Det der dating

 

Det der dating, det er sgu noget underligt noget. Jeg har aldrig helt formået at nyde det, i meget mere end en måneds tid ad gangen, og ganske rigtigt, er jeg også nu blevet lidt træt af det. Og så er jeg vist også lidt higende efter tosomhed lige for tiden, hvilket sjældent hjælper på datingen, af uransaglige årsager.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men her de sidste 14 dages tid har jeg vitterligt savnet at have en kæreste. Som i virkeligt savnet. Det er første gang siden jeg gik fra min eks, at jeg decideret har savnet at have en mand i mit liv. Jeg savner en bare at være sammen med, og hygge mig med. Ikke at han skal klare noget for mig, men en at dele livet og tingene med, både de sjove og de knapt så sjove. Jeg synes efterhånden jeg har fået styr på de fleste ting i mit liv. Jeg er efterhånden kommet helt på plads i min lejlighed med at få billeder op på væggene og i går gik jeg i selvsving og kørte i Bilka og IKEA og købte planter og bord til min altan, så jeg kan nyde den, når vejret bliver en my varmere.

Ang. dating så havde jeg faktisk mødt en sød fyr, en tidl. RUC’er og som også havde et barn på troldens alder. Vi havde en god første date, hvor vi havde god kemi og snakken kørte. Vi var enige om at skulle ses igen, og det lod sig gøre 14 dage senere. Vi skrev sammen de fleste dage, i starten sjove/livlige beskeder, til sidst mere la-la, statusrapport-agtigt. Anyway, vi mødtes og skulle egentlig have gået en tur over til søen, sat os på græsset og spist noget sushi, men vejret var lige køligt nok (under 10 grader), så vi gik hjem til mig i stedet for. Det var også fint nok, og vi snakkede en masse. Eller, dvs. han snakkede en masse. Af uransaglige årsager var det ham der snakkede og snakkede. Jeg stillede også spørgsmål, men jeg snakkede ikke selv ret meget. Det var som om at kemien fra første date bare var forsvundet. Og jeg tror han havde det på samme måde, for vi havde begge glædet os til denne date, men forventningerne oversteg virkeligheden, for nøj hvor var det egentlig tamt. Ikke en gang da han smed blusen for at vise sin tatoveringer (vi talte om hvor, hvor mange og hvordan de så ud, så det var ikke bare ud af det blå 😉 ), havde jeg ret meget kriller. Tværtimod syntes jeg faktisk at det næsten var det modsatte, for det var alt for hurtigt i processen, når vi reelt kun havde givet hinanden et kram som hej og goddag.

Da vi sagde farvel kørte jeg ham ned til stationen, hvor han egentlig mest virkede lidt forurettet over, at jeg kørte rundt i en ny bil, og at alt i min hjem ikke var IKEA (selvom 80% nu alligevel er dét eller Daells bolighus, bare ikke lige de to møbler han havde spurgt til). Vi krammede og han sagde noget om at skrives ved, men ingen af os har skrevet til den anden, og nu er det ved at være en lille uge siden vi sås.

Jeg begræder ikke at det ikke gik med ham. Han var en sød fyr, bevares, men det skulle bare ikke være ham og jeg. Videre i teksten. Men hvad er det lige for en tekst? På den ene side vil jeg rigtigt gerne finde en fyr som kan blive til en kæreste, på den anden side gider jeg sgu ikke ligge indsatsen, og synes egentlig heller ikke jeg har tiden til det, da jeg vist nok har et speciale, som jeg burde få gjort færdigt. Det hænger mig også ud af halsen lige for tiden. :S

Det er vist bare lidt øv med øv på, lige nu. Og så toppet med at min cykel blev stjålet og at jeg har været syg i 1½ uge efterhånden (jep, også på min 2. date – panodiler og næsespray kan gøre underværker i nogle timer), så synes jeg bare det er lidt op ad bakke lige nu.

Det blev en klagesang. Det vender forhåbentligt snart igen. Nu er det jo forår og lækkert med al den sol og de tiltagende lyse timer. 🙂

Synes denne her minion passer ret godt på min sindstilstand lige nu. 😉

Tror det er meget godt, at han ikke sådan lige kommer galoperende lige nu. 😉