Penge…

Jeg talte med en anden mor forleden dag i troldens vuggestue, hvor vi kom til at tale om det her, med at føle sig voksen. At det sgu ikke rigtigt var noget vi egentlig gjorde endnu, trods både børn og ægteskab i bagagen – her skal det måske lige siges, at hun har tre børn og er lykkeligt gift med sin mand. Det der for alvor havde fået hende til at føle sig voksen, var ikke børn og ægteskab, men huskøb! At skulle hæfte økonomisk for så stort et beløb, uden reel sikkerhed for at kunne indfri gælden (altså, banken havde godkendt dem, og alt det der, men man ved jo aldrig hvad der sker, hverken i verden eller i ens eget lille liv). Og det fik mig sgu til at tænke – hvor er det syret, at det at sætte en nyt liv i verden og påtage sig ansvaret for at opdrage, støtte og elske dette lille væsen, har mindre betydning for ansvarsfølelse end at optage et lån til et hus. Det er jo helt sindssygt! I en overfortolket version kan man sige, at et liv er mindre værd end penge. Og så synes jeg ikke engang at den er helt overfortolket, for det er jo også det der sker rent politisk. Alt bliver målt i kroner og ører, ikke i værdighed, respekt og anstændighed. Og det er uanset om det gælder ældrepleje, hospitaler, børnepleje, flygtninge, ministerlønninger og -pensioner, arbejdsløse, skoler/uddannelse, rige, fattige. ALT bliver gjort op i penge, og hvor meget værdi vi kan få for pengene, og helst mere værdi for færre penge (dog her med undtagelse af minister-økonomien. Den er (åbenbart) fredet). Det er jo sindssygt!

Der skal spares (næsten) alle steder, men det forventes at kvaliteten forbliver den samme. Hvordan? Det er en gåde jeg endnu ikke har kunnet løse. Hvordan skal færre ressourcer kunne løse samme opgave, uanset hvilke opgave det så er vi taler om? Det forstår jeg simpelthen ikke! Og hvordan kan ministrene i samme ombæring forsvare at de ikke ændrer på deres egen pensionsalder og -udbetaling? Og hvorfor filan skal deres børn også have pension?

Noget af det som skiftende regeringer har trumfet igennem de seneste år er, at vi skal være mere og mere fleksible, men med mindre og mindre sikkerhed. Noget af det udlandet har misundet DK, er at vi har flexicurity – at vi har/havde et rimeligt fleksibelt arbejdsmarked, men med høj sikkerhed. Man kunne opsige og opsiges med forholdsvis kort varsel, men havde til gengæld også et sikkerhedsnet, så man ikke blev smidt på gaden. Det var byttehandlen mellem arbejdsgivere og fagforeninger/a-kasser – kort opsigelsesvarsel (ja, 3 mdr er kort i forhold til andre lande) mod sikkerhed for arbejderne når man var arbejdsløs (dagpenge).

Det er nu næsten forsvundet, til trods for at det stadig er et individuelt valg at indbetale til en a-kasse. Indenfor de sidste 10 år er dagpengeperioden blevet halveret, og det er flere og flere kriterier for at opnå ret til at få dagpenge, samtidigt med at der i højere og højere grad skabes tidsbegrænsede ansættelser. Dvs. mindre og mindre sikkerhed men mere og mere fleksibilitet. Og jeg forstår det simpelthen ikke! Hvordan kan en privat forsikring, som en a-kasse immervæk er, da det jo er et aktivt valg at melde sig ind i en a-kasse og betale til den, blive noget regeringen skal blande sig i? Det burde da være op til a-kasserne at bestemme hvordan forsikringen skal se ud, hvad den skal koste og hvor lang tid den skal løbe. Ligesom div. andre forsikringer, hvor man kan vælge forsikringssum og -grad. Forskellige “pakker”, alt efter hvad medlemmernes behov er, og så prissætning efter det. Jo højere forsikringsgrad, jo højere bidrag. Og her synes jeg faktisk også det kunne være fedt, hvis man lavede differentierede dagpenge-satser, så man også selv afgjorde hvilken dagpengesats man var berettiget til, alt efter hvor meget man betalte til a-kassen. Jo højere bidrag, jo højere dagpengesats. Så var der sgu ikke så meget at brokke sig over, høj som lav, for man bestemte jo selv, hvilken form for forsikring man ønskede at have.

Penge er en mærkelig størrelse. En diffus en, som nogen bestemmer værdien af, og som vi har valgt at opgøre stort set alt i. Penge er gode at have, og nærmest katastrofalt ikke at have. Det er lige før penge er vigtigere end live. Det er sgu syret!