Så kom jeg i gang igen

Spontan fridag og tur i sommerhus

 

Sådan en tog trolden og jeg igår. Onsdag aften besluttede jeg mig for, at holde trolden hjemme fra vuggestuen torsdag, og så ellers bare have en hyggedag med ham. Det var hans første uge i vuggestue efter ferien, så jeg tænkte, at han nok også ville nyde at få en dag med afslapning, og mit speciale er ikke for alvor startet op, så jeg kunne også tillade mig en fridag. 🙂

Vi havde ingen faste planer for dagen, men efter morgenmaden og tjek af vejrudsigten spurgte jeg min mor, om vi måtte komme op og besøge hende i sommerhuset, og sørme om det ikke blev sådan. 🙂

Jeg pakkede badetøj, løbecykel, klapvogn, dyne, bleer og alt det andet man nu skal have med til sådan en lille størrelse, og vi begav os af sted. Jeg havde en stærk forventning om, at vi skulle på stranden og bade, for de havde jo lovet super lækkert vejr. Eftermiddagens vejr blev også super lækkert, hvis man ser bort fra vinden. Og lige præcis vinden, var også det der afgjorde, at vi ikke skulle bade på stranden. Der var direkte pålandsvind, så dels var det køligt, og dels var vandt fyldt med tang, hvilket jeg absolut ikke bryder mig om, at gå ned i. Vi var dog alligevel et smut på stranden, men nøjedes med at soppe, kaste sten i vandet og lege med sandet. Trolden var lidt bange for vandet, men fik da fødderne i et par gange.

Nu vi ikke kunne bruge så meget tid på stranden, som jeg havde håbet, tog vi en tur til Gilleleje. Det er altid en hyggelig lille by at besøge, og vi fik os også en sen frokost der, mens trolden fik en portion is. Han havde “plaget” om is, siden vi forlod bilen! Det har jeg alligevel ikke oplevet før med ham, men fra vi kom ud af bilen og i meget af den tid vi gik rundt i byen, før vi satte os på caféen, så sagde han godt nok “is” mange gange. Ikke sådan insisterende, og han blev heller ikke sur/ked når jeg sagde, at han ikke fik is nu, men jeg morede mig sgu lidt over, at han sådan havde fået is på hjernen.

Der sker ret meget med hans sprog lige for tiden. Han øver sig gevaldigt i at tale, og han er også begyndt at sige “mor”, hvilket han ellers har nægtet. (Mit hjerte smelter! 😉 ) Og alle mulige andre ord finder også vej til hans mund, og det kan også være at det var det, der skete i går med isen. Men sjovt var (og er) det! 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så kom jeg i gang igen