“30, træt og trist” eller “30’erne er de nye 20’ere?”

Jeg blev 30 for et par måneder siden, og har i den forbindelse gjort mig nogle tanker om, hvor jeg er i mit liv, i forhold til hvor jeg har drømt, at jeg skulle være, når jeg rundede de 30. Og på nogle punkter har jeg nået en hel del, på andre falder jeg håbløst igennem.

Men hvorfor er det vi stiller sådan nogle mål op for, hvad vi skal have nået indenfor x antal år? Hvad er det vi skal nå inden da, som ikke kan gøres efterfølgende? Selvfølgelig er der nogle ting, som biologien dikterer skal ske inden en hvis alder, men hvad så med alle de andre ting? Og hvorfor er det lige 30 der er blevet skellet?

Som før skrevet har jeg selv nået en del inden de 30 – jeg er blevet mor, jeg er blevet gift, jeg er nu også ved at blive skilt (ikke lige en del af planen!), jeg har gennemført en uddannelse (og er nu i gang med en ny, heller ikke lige en del af den oprindelige plan), jeg har boet alene og sammen med en partner og jeg har haft et fuldtidsjob som uddannet. Samtidigt er jeg single, bor i en 1-værelses lejlighed, studerende og lyder som en i tyverne. Og her kommer spørgsmålet jo så: er 30’erne de nye 20’ere, eller er man bare 30, træt og trist?

Jeg kan ærligt talt ikke mærke forskel på, om jeg er 27 eller 30. Jeg kan mærke forskel på at jeg er mor, i forhold til da jeg ikke var. Dagligdagen ser noget anderledes ud, når jeg har trolden, end når jeg er alene. Når jeg er alene, kan jeg jo gøre som det passer mig, og mine interesser har ikke ændret sig siden jeg blev 30. Jeg er ikke blevet mere glad for kaffe eller at læse avis, jeg er stadig pjattet med Disney og at læse skønlitteratur. Jeg har stadig mange af de samme drømme, som da jeg var 27. Den største forskel er nok, at som 27-årig blev jeg gravid og var dermed sammen med en mand, som jeg troede, jeg skulle være sammen med resten af mine dage. Der blev jeg klogere! Jeg har stadig drømmen om at finde manden, jeg skal være sammen med resten af mine dage og få flere børn med. Nu er jeg bare nogle erfaringer og en lækker unge rigere. Om erfaringen nødvendigvis er et gode, er jeg dog ikke sikker på. Er bange for at den også kan blive en begrænsning, da jeg så bare bliver mere kræsen, og min drøm kommer længere væk.

Men tilbage til, hvorfor er det for nogen så skræmmende at blive 30? Det var jo stort og fedt at blive 20, og det er jo ikke fordi at ÆldreSagen banker på døren, bare fordi der nu står 30. Det gør de vist først når man runder det dobbelte. 😉 Det jeg har det sværere med, er jeg nu også er tætter på 40, som er min grænse for, hvornår man bør få flere børn. Eller dvs. det er faktisk et par år før, og det er nok det der skræmmer mig mest, omkring alder. Men ikke tallet 30. Der kan man stadig få børn, kroppen fungerer stadig, man kan 95% af det man kunne som 20årig (tror jeg i hvert fald. Indtil videre er det kun på alkohol-fronten jeg ikke kan følge så meget med, som jeg kunne som 20-årig). Lige nu er jeg godt tilfreds med at være 30 – synes ærligt talt det ville være ret så vildt, hvis jeg kun var 20-25 år og havde alle de oplevelser med i bagagen som jeg har. Så ville jeg godt nok have haft travlt! 😉 Så jeg tror ærligt talt, at jeg bare vil nyde mit nye årti, og tage imod så mange oplevelser som overhovedet muligt og bare nyde turen! 😀