvad et godt liv er og hvad vi vil med det.

Jeg vil nyde den motion, jeg får, både jeg når jeg tager ud og løber uden barn, og den motion jeg får, når jeg løber efter trolden, løfter ham og tumler med ham. Hvis der er nogle muskler der bliver trænet, når man har små børn, så er det biceps! Nøj, hvor er de blevet stærke og store efter trolden er kommet til verden! Der kan man virkelig se og mærke, at det, at slæbe rundt på en 16kg tung trold mere eller mindre hver dag gør en forskel! 😉